Tidligere artikler:
Sonni og kampen mod junglen – Pre Race
Sonni og kampen mod junglen – Stage 1
Sonni og kampen mod junglen – Stage 2
Sonni og kampen mod junglen – Stage 3
Sonni og kampen mod junglen – Stage 4
Sonni og kampen mod junglen – Stage 5
Epilog
Efter min prinsessesøvn fik vi custom made breakfast hos hotelmutter, og vi gik den lille landsby igennem i helt almindelig næsten nyvasket tøj. Satte os i en butik med en gammel tandløs bedstemor i rullestol, der kiggede på et 12 tommers TV med flimrende signal. Jeg kørte Inka Colaer i hovedet, der smagte af en verden af tyggegummi og lyksaligheder. Der var på byens torv den dag arrangeret et afdansningsbal, hvor beboere mødte op, og der var indianer danseopvisning. Vi fik medaljer fra landsbyen, mens unger rendte rundt og legede og en journalist rapporterede fra stedet med en radio over skulderen og en mikrofon i hånden.
I en gymnastiksal var der dækket lange borde til det helt store festmåltid. Også her var de lokale med. Der røg øl indenbords og snakket om løbet i godt humør. Jeg fik klap på skulderen af flere, for at have slæbt mig i mål dagen før, efter at folk havde set mig “digging deep” op ad den sidste stigning. Carl fortalte i underholdende vendinger om vores møde i de mest giftige timer. Han var på vej tilbage mod mål, og så mig stå i mørket under et knæklys, som eneste lyskilde. Jeg havde ikke haft kræfter i fingrene til at åbne min pandelampe og skifte batteri, og han kom mig til undsætning sammen med Fabio. Jeg havde vist også lydt lidt som et hjælpeløst barn. Meget morsomt at snakke om det på det tidspunkt. Knapt så sjovt at stå i det aftenen før.
Festen fortsatte hjemme i campen, hvor jeg udskiftede det usle hotelværelse med en hængekøje sammen med de andre. Den følgende dag blev vi kørt hjem til det mange stjernede luksushotel i Cuzco, hvor jeg endelig kunne få ordnet mine fødder. Og det blev lidt af en 6.etape i sig selv. Det Compeed hud jeg havde fået på tidligere, holdte blot en infektion inde, og hele foden var svulmet op. Da doktor pigen forsigtigt fjernede gummihuden, lignede det et betændt Freddie Kruegers ansigt bagved.. Det var ikke fordi det gjorde specielt ondt, udover når hun gravede ved Compeed-plastret. Jeg kunne bare ikke gå i sko. Nej, det værste var min lilletå. Jeg havde haft en vabel, der var kommet mudder, små sten eller andet lort i, og var blevet inficeret. Jeg havde selv forsøgt at rense det, men det så bogstavelig talt ud som om, der groede stenet jord ud af tåen! Tåen var så øm, at jeg ikke kunne røre noget som helst med den, og jeg gik som om jeg havde skidt i bukserne. Da doktorpigen stak en nål op i den tå, lød der et brøl op igennem den nydeligt lakerede trappeskakt på hotellet. Og det stoppede ikke bare sådan. Aldrig har jeg følt en smerte lignende. Som en nål, der trykkede sig helt op igennem foden. Men efter 6-7 sekunder var det ovre, og jeg forsøgte at få mit ben til ro, der nærmest var gået i krampe af at holde smerten ud uden at bevæge mig. Majo og Jeff havde forladt værelset og stille lukket døren efter sig under stuntet. Med hovedet begravet i en pude, hørte jeg Majo mumle med sit Slovakiske accent: “This is what makes me wonder why we do this shit?” Der gik 3 uger inden jeg kunne have sko på mine fødder igen.
Afslutningen på BTU foregik på en udendørs restaurant i Cuzco. Flere var blevet hjemme på hotellet pga sygdom, og jeg havde det også forfærdeligt. Ikke pga fødderne, men almindelig influenza eller forkølelse, og jeg er ellers normalt aldrig syg. Jeg brugte aftenen på at se den Danske fotografs billeder på hans computer, og på at reflektere over mit løb, og specielt den sidste etape. Jeg ærgrede mig en del over, at det gik galt på den sidste dag/aften, men var nu igen så voksen, at jeg kunne skylde skylden på mig selv og ikke alle de faktorer, jeg tidligere har brugt som begrundelser for mit breakdown. Det var MIG, der løb forkert ved det mærke. Det var MIG, der ikke drak nok vand og tog mine elektrolytter i sidste ende. Og måske havde jeg bare givet for meget af mig selv på de 4 første etaper, så der ikke var kræfter nok på den sidste? Hvem siger andre ikke led endnu mere end mig, eller havde endnu mere ondt i fødderne end mig? Alle de ting kunne jeg kun lære af. Først og fremmest ved at bebrejde mig selv og ingen andre. At jeg samlet endte på en 13 plads ud af 24 startende kan jeg også kun være tilfreds med, når mit mål havde været at fuldføre løbet, og måske endda undgå at komme ind sidst.
Efter at have spist min pizza og modtaget den kæmpestore stolte medalje måtte jeg tage hjem på hotellet. Da jeg kom ud fra restauranten var der en lokal koncert i fuld gang få meter væk ved et springvand. Det var heavy metal for fuld smæk på den Sydamerikanske måde, og jeg haltede derover, for at føle mig helt hjemme igen. Der var fyldt med sortklædte metalhoveder, der ligesom til Metal Festivallen hjemme i Aalborg stod og pissede op af kirken, der lå op til scenen. Jeg proppede min medalje ned i trøjen, så jeg ikke så alt for malplaceret ud, og tog et par numre til mig. Det var jo nærmest symbolsk. Det vilde jungle eventyr var nu ovre, og nu var jeg tilbage i mit vanlige liv. Forude ventede der en sommer i Danmark og Tyskland med vilde metal festivaler og kolde fadøl uden bund. En verden ret forskellig fra denne sidste uge. Men jeg er vel et levende bevis på, at udskejelser i begge lejre er mulig. Det her har kun givet blod på tanden. og den økonomiske del er det eneste der trækker i tovet i modsatte ende, så jeg må på jagt efter venlige sponsorer.
Næste fysiske udfordringer er allerede skemalagt. Transalpine på over 290km i 3 lande i Alperne og 100 miles på Mors. ..Ses vi? Det burde vi fandme 😉
