Sonni og kampen mod junglen – Pre race

Tidligere har FlaskePosten skrevet om Sonni fra Hirtshals, der tog på ultraløb igennem Amazonas jungle. Vi har været så heldige at få Sonni til, med egne ord, at beskrive turen. FlaskePosten bringer de næste dage turen fra start til slut.

17

Tidligere artikel: En Hirtshals drengs løb gennem junglen

Skrevet af Sonni Vinther Espersen.

 

“What’ your name??”
“Sonni…”
“How old are you, Sonni?” Fyrens pandelampe blænder mine øjne på skift, mens hans ansigt er så langt op i hovedet på mig, at jeg kan tælle hans næsehår.
“Do you know why I’m asking you these questions?” fortsætter han, som om han talte til et barn eller en evnesvag. Jeg kunne komme med et hav af dårlige flabede svar, men orker virkelig ikk. Der er intet overskud tilbage i noget som helst reservelager i kroppen. Ingen energi overhovedet.
“Yes”, mumler jeg blot, mens en af de andre medic-folk bakser med at få min løbetaske af ryggen.
“When is the last time you had a wee?” fortsætter han, og har nu overskredet den grænse for hvornår noget eller nogen irriterer mig, som fremmanes i takt med min mere og mere udsatte situation.
Det ville være forkert at sige, at det lyder som et ekko, når han taler. Det ville ellers være fint at kunne prale med. Altså sådan ligesom i film. Men det læner sig nu meget derop af. Det er som om han taler fra flere meters afstand, og alle andre lyde bliver lukket ude. Jeg husker ikke hvad jeg svarede omkring hans interesse for mine pis-vaner, eller hvornår jeg sidst havde ladet vandet for den sags skyld? Jeg kunne forestille mig, jeg fyrede en eller anden løgn af, og gav ham det mest beroligende svar.
Vi kommer frem til, at jeg skal finde det sukker frem, jeg sagde jeg havde tilbage, og jeg føler det som den helt store eksamen. Der er 14 km til mål. 14 km ud af de 230, der startede 5 dage tidligere. De kan fandme ikk smide nogen ud nu, fordi man ser lidt bleg ud i hovedet, eller ens urin ikke skinner i den farve, der lige passer dem. Det er en ubehagelig fornemmelse, at hive mine mint-bolsjer frem på den mest overbevisende måde, når jeg med mine egne øjne kan se, at det overhovedet ikke fungerer optimalt. Det foregår mildest talt i slowmotion. Føles som om jeg bevæger mig i tyk mudder. Mine fingre er som om de er pustet op, og kan ikke folde sig i ledene som jeg vil have dem til. Selvfølgelig er mine bolsjer pakket forsvarligt ind i papir, der burde åbnes med en blæselampe, plastik sprængstof eller lignende. Bolsjet smutter uden problemer ud af de fumlende fingre inden det ligner noget der var på vej til at blive åbnet, som når en baby forsøger at behandle en duploklods, og den lander ærgeligt i mudderet mellem mine fødder.
Jeg lader opgivende mine tons tunge hænder dumpe ned på bænken jeg sidder på, og kigger rundt på de lokale snottede unger, der står og glor på mig, som er jeg ugens attraktion i den lille flække løbets allersidste checkpoint befinder sig i. Tidligere havde det været en fornøjelse at følge de lokales gode humør og engagement i løbet, men lige nu irriterede de mig grænseløst, og jeg undrer mig over hvorfor de ikke var skredet i seng for længe siden. Jeg er 14 km fra mål. Hvordan i hede hule helvede skal jeg nogensinde kunne nå frem til målet, når jeg ikke engang kan åbne et skide bolsje?

Cuzco – pre race:

“Are you here for the race?” brummede en af tre pænt stort byggede Englændere, da jeg forsigtigt trissede rundt i hotellets morgenbuffet. Det måtte jeg jo indrømme jeg var, og startede lidt forsigtigt mit livs første samtale med en anden seriøs ultraløber. Sørgede hurtigt for at gøre opmærksom på min status som nybegynder, og blev besvaret med deres erfaringer med jungleløb i Brasilien og om hvordan han blev fragtet derfra i en ambulance. De havde allerede dagen før dagen problemer med den højde Cuzco lå i, og drak opløselige tabletter imod det. Det gjorde mig på en eller anden måde tryg, at de alligevel var helt menneskelige.. Højden generede mig ikke det fjerneste.
Senere den dag gik jeg rastløs og lettere nervøst rundt i cirkler på mit hotelværelse, der var 10 gange over den standard jeg havde rejst rundt i verden med de sidste 5 måneder. Tjekkede mit gear for 117.gang, der lå nøjsomt linet op på min seng. Holdte mig tæt på Facebook, som om det var en slags hjemlig støtte, der gjorde jeg ikke følte mig helt alene i verden i så ny en situation. Op på eftermiddagen ringede de nede fra receptionen. Min roomie var på vej op, og sekundet efter stod Jeff fra Canada i døren. Han havde tidligere løbet i Sahara, og jeg bad ham kommentere mit fremlagte gear. Der røg lidt frysetørret mad af i svinget, og mine gels kom i en anden beholder.
Der blev om aftenen briefet hurtigt for alle løbere, journalister, medic staff og frivillige. 25 løbere fra hvad der synes som hele verden, dog bedst repræsenteret af England, skulle ud og rende om kap gennem Amazona. To Italienere var ikke dukket op? De var ellers blevet promoveret en masse i deres hjemland, og skulle have en filmmand med, så deres fravær virkede meget underligt. Jeg spiste efterfølgende aftensmad med startlistens anden Dansker, Patrick, og min room-mate Jeff. Nød rent faktisk at kunne tale med andre mennesker om ultraløb i stedet for blot at forklare. Sugede til mig af erfarne husmandsråd og lyttede til historier fra Sahara.
klokken 22.30 sent efter Jeff var gået til ro opdager jeg til min rædsel, at mundstykket til min hydrationstaske er væk. Formentlig revet af under min sidste flyvetur! Febrilsk løber jeg ud i Cuzcos natteliv og spotter en stadig åben spejderbutik, hvor en ny blære hænger og lyser ned på mig. Der blev jeg reddet i allersidste sekund, men samtidig mindet om hvor lidt der skal til, og hvor hurtigt alting pludselig kan ramle sammen. Hvad hvis jeg ikke til al held havde opdaget det?

Base Camp:

Stilhed før stormen. Telte var stillet op på en flad grøn plæne med en udsigt, jeg ikke kunne finde ud af om jeg skulle lade mig imponere af, eller frygte? Tænk sig, at dette landskab skulle jeg skære ned i og løbe igennem! Det var som at stå på en naturlig altan med panoramaudsigt ud over hele den næste uges enorme udfordring.
I alle telte var løbernes gear linet op for allersidste gang, og medic-folkene gik rundt, tjekkede og krydsede af om alt det påkrævede var med. Tasker og deres indhold bliver vejet, beundret og sammenlignet. Og så bliver der lettet lidt i det og frasorteret en dessert eller to. Typisk vejede de mellem 7 og 10 kg uden vand. Min egen var med 9,4kg i den tunge ende, så jeg ommøblerede lidt kalorier, og kom ned omkring de 9kg lige ud. 1500 kcal om dagen var påkrævet, og jeg lå omkring de 2300. Jeg følte samtidig at min taske lignede lort. Alle de andre havde mere eller mindre helt nyt udstyr, men min lignede lidt af en beskidt vadsæk, som jeg havde slæbt igennem Central Amerikas regnskove og støvede grusveje det sidste halve år. Den havde flere huller og var så småt begyndt at gå op i samlingen ved skulderstroppen. Ikke særligt betryggende.
Mellem teltene fandt jeg frem til at Brooke fra England og David fra Østrig heller ikke havde løbet multidagsløb før, så jeg var ikke den eneste grønskolling. Det var alligevel rart at have andre i samme situation at læne sig op ad, og jeg kunne fornemme, de havde det på samme måde. “Hvordan har du valgt at gøre dét og dét?” blev der spurgt frem og tilbage med en måske lidt unødvendig nervøsitet.
Der var ikke meget socialt at foretage sig efter mørket lagde sig. Endnu en briefing med udlevering af numre, bestilte trøjer og GPSer, der både fungerede som SOS-hjælp og tracking af løberne for løbsledelsen såvel som mor og far hjemme i Danmark, hvis de ville følge løbet online. Medic-folkene holdte en mindre tale om, at vi ikke skulle spare på hverken vand eller salt, og at de ikke var der som forældre, der så sit snit til at hive nogen ud, hvis det var muligt. De var lige så interesseret i at så mange som muligt nåede i mål, som vi var. Personligt ansvar var en vigtig faktor, og det var i forvejen noget jeg er stor fan af. Det lille skur med tilhørende toiletter lå i 100 meters afstand fra vores telte, og på den korte strækning, fik man det første indtryk af effekten af de 3200 meters højde vi lå i. Man hev efter vejret som havde man løbet 10 km uden sin astmainhalator, selvom man ikke havde været oppe i noget som helst tempo.. Myggene tvang mig til at gå i seng og få noget søvn på det hårde liggeunderlag.

Følg med i morgen når FlaskePosten bringer næste del.

4 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Karina Jensen
8 år siden

Syntes det er vildt spændende, at læse om Sonni. MEGA sejt gået.

LV
8 år siden

Har ventet hele dagen på 2. del 🙁 Hvor bliver den af?

Linda
8 år siden

Sonni, tak fordi du lader eventyret lever videre lidt endnu, og med et endnu større twist af dig:) fortsæt den gode vind:)