SOME KIND OF RITE
Bjarne parkerede kassevognen ved restauranten og åbnede bagdørene. Køkkenchefen Henrik kom grinende ud.
»For satan Bjarne, nu skal der satme være fest. Kresten har bestilt musik. De har sgu både røgmaskine og skumkanoner med, han er virkelig gået i party mode.«
»Er han stiv?«
»Hold nu op din hængerøv. Det bliver skideskægt.«
Henrik var tydeligvis fuld.
I løbet af de seks timer der var gået siden Bjarne tog afsted til Tyskland, var der sket overraskende meget. Der var blevet indrettet diskotek inde ved Lagunen, og Kresten stod og snakkede med en suspekt udseende overvægtig mand, flejnskaldet og langskægget.
»Hvad søren, der har vi jo lillebror. Kom og sig goddag til Hugo X, vores Dj og mastermind bag det forestående orgie.«
Krestens øjne var rødsprængte, han var langt ud over det punkt, hvor man kunne nå ham med fornuft.
»Hvad har du tænkt dig, der skal ske oppe på scenen?«
Kresten svajede og pegede derop.
»Kan du se de der tre stænger der?«
Det kunne Bjarne udmærket, og det var faktisk på grund af dem, han spurgte. De lignede umiskendeligt den ene af de to uundværlige ingredienser til poledance. Kresten havde for fanden da ikke hyret et hold strippere.
»Nu skal du høre, det er alletiders. Vi holder sgu en dansekonkurrence.«
»Kresten for helvede, hvad tænker du på? Her er jo børn.«
Dimitri og Lissie hang ud ved Lagunen. Direktøren himself skænkede gavmilde sjusser til alle, der ville have. De grinede lidt, men var ikke rigtig i stemning. Pers og Fjodors exit havde lagt en dæmper på dem. Dimitri skævede til nørden, der sad ved bordet ved siden af. Han var fuldstændig opslugt af sin computer. Bemærkede slet ikke det, der skete omkring ham.
Endelig kom mailen med den mistænkelige fil fra Kiev. Far Mark åbnede den og begyndte at søge i koden. Han vidste nogenlunde, hvad han skulle kigge efter. I sin ellers ikke særligt vilde ungdom brugte Far Mark alt for meget tid på at hacke sig ind i offentlige systemer og frembringe ondsindede programstumper, alt sammen noget han tog afstand fra nu. Ikke desto mindre var det netop på grund af disse tidlige fejltrin, at han var så dygtig til det, han lavede i dag. Snart fandt han frem til rutinen, der kopierede sig selv ind i vilkårlige filer og gjorde dem langsommere. Det var uhyre primitivt, og hackeren måtte have været helt inde i systemet for at få det plantet. Der var en lille snip skrevet med kyrilliske bogstaver lige under sekvensen. Han kopierede den og forsøgte at få den oversat i google. Syntaksen var helt gal, men der var en ting, der fangede hans interesse. Den indeholdt navnet på Mobileasy administrerende direktør. Pelle Hedegaard. I det samme mærkede han en hånd på sin skulder.
»Sorry but you are making a mistake. It’s not Russian, it’s Ukraine.«
Den unge mand pegede på den lille snip på skærmen.
Far Mark smilede usikkert.
»Can you translate it?«
»Sure. In my country it happens a rich man, pays a criminal to do something. If then the criminal finds that the rich man, does not pay him enough he writes about the deal they made a secret place. In this case a man called Pelle Hedegaard was only willing to pay one thousand euros for this piece of hacking.«
Far Mark var rystet. Kunne det virkelig passe, at den administrerende direktør forsøgte at undergrave virksomheden? Han mindedes atter filmen om finansfolkene, der pudsede en hacker på et firma og shortede dets aktie. Måske havde Pelle Hedegaard også set den film. Kunne en administrerende direktør virkelig være så illoyal over for selskabets aktionærer? Han klikkede ind på fondsbørsen. Mobileasys kurs var faldet fem procent siden den foregående dag i et ellers stigende marked.
