Statsministerens opråb og opfordring på kvindernes internationale kampdag

I et brev til landet socialdemokrater opfordrer Mette Frederiksen kvinder i alle aldersgrupper til at stille op til kommunalvalget i 2021. Mon dog ikke statsministerens opfordring gælder alle kvinder, hvad enten de er røde, grønne eller blå.

136
Mette Frederiksen (S) i duel med Jakob Ellemann (V) under Naturmødet i 2018. Foto: Arkiv.

Hvis du er kvinde og frisk på at tage en tørn i demokratiets tjeneste, så er det ved at være sidste udkald for at få meldt dig ind i den lokale partiforening. Derfor har landets statsminister sendt nedenstående brev til de lokale partifæller, men lad det hermed også være en opfordring til kvinder af anden politisk og ideologisk observans:

Kære Socialdemokrat

I dag fejrer vi kvindernes internationale kampdag.

Der er meget, som går godt, når vi taler ligestilling i Danmark. Men vi skal ikke stille os tilfredse. Der er stadig meget at kæmpe for. 

Hvert år er næsten 2.000 kvinder nødt til at søge tilflugt på krisecentre som Dannerhuset. Hvert år bliver næsten 40.000 kvinder udsat for partnervold. 

De kvinder skal vide, at de ikke står alene. Vi må træde i karakter som samfund. Være på ofrenes side.  

Det skal vi også, når det handler om voldtægt. Det er grusomt og skaber ar for livet. Traumer, som sætter sig i krop og sjæl. Og for nogle endda med en uhyggelig selvbebrejdelse. Var det lidt min egen skyld?

Vores svar skal altid være: Nej. Voldtægt er aldrig offerets skyld. Sex skal altid være hundrede procent frivilligt. Er man det mindste i tvivl, så er der noget galt. 

Derfor sætter vi nu en ny milepæl i kampen mod overgreb og for ligestillingen i Danmark. Vi vil fremsætte et lovforslag, der indfører en samtykkebaseret bestemmelse om voldtægt.

Et af de steder, der mangler ligestilling i dagens Danmark er i politik. Næste år er der kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark. Her skal der flere kvinder på stemmesedlen.

Vi har brug for, at kvinder i alle aldersgrupper stiller op. Giver deres bidrag til, hvordan vores lokalsamfund skal se ud. For det er her, ude i vores kommuner vores velfærdssamfund virkelig lever. 

I videoen nedenfor fortæller jeg mere om, hvorfor det er vigtigt med flere kvinder i politik. Og hvordan vi kan blive bedre til at hjælpe hinanden.

Jeg håber, at flere kvinder vil overveje at stille op. 

Fortsat rigtig god 8. marts.  

Med venlig hilsen
Mette Frederiksen


Link til tidligere artikel

Statsminister Mette Frederiksen åbner Naturmødet 2020 i Hirtshals

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments