Sonni og kampen mod junglen – Stage 1

Tidligere artikel: Sonni og kampen mod junglen – pre race

Skrevet af Sonni Vinther Espersen

Stage 1:

Af alle de gange jeg har set diverse youtube-klips fra løbet, eller alle de gange jeg har forestillet mig scenarier inde i hovedet, så var det her fuldstændig som at træde ind i en film eller en drøm, da vi til det lokale og forfærdeligt lydende bigband stod klar ved startlinjen. Tankerne fór gennem mit hoved. I hvilket tempo ville folk lægge fra land? Ville jeg blive til grin nu? Den gyldne tommelfingerregel om ikke at lade sig rive med af stemningen fra start, havde jeg valgt at skide højt og flot på. Jeg havde gået de første 3 km af ruten dagen før, for at snuse lidt til omgivelserne, og set at de første km er almindelig let stigende grusvej. Herefter drejer vi ned på rigtige trails, hvor det går en del nedad. Jeg valgte at give den pænt gas fra start, og se toppen af bakken som et befriende delmål.

I ren surrealistisk eufori bed jeg ikke meget mærke i hvor mange der lå før og efter mig, da jeg startede mit livs første multiday endurance ultrarace. Jeg nåede prustende toppen efter de 2 km og drejede befriende fra vejen. Lod rygsækkens vægt bære mig nedad de smalle stier med tyngdeloven, og fik langsomt vejret igen. Der blev hurtigt overskud til at snakke med David, der viste sig at være i en båd meget lig mig. Han havde også rejst i et halvt års tid uden at være hjemme, og som tidligere nævnt, var det også hans første flere-dags-løb. Efter nogle kilometer kom vi ud på nogle stejle åbne skrænter, hvor jeg kunne se, at der i hvert fald lå en håndfuld løbere bag mig. Det gav mig et kæmpe boost. Jeg havde forventet, at jeg skulle kæmpe hårdt for at undgå en sidsteplads eller måske bare gennemføre løbet. At se dem langt efter mig ude i det åbne betød naturligvis ikke, at det nødvendigvis ville se sådan ud om nogle dage, men fuldstændig tabt og forladt var jeg i hvert fald ikke. Det så bedre ud end jeg havde frygtet/forventet i mine scenarier i hovedet det sidste halve år.

Med en hel fantastisk udsigt ud over grønne bjerge, der mødte hinanden ved fødderne i et halvt udtørret flodleje, kunne jeg skimte løbets første checkpoint midt på de store grå sten. I godt humør løb David og jeg ned af de stejle stier og ud i det åbne. Lige i armene på medic-holdet, der stod klar med kold vand under den brændende sol. De fyldte vand og salttabletter i flaskerne. De første 10km havde været ren fornøjelse med kameraet fremme og det hele, men nu skulle den omtalte og frygtede første stigning jo også snart komme.

Efter at have krydset det flod, der var tilbage i det åbne, skulle vi trække os op af en lodret skrænt med et reb, og herfra begyndte det at gå ubehageligt skarpt opad. Løb var umuligt. I stejle sving som på Alp D’huez gik det frem og tilbage i hvad der føltes som næsten stillestående tempo. David og jeg klatrede sammen med den Italienske kendisbokser Fabio, der så vidt jeg kunne forstå, havde lagt karrieren på hylden, og nu gav sig i kast med extremløb med en Italiensk filmmand, der sad og optog vores ræs mod bokseren og toppen af den ulidelige stigning. Jeg havde sågar mine løbestave fremme for første gang. Jeg havde trænet med dem 3 gange i max 10 min tilsammen. De havde aldrig rigtigt fungeret for mig, og jeg synes de virkede kluntede, når de ramlede mod græsværk og andet bevoksning. Men her synes de at være en gave sendt fra guderne. Jeg kunne tydeligt mærke den hjælp de gav, når jeg trak mig op via dem.

Det var en forløsning af de større, da stigningens ende kunne ses længere oppe. Nærmest som på en balkon stod nogle medhjælpere og kiggede ud over, mens de gearede løbere op til at komme gennem de sidste meter. Da vi gennemblødte nåede toppen fik jeg pakket stavene ned i yderlommen, bællet en masse vand og rettet på alt det der nu skulle rettes på. Herfra gik det let nedad mod Amazona junglen på grusvej resten af første etape. Udsigten var fantastisk, og overskud var der stadig til at nyde det og tage billeder hen over det grønne bølgende tæppe af regnskov. Af og til skyllede et vandfald ned fra klipperne over os, og man kunne tilmed løbe ind under et af dem og få sig en skyller.

På de stenede veje der skar ned i landskabet battlede jeg lidt med Carl fra England og de to Italienere. David kunne desværre ikke holde tempoet, og jeg måtte tage kampen op mod dem alene. Pludselig efter hvad der på mit GPS ur viste 30 km, stod en kameramand i et skarpt sving og sagde 100 meter!? Jeg troede det var fis. Turen skulle være 33km, men da jeg drejede rundt om klippen stod de høje røde BTU-bannere blot 50 meter fra mig som en al for tidlig, men fantastisk og uventet julegave. Om det var deres opmåling eller min egen GPS, der ikke kunne fange alle satellitter i den tætte skov, ved jeg ikke, men jeg havde i hvert fald lige gennemført min første etape i et løb, der tidligere kun havde været en drøm i mit baghoved, og det var helt uvirkeligt. Nu var der kun 200 km og fire dage igen.

I campen var der intet at brokke sig over. Der var et bliktag over hængekøjestationen, så vi behøvede ikke at bekymre os om regnslag eller vejr. En idyllisk flod lå lidt nede af en skråning, hvor jeg kunne køle de ømme stænger og fødder ned samtidig med at løbetøjet kunne blive skyllet igennem af ferskvand. Solen kiggede stadig over de stejle tilgroede skrænter, og jeg kunne tørre det nyvaskede tøj på stenene i floden i et par timer, mens mængder af sorte ugenerte sommerfugle holdt os ved selskab. Med en luftfugtighed op mod 100% er det ellers noget nær umuligt at få tørret sit tøj i disse egne.. Det var altid vådt om morgenen, når det skulle på.