Mark tørrede tårerne af sine kinder og kiggede på de blødende knæ. De voksne på parkeringspladsen ænsede ham ikke.
»Kom Mark, sagde Kristian. Vi skal i vandet. Min mor siger, at man skal huske at vaske sig, når man bløder, ellers kommer der baktusser i blodet, og så skal benet skæres af.«
Mark grinede.
»Du er skør Kristian, du skal ikke tro på, hvad de voksne siger.«
Men han kom alligevel op og fulgte med.
Far Mark tog mobilen. Det var en kollega fra hovedkontoret i Tåstrup, der ringede.
»Jeg synes lige, du burde vide, at I bliver koblet af nettet inden for ti minutter. Hvis der er et eller andet, du har fundet ud af, så er det nu, du skal lange det videre.«
»Hvad mener du?«
»Beredskabsstyrelsen har lige givet ordre til, at vi skal slukke vores antenner i en radius af ti kilometer omkring Søndervig. Både internet og mobilnet skal lukkes ned.«
»Hvad sker der?«
»De siger, det er en øvelse. Det er fuldkommen uforsvarligt, men gå lidt stille med dørene. I virkeligheden må jeg slet ikke fortælle det videre.«
Far Mark var i syv sind. På sin vis havde han lyst til at betro sin kollega, det han havde opdaget, men et eller andet fik ham til at holde igen. Måske en eller anden form for intuitiv erkendelse af, at man skal tænke sig fandens godt om, inden man begynder at anklage direktionen for økonomisk kriminalitet.
Parkeringspladsen var forvandlet til et veritabelt helvede. Åbenlyst berusede folk væltede rundt på rulleskøjter. Far Mark var rystet. Havde han virkelig overladt de to små fyre til det ynkelige cirkus? En fuld nordmand skvattede til stor moro for de omkringstående. Far Mark så med væmmelse på den blodige albue. Forhåbentlig var drengene gået tilbage til huset.
Nede i huset vågnede Mor Mark og følte sig overraskende godt tilpas. Hun tog hånden op til læben og mærkede til sin forundring, at såret var gået i sig selv. Hun klædte sig af og gik ud og tændte for bruseren. Hun følte sig let og glad og begyndte at nynne og svaje rytmisk, næsten dansende under det bløde varme vand. Gud hvor var det længe siden, hun havde sunget, altså sådan rigtigt sunget. Hun kom i tanke om, hvordan de havde skrålet med på Christina Aguilera på vej ud til kamp. Åh, hvor hun dog savnede at sidde i sådan en bus fuld af overgearede tøser og bare give slip. Hun begyndte at kæle for sig selv, men blev afbrudt af en banken på døren. Det måtte være ungerne, hun slog et håndklæde om sig og gik ud og åbnede. Udenfor stod hende den tyske rødtop. Mor Mark smilede og rakte hånden frem og trak hende med indenfor. Ordløst gav de sig til at kysse, hendes hænder krøb op under den rødhåredes løsthængende skjorte og lagde sig om hendes fritsvævende bryster. Pludselig rodede de rundt på sofaen, fingrene begravet i den kraftige manke, mens hun pressede tyskerens hoved mod sit skød. Hun havde lyst til at mærke hendes fingre, se ind i hendes grønne øjne og lade hende trænge ind. Pludselig gik det op hende, at hun havde en smag af tutti frutti i munden og sad bagerst i bussen.
Far Mark skubbede forskrækket entredøren i bag sig. Der lød stønnen inde fra stuen. Han skyndte sig ind og fandt Mor Mark liggende afklædt på sofa. Sveden perlede på hendes hud, og hun ænsede ham tydeligvis ikke. For pokker, hvordan var hun blevet så syg? Han knælede ved hendes side og mærkede på panden. Den var brændende. Han ruskede i hende, og hun åbnede øjnene, men blikket var fjernt og ufokuseret. Hun var syg, forbandet syg, måske havde det lille fjols raget noget til sig på apoteket. Han tog sin mobil og trykkede 112. Ventede utålmodigt, men der blev ikke svaret. For fanden da, øvelsen! Han stirrede på displayet. Der var ikke noget signal.
