Mindeord om Ove Jacobsen

Venstre i Hjørring Kommune har sendt dette mindeord om Ove Jacobsen.

2582
Ove Jacobsen. Foto: Hanne Hvidegaard.

Søndag 5. juli fik vi den triste besked, at Ove Jacobsen var sovet stille ind efter kort tids sygdom 74 år gammel, omgivet af sine nærmeste.

Han blev uddannet på Hjørring Seminarium og ansat som lærer på Bjergby Skole i 1971 og ind til sin pension. Ove Jacobsen var en dygtig og afholdt lærer og fulgte sin elever ud i livet.

Oves interesse for politik har fulgt ham helt fra sin unge dage. Ove var yngste barn i en landmandsfamilie fra nær Stenhøj.

Ove blev valg ind i bestyrelsen for Venstre i Bjergby-Mygdal 1997, og blev formand 2009 og bestred denne post til marts i år. De seneste 8 år har han tillige været formand for Venstres kommuneforening i Hjørring. Her var han formand indtil 2 måneder før sin død, hvor han bad næstformanden tage over, så han kunne koncentrere sig om sin familie den sidste tid.

Ove Jacobsen havde et stort politisk engagement i foreningernes virke og værnede om de liberale synspunkter og et sundt demokrati. Ove var formand for Venstre i hele Hjørring Kommune, og han havde en samlende evne. Ove var en god støtte og sparringspartner for byrådsgruppen som kommuneforeningsformand, hvor han afgjort var med til at skabe et godt sammenhold og en stærk byrådsgruppe samt var bindeled mellem byrådsgruppen og Venstres bagland.

Ove Jacobsen blev valgt til Hjørring byråd fra 1998 til 2006. Han var en pligtopfyldende og samarbejdsvillig person. Ove glemte aldrig sine liberale synspunkter, og han havde en rolig og myndig måde at lede møderne på, hvilket kom til udtryk i både byråd og Venstres organisation. I byrådet var Ove formand for Fritids- og Kulturudvalget i den sidste periode og havde plads i Teknik og Miljøudvalget i begge perioder, og hvor han altid arbejdede for flere kommunale anlægs- og vedligeholdelsesopgaver skulle udliciteres, hvilket også lykkedes i mange tilfælde.

Ove var gift med Else og boede mere end 40 år på det nedlagte landbrug Rishøj på Brudehøjvej i Bjergby. Else var en god og trofast støtte i alle Oves gøremål. I hjemmet voksede de 3 børn Morten, Esben og Dorte op, og alle valgte at følge i samme fodspor som Ove, så det blev et sandt lærerdynasti fra Bjergby.

Vores tanker går til Else og familie.

Æret være Ove Jacobsens minde!

Venstre i Hjørring Kommune.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments