Sonni og kampen mod junglen – Stage 5

Tidligere artikler:

Sonni og kampen mod junglen – Pre Race

Sonni og kampen mod junglen – Stage 1

Sonni og kampen mod junglen – Stage 2

Sonni og kampen mod junglen – Stage 3

Sonni og kampen mod junglen – Stage 4

Skrevet af Sonni Vinther Espersen

Stage 5:

92 km var alt der skilte mig fra at have gennemført mit første multidags løb. Jeg kunne gøre det i dag hvis jeg var hurtig nok, eller jeg kunne gøre det færdigt i morgen. Ved 50 km var der et cut-off punkt, man skulle nå før et vist tidspunkt pga jaguarernes jagttendenser. Nåede man ikke det betød det en overnatning midt på ruten, mens tiden kørte derudaf.

Jeg var oppe i god tid, men synes alt pakkeriet tog en evighed med mine ynkelige fødder. Jeg nåede frem til start blot 10 sekunder før tid. Haltende som en der lige havde forsørget i bukserne med vaseline-fjættet hænder godt nede i skridtet, og en GPS, der manglede at blive tændt. Der var stadig kulsort. Den lange distance gjorde, at vi startede så tidligt som muligt. Jeg ville spare mit sidste sæt batteri til om aftenen, så jeg kørte på nogle halvflade af slagsen, der ikk rigtig havde nogen effekt.

Alle pilede afsted fra start som sædvanligt, men denne gang var det ikke fordi jeg var fornuftig, at jeg lagde roligt ud. Jeg kunne simpelthen ikke løbe hurtigere. Jeg oplevede for første gang at ligge aller sidst helt alene. Og mørket hjalp ikke på det. Vi var åbenbart i udkanten af junglen, for ret hurtigt åbnede landskabet sig, og jeg joskede igennem en større landsby. Vejen var markeret på midten af grønne knæklys, der fik det hele til at minde om en landingsbane. Trods tidspunktet, der vel lå omkring de 05.00, var landsbyen stået op, for at heppe fra deres hytter i vejkanten, og det gav mig alligevel lidt af et boost. Ikke fandme om jeg ville risikere, at der stod en indianer-unge et sted og spurgte sin mor, om det var ham den halvfede Dansker, der lå sidst? “Ja, skat, men det handler ikke om at vinde, men om at være med” ville hun sikkert svare tørt og pædagogisk. Jeg nåede op til den bagerste del af hovedfeltet og løb lidt sammen med Carl og Jeff. Forsøgte også at overhale de store Briter, der holdte et højere pace end mig ved blot at gå i rask trav med deres lange stænger, selvom jeg småløb. Det var ikke fair!

Efter 10 km kom vi igennem en endnu større by. Her var solen stået op, og opbakningen  overvældende. Det var helt underligt efter fem dage afskåret fra omverdenen, at komme ud for at finde ud af, at denne omverden godt har været klar over, hvad der foregik inde mellem træerne disse dage. Jeg begyndte så småt at glemme mine ynkelige fødder. Måske var det også den blomst jeg fik af en lille pige i vejkanten, som jeg satte i min buff på hovedet, der gjorde at jeg så lidt lysere på tingene?

Efter første checkpoint var der zipline passage over den største flod, vi har krydset. Gucci Josha fra Italien udmærkede sig ved at forsøge at undgå styrthjelmen, nu hvor hans kameramand stod der også, men den gik ikke. På modsatte side blev vi taget imod på en cementeret platform af et par lokale og en gammel skrattende radio med en yderst entusiastisk journalist, der kørte løs på hurtig Spansk. Det eneste jeg fangede var ordene Ultra Marathon, mens jeg kom fri af selen og fortsatte ud i sidste etape.

Der begyndte at regne en del. Min blomst i hatten så noget slatten ud og sporet blev mudret og besværlig. Det begyndte at gå op for mig, hvor stor betydning  sværhedsgraden af sporet har for at nå det cut off point. Oppe på den grusede vej, holdte jeg et tempo, der sagtens kunne række, men som jeg traskede besværligt gennem det her mudderspor, så ville jeg aldrig nå frem i tide. Ved næste checkpoint, der lå i en lysning mellem nogle indianerhytter og entusiastiske heppende lokale, spurgte jeg derfor ind til de næste mange kilometer, men kunne egentlig ikke få et ordentlig svar. Ved dette checkpoint passerede jeg både det Irsk/Finske par William og Satu samt de store Briter.

Svaret fik jeg dog kastet lige i hovedet kort efter, da jeg startede de frygtede og omtalte 50 rivercrossings. Hvor langt det var, ved jeg ikke, men det føltes som en marathon.. Over floden gennem våde glatte sten og op på flere sten på flodbanken og så over på den anden side af floden igen. Igen og igen og igen. Nogle gange gik jeg bare op gennem floden med vand til hofterne. Fulgte de røde strimler, der var spændt fast på grene der lænede sig ind over floden. Anklerne føltes som voldtaget. En konstant kamp for at holde balancen. Regnen tog til og strømmen blev stærkere, næsten som om det kun var for at irritere mig. Briterne overhalede igen, og syntes at være lynende hurtige i dette terræn, men de havde jo også en del erfaring i Brasiliens jungle, og de forsvandt hurtigt ud af synsvidde. Jeg priste mig lykkelig over mine løbestave, og tænkte over hvordan dem, der ikke havde sådan nogen, kunne holde balancen på dette underlag. Netop som man troede, at man forlod floden ved at dreje op i et sumpet spor på vej væk, ja så knækkede sporet og drejede ned i floden igen til endnu 10 nye krydsninger. Det var et helvede.

Da alle 50 vandpassager var overstået fik jeg igen en god morale. Jeg havde tabt en del tid i vandet, og nu øjnedes en mulighed for at hente det tabte og nå det forløsende checkpoint. Jeg løb gennem et åbent område, hvor jeg kunne se en lille hytte forbundet af en lang åben sti op til min vej. Ud af huset kom en gammel mand løbende alt han kunne holde til, for at nå at møde mig på vejen inden det var for sent. I den ene hånd holdte han en gammel skrattende retroradio over hovedet, mens hans tandløse mund læspede Spanske gloser, og han pegede op på radioen med den anden hånd. Jeg tror han prøvede at forklare noget med, at det handlede om løbet i radioen? Jeg tænkte, om ikke denne event og ultraløbere der næsten rendte gennem hans forhave, måtte være årets absolutte højdepunkt for en gammel indianer, der boede så mange kilometer væk fra alting.

De stejle mudrede nedadgående spor tog jeg næsten i snowboard style, og langsomt hentede jeg ind på tiden. Da jeg nåede en fast grusvej blot 8 km fra checkpointet tog fanden ved mig og jeg hævede tempoet drastisk. Det her underlag skulle udnyttes. Det var min billet til at få færdiggjort hele løbet samme dag, og det gik fantastisk… Lige indtil jeg ser jeg er løbet forkert!!!….

Jeg ved på det tidspunkt ikke, hvor langt jeg er på afveje, og det var næsten det værste. Jeg var så tæt på det checkpoint, og så laver jeg sådan en brøler med en tid, der i forvejen var så kneben. Det var ikke til at bære. Efter alt jeg havde været igennem. Jeg spændte selerne til tasken godt til og så satte jeg af i et tempo, der slet ikke hørte sig til i disse omgivelser. Jeg tror ikke engang de hurtigste i løbet, var oppe omkring de decimaler. De 8 km skulle bare straffes, som jeg aldrig før har straffet nogen kilometer. Den desperate næsten klynkende fornemmelse af ikke at ane, hvor langt man er på afveje, blev afløst af forløsning, da jeg endelig spotter en rød strimmel, der fortæller hvor jeg skulle være drejet fra i første omgang.

Jeg flyver det bedste jeg har lært hen over græsrødder med tungen lige i munden, og snart når jeg ud i det fri. Hen over store sten til flodkanten, hvor der burde stå den gummibåd, der skulle fragte mig over. De råber ovre fra den anden side, at jeg bare skal vente, mens de desperat kæmper i flodens stærke strøm for at padle over. De når flodbredden på min side langt nede og må slæbe båden næsten 50 meter, før de når op til mig. Det havde jeg slet slet ikke tid til det her! I gummibåden kaprede jeg beslutsomt en åre, og med de 5 andre lokale gutter kæmpede vi mod den vanvittige strøm i floden og over på den anden side, hvor jeg næsten væltede ud af båden. Hvert sekund talte nu.

Efter nogle kilometerpå fast grund langs og med udsigt ud over den nydelige Amazona-flod, nåede jeg frem til et checkpoint få kilometer før cut-off punktet. Det var virkelig de allersidste reserver, jeg kørte på. Jeg skulle bare nå det, så måtte jeg slæbe mig i mål derefter. Samaritpigen fyldte vand på mine flasker, mens jeg fuldstændig ødelagt spurgte ind til sværhedsgraden af det sidste stykke for at se, hvordan jeg lå i forhold til tiden..
“Nååe ja, det er ændret .. ” svarede hun, som om hun slet ikke ville have fortalt noget, hvis ikke jeg var kommet ind på det. “Ruten er ændret pga af oversvømmelserne, som regnen har fremprovokeret.. Der er ikk noget cut-off.. Bare følg vejen, næste checkpoint er om 9 km”  ..

Det var nok den underligste mavepuster jeg nogensinde har fået.. På den positive side, så.. Ja, så nåede jeg det.. Nu skulle jeg bare slæbe mig det sidste stykke i mål. Men jeg havde fuldstændig splittet mig selv af, for at nå noget, som faktisk ikke var nødvendigt. Jeg kunne selvfølgelig ikke forvente, at man havde fortalt mig noget. Hvordan skulle man det? Måske var det måden jeg fik det af vide på, som om det havde været ligegyldigt..

Ved det næste checkpoint var jeg så udkørt, jeg knap kunne gå længere. Jeg fik lov at sætte mig lidt ned i bilen, mens jeg fyldte mintpastiller og salt på mig selv. Jeg gav nogle stykker til de lokale Indianer unger, der rendte og legede omkring varevognen. De takkede pænt med at smide papiret på jorden, og jeg var så småt begyndt at lægge mærke til, hvordan alting mere og mere pissede mig af. Det gør det når jeg er presset. Jeg fik af vide at det kun var Fabio og Jeff, der lå efter mig, så jeg kunne regne ud at det Irsk/Finske par, Josha og Carl havde overhalet mig, mens jeg var på afveje. Og mens jeg sad og så ynkelig ud i bilen, som en der havde givet op og var på vej hjem, kom Fabio rendende og var hurtigt videre efter en tår vand.

Der var 28km tilbage af hele Beyond The Ultimate 2014. 14 km op af bakken, hvor løbets sidste checkpoint lå ved enden, og 14 km tilbage af samme vej. På vejen op kunne jeg så få hilst på alle løberne, der var på vej ned igen. De havde alle deres forskellige versioner af hvor langt der var til toppen, og det irriterede mig grænseløst, at de ikke stemte overens med hinanden. Lad være at svar mig, hvis I ikke kender det 100% korrekte svar, og lad være at skrue ned for afstanden for at motivere mig.

Det føltes som de længste kilometer jeg nogensinde har tilbagelagt. Jeg tror det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange jeg har vrælet som voksen. Det eneste jeg lige husker var i en ordentlig brandert i Israel i ’99 og på Bino’s, et morgenværtshus i Aalborg, i en endnu større kongebrandert.. Jeg har op til løbet tænkt på om forløsningen, når jeg nåede målet, ville udløse det igen?? Det har jeg set på billeder og video fra tidligere løb, at man gør en masse i, det dér hyleri. Jeg nåede dog aldrig den mållinje, før jeg måtte se mig selv i den noget udsatte situation. Det var nu bare ikke af glæde. Når min krop ikke vil fungere, som jeg vil, bliver jeg som et lille barn. Jeg føler mig hjælpeløs og bliver sur og gal over alting og her knækkede jeg fuldstændig sammen. Først vrælede jeg bare af hjælpeløshed, og derefter over hvor ynkelig jeg måtte være at se på, når jeg gik der og klynkede som et bette barn. Men der var ikke andet for end at tage mig sammen. Der kunne komme en løber imod mig lige rundt hjørnet, og jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis nogen så mig på den måde.

Redningen fandt jeg, da mit bras af en billigt erhvervet mp3 afspiller, indkøbt på et marked i Cuzco, pludselig begyndte at virke for første gang under hele løbet. Den kunne dog kun spille 4-5 numre, som gik på repeat i de to timer den holdte strøm. Jeg vil resten af mit liv forbinde WhoMadeWho’s covernummer af “Sweet Dreams” med dette løb.

Mørket begyndte så småt at lægge sig, men jeg kunne ikke overskue at skifte batterierne i pandelampen, og gik i hvad der både føltes som fysisk og psykisk mørke. Man kan vel kalde det tunnelsyn på flere måder. Af og til dukkede en løber op i modsat retning, men jeg orkede ikke at konversere eller høre på deres fis om, hvor langt der var til det sidste checkpoint. Få kilometer før checkpointet så jeg lyskegler i det fjerne, som fægtede rundt i mørket. Endelig kom det Irsk/Finske par, de sidste jeg måtte krydse inden checkpointet, og de havde været noget bekymret over ikke at have set mig komme i modsat retning. Overbevist om at jeg lå foran dem, da de jo ikke vidste jeg havde løbet forkert, var jeg mere eller mindre blevet meldt savnet nede ved sidste checkpoint, og man måtte spore mig på min GPS sender, for så at finde ud af, at jeg var på rette vej igen.

Da jeg endelig nåede frem til BTU’s sidste checkpoint, blev jeg løbet i møde af en paramediciner, der næsten holdte mig i hånd de sidste 50 meter. Jeg satte mig på en bænk op af røven af en lastbil ( eller sådan var det ihvertfald inde i mit hoved ) Det var i et område med en lille samling af huse i et u-sving. Landsbyen var stadig oppe, og silhuetterne bevægede sig i lyset fra husene. Tasken blev hevet af mig, og jeg blev tapet op på skuldrene, selvom jeg ikke kunne mærke noget. De mente der var tydelige skavsår? En gammel lokal dame kom hen og tilbød en banan, mens samarit-folkene kørte løs med deres spørgsmål. De anbefalede, at jeg ventede på Jeff, som var sidste mand på etapen, så vi kunne følges ad de sidste 14 km. Jeg har intet imod Jeff. Han er en fantastisk fyr, men jeg har måske haft en romantisk drøm om, at ville tage de sidste kilometer af mit livs udfordring med mine egne tanker i hovedet.

Jeg havde ikke forladt bilen med mere end 200 meter, før Jeff kom stormende i rask voksen stavgang. Han skinnede op som en rummand med alle hans reflekser, jeg ramte med min pandelampe. Han var i godt humør, og jeg vidste allerede der, at også han ville hente mig inden mål. Bananen, mint, vand og salt fra mine 15 minutters hvil virkede dog utrolig effektivt, og jeg havde fået frisk energi. Richard, der var en frivillig hjælper fra Holland og tidligere proffesionel 200 meter løber, kom op og holdt mig ved selskab. Det irriterede mig faktisk ikke engang, selvom jeg kunne forestille mig, det var et eller andet “vi skal lige holde øje med pattebarnet”-agtigt, de var blevet enige om. Han snakkede i ét væk, selvom jeg ikke svarede så meget tilbage. Kilometerne gik, og da der manglede 8 af slagsen, kom Jeff med en paramediciner ved sin side. Vi hilste med godt humør og han overhalede og efterlod mig som sidste mand på etapen. Jeg har en kæmpe respekt for alderspræsidenten, der næsten hver dag kom ind sidst, men som hele tiden virkede som om at have styr på lortet. Det kunne man ikke just sige om mig denne aften.

Vi byttede assistenter, så jeg fik paramedicineren fra Irland. Og jeg husker, at jeg herefter begyndte at struggle igen. Det var som om at salt- og vand boostet fra checkpointet ophørte. Tilbage i det barnlige stadie. Som sidste mand kørte der en bil 50 meter bag mig, og lyste mig op i røven, som om jeg ikke kunne finde vej, og det irriterede mig mere og mere. Jeg spurgte høfligt Ireren, om han ikke gad gå ned og bede de lokale om at fjerne deres barnepige-bil, og det gjorde han. Men 15 minutter senere var de tilbage .Jeg hørte grin dernede fra, som jeg selvfølgelig antog var af mig. Jeg husker, at jeg begyndte at ryste af raseri. Eller mere en slags adrenalin. Fordi jeg vidste, at om få sekunder gik jeg ned og slog til den første gennem vinduet. Jeg glemte alt om mine ødelagte og smertefulde ben, og vendte mig om i retning mod forlygterne. Med det samme satte bilen hurtigt i bakgear. Den vidste jo godt, jeg ikke ville have dem dér, så hvad var det lige, de ikke kunne fatte?

Når jeg tænker tilbage kan jeg godt se det komiske i min umodne opførsel, men på det tidspunkt var jeg virkelig i en anden og underlig verden. En barnlig møgunge med kort lunte, der vel nok bare havde brug for hjælp. Ireren prøvede indimellem at opmuntre mig med snak om, at nu kunne man se lysene fra byen, så der kunne max være 2 km igen. Men jeg havde jo ligesom GPS ur på, så følte han tog pis på mig, når jeg kunne regne ud, der var længere. Da mit ur løb tør for strøm, gik jeg bare ud fra han løj. Jeg var så langt ude, at jeg mistede lysten til at drikke vand, udelukkende fordi han hele tiden mindede mig om det! Da jeg kunne se i øjenkrogen, at han holdte øje med det, lod jeg som om jeg drak af flasken, men lod være at indtage noget!!!!! Som om at så havde jeg vundet en kamp over ham. Altså, hvilken vanvittig og utilgivelig opførsel over for mig selv kan man sammenligne med det?? Jeg kan i skrivende stund slet ikke fatte, jeg har opført mig så uforsvarligt og plat!

På et tidspunkt bøvlede jeg med at holde balancen. Jeg måtte træde sådan nogle bøvede chassé til siden. Ikke fordi jeg var svimmel, men det var som om at gå i tyk mudder til livet, og der så kommer en stærk sidestrøm. Jeg måtte af og til stoppe, bare for at stå stille og grynte af smerte i lårene, mens Ireren tålmodigt ventede nogle meter foran, og sikkert tænkte sit; “er han ved at skide, eller hva’?”

Da broen dukkede op og agerede byport vidste jeg, at der kun var få hundrede meter tilbage. Jeg bedte høfligt Ireren om at smutte ned til hans belastende venner i bilen bag mig, så jeg kunne nyde øjeblikket for mig selv. Gaderne var lavt lyst op og gav husene et gulligt sparsomt skær. Der blev klappet lidt fra de huse, der havde holdt sig vågen til det sidste. Hen over torvet og rundt hjørnet. Her stod de kendetegnende høje BTU bannere og skinnede om som en guddommelig port til befrielse, og jeg hørte kendte stemmer. En hjælper løb op mod mig, og jeg bad ham om at få den bil væk, der bare nægtede at fatte noget og stadig fulgte efter mig. Den sætning havde jeg ikke engang gjort færdig, inden han løb hen mod dem, og de faktisk selv havde fattet den og bakket væk.

De sidste 50 meter fik jeg de kræfter, man aldrig rigtig forstår, man kan finde, og jeg byttede mine 3km i timen vralten ud med let løb. I klapsalver løb jeg hen mod målstregen med en følelse, man nok aldrig rigtig kan forklare. For 5 år siden så jeg i Go’morgen Danmark de sejeste He-Men fortælle om løb i jungle og ørkner, og jeg havde den vildeste respekt for dem. Jeg tænkte, at sådan en møjerfucker vil jeg kraftedme også være en dag. Kort tid efter løb jeg mit første officielle 10 km løb, senere en halvmarathon. Så en hel marathon og så dem, der var længere. Og nu var jeg her så et utal af træningstimer og økonomiske indsprøjtninger i startnummer og udstyr senere. Jeg forstod pludselig hvorfor det var, jeg gjorde det. Når jeg bliver spurgt, svarer jeg altid automatisk et eller andet kedeligt og standard-noget med at presse mig selv, men det sande svar fandt jeg ved målstregen: Jeg ville gøre en vanvittig uoverskuelig drøm til virkelighed. Og den pokal var hermed plantet i glasskabet.

Symbolsk var den kæmpe store sejrsøl, Brooke plantede i favnen på mig, da jeg satte mig i plastikstolen, næsten for tung til jeg kunne løfte den. Den var iskold og så glat at etiketten næsten var smuttet af. Jeg måtte bruge begge hænder, som var det en flaske champagne, men smagen var en 2 tons tung flaske værd. Det smagte som lyden af et 15 stemmigt katolsk munkekor i en kæmpe katedral. Da festen lukkede ned efter jeg havde hvilet ud, blev Brooke, Richard, Jeff og jeg eskorteret over på det klammeste hotel, der var i byen. Jeg delte værelse med en gigantisk kakerlak. Problemet var, at jeg var så smadret i kroppen, at jeg ikke kunne få mit tøj af og gå i bad. Da det endelig lykkedes, var vandet iskoldt, og det blev noget med at stå i udkanten af vandet, og gnide lidt vand på mig. Jeg rystede i forvejen af kulde, trods et ellers meget varmt vejr, og koldt vand gjorde det bestemt ikke nemmere. Jeg gik lettere uvasket i seng med klaprende tænder, men sov som en lille prinsesse den nat.