Mark og Kristian tøffede rundt i Vandlandet og ledte efter Far Mark. De voksne opførte sig underligt. Kristian sagde, at det var fordi, de var fulde. Mark vidste godt, at nogen voksne en gang imellem blev fulde, men at det lige var sådan, de var, når de blev det, vidste han ikke. Manden med det klamme ben så glad ud, sad og sang. Oppe på en scene dansede nogle damer i underbukser, mens de holdt fast i nogle stænger for ikke at falde. Der stod en hel masse mænd og damer og kiggede på, de råbte og piftede, som om det var noget særligt. Drengene satte kurs mod restauranten for at se, om der var noget, de kunne spise. Pengene fra Far Mark var slut, og de var begge to efterhånden temmelig sultne.
Far Mark var desperat. Han anede ikke, hvad han skulle stille op. Rygtet om festen havde tilsyneladende spredt sig, det var fuldkommen uoverskueligt at skulle finde de to små i den vrimmel. Men uoverskueligt eller ej, han blev nødt til det. Mor Mark var syg. Hun skulle på hospitalet.
»Se, der er din Far.«
Kristian pegede, og jo der var Far Mark. De kunne se ham gennem glasruden. De møvede sig ud ad restauranten med hænderne fulde af frikadeller, men da de kom derud, var han allerede væk.
»I ser mig sandt for dyden en smule lost ud drenge.«
Hans Otto Heimdal smilede lunt til de to betuttede småfyre.
»Vi kan ikke finde min far, peb den ene stump.«
»Nå da, så må vi hellere se, om vi kan ikke hitte ham, hvis vi hjælpes ad.«
Hans Otto Heimdal så sig omkring og fik en fornemmelse af, at han var kommet til at love mere, end han kunne holde. Der var virkelig overvældende mange mennesker. Men så igen, så længe de havde ham at holde sig til, blev de i det mindste ikke mere væk.
Mindre end tyve meter derfra var Far Mark panikslagen over, at han ikke kunne være to steder på en gang. Han moste sig frem mellem berusede mennesker, det var fuldkommen uoverskueligt.
»Hvorfor lugter dit ben?«
Hans Otto Heimdal så forundret ned på en lille dreng for enden af sin arm. Hvordan var han dog dukket op der?
»Mit ben?«
Han kiggede ned og fik øje på nogle mørke pletter. Han slap drengen og kørte en finger hen over huden og snusede. Mose. Han var begyndt at lugte af mose. Besynderligt. Han tog atter den lille fyrs hånd og spurgte, hvor de skulle hen.
Far Mark havde lyst til at skrige. Hvorfor skulle musikken være så forbandet infernalsk? Men han skreg ikke. Han forsøgte at være rationel. Men det eneste der kom ud af det, var, at han blev gennemulykkelig. Skulle han gå tilbage til huset eller forsætte med at lede heroppe? Drengene kunne jo godt være gået tilbage. Han burde også få set til Mor Mark. Hvad nu hvis hun havde kastet op? Hvorfor pokker havde han ikke tænkt på det?
Han flåede døren op og skulle til at sætte i løb. I det samme fik han øje på en fyr, der humpede afsted mod hovedvejen med et barn ved hver hånd. Han råbte drengenes navne, og da han så dem rive sig fri, var han lige ved at tude af lutter lettelse.
Hans Otto Heimdal mærkede et ryk og så overrasket ned, da hænderne slap. Vips, var de væk. Han følte sig underlig svimmel. Noget var galt, riv rusk ravende galt, men hvad pokker kunne det være?
Far Mark fik drengene med ned i huset, klædte dem varmt på og satte dem ud i bilen.
»Hvorfor skal vi hjem? I sagde, at vi skulle være her i syv dage, der er to tilbage.«
»Mor Mark er meget syg, og telefonerne er gået i stykker. Nu er vi tre en ambulance. Det er vigtigt, vi hjælper hinanden.«
De to drenge tav, og Far Mark kunne se, de forstod, det var alvor. Han gik indenfor og tog bestik af Mor Mark. Turde han have hende siddende fastspændt, eller skulle han skide på bagagen og lægge i hende omme bag i stationcaren? Han besluttede sig for det sidste. Tog, hvad der var af dyner og sengetøj og indrettede et interimistisk leje i bilen. Hun våndede sig, da han tog fat, og endnu en gang blev han chokeret over, hvor varm hun var.
Kresten Videbæk følte sig svimmel og lykkelig. Vandlandet kogte. Glemt var alt om dårlige maver. Fanden tag det, det var det her, livet handlede om. Feste, slippe tøjlerne. Oppe på scenen havde nogle af gæsterne afløst de professionelle piger, det var fandeme frisk gjort. En kraftig kvinde svingede sit ravnsorte hår frem og tilbage over skulderen. Nedenfor blev der klappet i takt. Hun lænede sig fremover og en imponerende barm truede med at hoppe ud ad hendes top. Kresten Videbæk huede og løsnede slipset.
Far Mark kørte mod Ringkøbing ad hovedvejen. Det var godt at få lagt Vandlandet bag sig. På bagsædet sad drengene og spiste rugbrød og spegepølse direkte fra pakken. Det var en lille ting, men den fyldte ham med en dyb taknemmelighed. Livet føltes i det hele taget meget dyrebart. Dyrebart og sårbart. Blot tanken om at han ikke kunne tage Mor Mark for givet, var nok til, at tårerne begyndte at flyde. Han forsøgte skjule det, for han ville nødig skræmme de to små tapre gutter. I det samme fik han øje på en militærkolonne og sænkede farten.
»Se drenge, vi er ikke de eneste, der har en mission. Soldaterne har også et eller andet, de skal.«
Lissie tog Dimitris hånd og trak ham med udenfor.
»They are going crazy. I wonder what it’s all about.«
»Yes, it is pretty wild. Almost like a rite of some kind.«
»Let’s go to the beach, the sun is setting, it must be beautiful.«
Hånd i hånd gik de ned til huset, kom i lidt varmere tøj og fandt et tæppe. På vejen ud snuppede Lissie sin taske. Just in case. Måske lå der en lille romantisk restaurant inde i Søndervig.
På sin vej gennem klitterne så Hans Otto Heimdal silhuetten af to unge forviklet i elskov mod den rosa himmel. At det var Dimitri og Lissie, kunne han selvsagt ikke se, men smukt var det. Han sank fortumlet om i sandet. Synet af de unge elskende fyldte ham med en uendelig varm følelse af lykke. Så smuk kærligheden kunne være. Så smukt livet var. Det var en skam, han ikke kunne være en del af det meget længere. Benet var begyndt at svulme op og blive mørkere i det. Underligt nok følte han ingen smerte, men lugten af mose sagde det hele. Tiden var inde til at vende tilbage til elementerne. Ligeså stille begyndte han at nynne en af Kingos gamle salmer, en af de sidste melankolske brokker, der endnu hang ved fra mellemskoletiden.
»Om lidt bli’r her stille,
om lidt er det forbi,
fik du set, det du ville.«
Ude over havet rødmede himlen, og solen sendte sine allersidste stråler i retning af Vandlandet. Stadigt nynnede klædte han sig af og gik langsomt ud i vandet. Det var køligt, men det bemærkede han ikke. De seksogfyrre år, han havde levet på feltfod i Thylejren, havde hærdet ham, men udødelig var han altså ikke. Med seje tag svømmede han ud i retning af den nedgående sol. Hans Otto Heimdal havde begivet sig ud på sin sidste rejse. Evigheden ventede et sted på den anden side af tredje revle.
Langt, langt fra tredje revle nærmede Far Mark sig Billund. Der var begyndt at lugte ramt omme fra Mor Mark. Drengene sagde ikke noget, sad bare helt stille og holdt sig for næsen. Han rullede vinduet ned og sagde, at de var velkomne til at gøre det samme.
Mor Mark smilede og nød den summende fornemmelse af bare at køre. Hun følte sig lykkelig, som hun ikke havde gjort længe. Tænk at hun havde kunne fortrænge, hvordan det havde været dengang. Hun kiggede ud gennem ruden. En bus kom glidende. Hun havde lyst at vinke, lyst til at råbe, at de skulle tage hende med. Mens den store røde bus trak forbi, fik hun atter den melankolske smag af tutti frutti i munden. Vinduerne i bussen var slørede af dug, men da den passerede, så hun den rødhårede tyske kvinde i bagruden. Hun så ned til hende, smilede og sendte fingerkys. Mor Mark forsøgte at komme op på albuen, men magtede det ikke. Øjnene gled i, og hun fik en salig fornemmelse af lethed. Hvor var det forunderligt, hun havde jo set lige igennem kvinden. I det samme mærkede hun usynlige hænder gribe fat og trække sig ud gennem glasset, ud i den blånende aften. Et lille suk var alt, hvad drengene hørte, og så var hun væk.
Bassen dunkede. Inge lå vågen. Stirrede irriteret op i loftet. Halfdan snorkede. Hun havde lyst til at vække ham. Lyst til at jage ham op og klage over musikken. Men det ville han aldrig gøre for hende. Hun vidste præcis, hvad han ville sige. Tag dog ørepropperne, de er købt for det samme. Men hun hadede de forbandede ørepropper. Det føltes som at ligge i en glasklokke. Det var faktisk på grund af det med støjen, at hun var gået med til at flytte til Søndervig. Vindmøllerne havde spoleret deres gamle hus. Dem og deres wup wup wup. Det var ligesom bassen. Monotont og ulideligt. Hun snoede sig ud ad sengen og klædte sig på. Halfdan bemærkede intet. Hun sendte høreapparatet på natbordet et ærgerligt blik. Han kunne sagtens, kunne han. Han kunne slukke for det hele. Imellem slukkede han også for hende. Når hun opdagede det, lod han altid, som om han bare havde glemt at tænde. Men hun kendte ham. Han ville ikke forstyrres. Han ville bare begrave i sine bøger. Så kunne hun gå der og snakke med sig selv.
Far Mark glippede forskrækket med øjnene og fik bilen over i egen vognbane igen. Det sker ikke igen. Det sker ikke igen. Jeg kan godt holde mig vågen. Det er et spørgsmål om viljestyrke. Det er bare et spørgsmål om viljestyrke, messede han endnu et par gange. Han var træt helt ind i marven. Hvis det ikke havde været for Mor Marks kritiske tilstand, ville han have standset for at få noget søvn. Men det gik ikke, hun var ganske enkelt for syg.
»Mark, kig lige til mor.«
Der lød intet svar. Han kastede et blik i bakspejlet for at se, om de var faldet i søvn. Det næste, der skete, gik ubegribeligt hurtigt. Han stirrede på den sovende dreng i bakspejlet. Sveden drev af ham. Panisk vendte han sig for at ruske i ham, men netop som han greb fat i drengens ben, drejede vejen mod højre. En truck lastet med betonelementer kom fra den modsatte retning. Chaufføren nåede end ikke at blive forskrækket. Familien Marks Volvo stationcar eksploderede i et orangegult inferno.
Alle var eventyrligt berusede. Og også kvinderne. Inge havde ikke set noget lignende. Og så alle disse nøgne. Der havde ikke stået noget om nudisme i brochuren. Principielt havde hun ikke noget imod nøgenhed. Men denne her dansen var alligevel for meget. Hun kantede sig langs ydervæggen. Ud for et opløb standsede hun. Hvad var det, der var så spændende? Hun masede sig ind, øjeblikket efter fortrød hun. Et par var i gang med et samleje. Hun trak sig ud af kødranden og skyndte sig hen mod den nærmeste udgang. Var der ikke også nogle af tilskuerne, der havde stået og onaneret? Jo, der var. Det var jo usædeligt. Hvorfor blev sådan et griseri ikke standset?
Link til foregående afsnit
