Ottende afsnit…

Solnedgang Over Vandlandet er en satirisk allegori over den vesteuropæiske situation skrevet af Paw Rytter. Dette er en af den slags historier, hvor alt, der kan gå galt, går galt. Gode intentioner, uskyld og kærlighed bringer død og ulykke. Sarte og bornerte læsere bør nok standse læsningen her...

78

DET LIGNER EBOLA

Danmark er et velfungerende land. Et eksempel til efterfølgelse på langt de fleste felter. Korruption er så godt som ikke-eksisterende. Men en sjælden gang stikker en primitiv klanmentalitet sit ækle ansigt frem. Apotekeren i Ringkøbing Laust Vedersø var fætter til den initiativrige Kresten Videbæk. Laust vidste, at han burde ringe og orientere embedslægen om situationen, men tanken om det uvejr han risikerede at slippe løs over fætteren, fik ham til at opføre sig udansk og ringe til den forkerte.

»Du Kresten, den er helt gal. Apoteket er ved at blive løbet over ende af dine gæster. Buffeten er under mistanke. De klager over dårlig mave. Er du sikker på, at de der thailændere kan finde ud af det med hygiejnen?«

»Er du tovlig, der er en dansker bag roret, så der er ikke noget at komme efter der.«

»Er du sikker? For jeg burde jo egentlig tage kontakt til embedslægen.«

»Laust for pokker, hvad skulle det dog gøre godt? Det er bare noget omgangshalløj, som tyskerne selv har slæbt med herop.«

»Sådan kan man jo selvfølgelig også se på det, jeg ringede egentlig også bare for at sige det.«

Kresten takkede Laust for omtanken og duppede omhyggeligt sveden af panden.

Kresten kastede et blik rundt i køkkenet. De hvide fliser glinsede, og pigerne var ulastelige. Køkkenchefen Henrik sad som sædvanlig i sin krog og holdt et vågent øje med det hele.

»Nå, Henrik. Er der styr på det?«

»Jamen selvfølgelig. Hvad tænker du på?«

Kresten så sig usikkert omkring, som om han var bange for, at der var nogen, der lyttede. Med lavmælt stemme indviede han sin køkkenchef i substansen af samtalen med fætter Laust.

»Fuck mand! Se dig omkring! Det køkken her er det reneste i hele kongeriget!«

Henrik pegede på køleskabene og sagde, at embedslægen og fødevarekontrollen bare kunne komme an.

»Det var jo sådan set også bare det, jeg ville høre Henrik.«

Trods en vis overenskomst var der tydeligvis tale om to pressede mænd. Seriøst hårdt pressede mænd. Henrik skænkede dem et par velvoksne sjusser.

Alkohol er et organisk opløsningsmiddel. Det opløser fedtvævet omkring hjernens synapser og destabiliserer derved natrium-kaliumpumpernes funktion. De deraf afledte kognitive og perceptuelle forstyrrelser kan virke befordrende i visse kreative processer, men at beslutningstagere er under indflydelse af alkohol, er sjældent en god ide. Et lærred kan males over, men et samfunds trivsel kan ikke genoprettes i en håndevending. Vandlandet var et lille samfund, men ikke desto mindre et samfund. Kresten Videbæk burde have taget tyren ved hornene og orienteret stedets gæster. Han burde have foranstaltet, at vandkvaliteten blev tjekket, selvom forskrifterne kun krævede, at det blev gjort hver fjortende dag. Men det gjorde han ikke. I stedet satte han sig på sit kontor og løsnede slipset. Alkoholen havde gjort ham småliderlig. Han lynede ned og fiskede sin halvstivert frem. Blandingen af alkohol, liderlighed og uklare forestillinger om Vandlandet, der snart ville blive invaderet af to tusinde uhæmmede swingere, var meget stimulerende. Pikken stivende, og der skulle ikke være rykket ret meget, før det var endt med en udløsning i stedet for en fatal ide. Kresten baksede pikken på plads og tog sin mobil.

»Det er mig, hør her Bjarne. Vi bliver sgu nødt til at holde en fest.«

»Fest? Er du begyndt at drikke igen?«

»Nej, nej, fest for gæsterne for pokker. Fri bar og hele svineriet.«

»Du lyder beruset Kresten, lad nu være med at lave lort i den.«

»Nu holder du kæft. Enten gør du, som jeg siger, ellers kan du pakke dit habengut og skride ad helvede til.«

»Kresten stop nu med det der, det er sprutten, der taler. Fortæl nu hvad der er galt.«

»Der er sgu ikke noget galt, det er første hold gæster. De fortjener en fest, længere er den ikke. Tag kassevognen og fis ned til Tyskland. Og jeg er sgu ligeglad med, hvad det koster, bare fyld den.«

Dimitri og Lissie kiggede ind til Fjodor, han så lige godt nok skidt ud. Dimitri mærkede på hans pande og blev forskrækket over, hvor varm han var.

»He is sick, very sick. Perhaps I should call Madsen. Fjodor needs a doctor.«

Lissie kom i tanke om Per og sagde, at hun lige ville kigge til ham. Hun havde hentet masser af cola og chips den foregående dag, men ellers havde hun ikke skænket ham en tanke. Hun mærkede et strejf af dårlig samvittighed. Hun burde selvfølgelig have set til ham, men så igen. De havde jo aftalt, at han skulle ringe, hvis der var noget.

Da hun trådte ind i entreen stank der. Ikke bare af lort, men af lort og sygdom. Hun fandt ham liggende ude på toilettet. Dynen var smurt ind i blod og afføring. Vejrtrækningen var kort og gispende. Hun ruskede i ham, men der var ingen kontakt.

Lissie løb tilbage til Dimitri.

»Per is sick. Very sick. I have called an ambulance.«

Fjodor stønnede. Måske fejlede han det samme som Per. Han var helt væk.

»Fjodor is very sick. Maybe we could get him with ambulance too. He is my only friend. I don’t want to lose him.«

Driftsleder Juhl så de blå blink og ilede derhen. To unge mænd, begge tilsyneladende bevidstløse var ved at blive bakset ind i ambulancen. Der stod en ung kvinde. Hun så oprevet ud. Lignede umiskendeligt en form for pårørende. Han spurgte, om hun vidste, hvad der var sket. Hun rystede på hovedet. De var pludselig blevet syge, mere vidste hun ikke.

Juhl opfattede sig selv som et taktfuldt menneske, men han kunne også godt lide at have styr på det hele. Og unge mennesker var nu engang unge mennesker. Han spurgte, om de havde taget stoffer. Hun gav ham fingeren og skred ind i huset.

Far Mark så en ambulance forlade Vandlandet og kom i tanke om samtalen med Mor Mark. Men han skød den fra sig igen. Det var trods alt kun i de mest elendige ulande, at mennesker blev så syge af diarre. For øvrigt boede her så mange, at der ikke var noget bemærkelsesværdigt i et enkelt ildebefindende. I det samme kom der mail fra systemadministratoren i Kiev, de havde lokaliseret en fil, der så mistænkelig ud. Men da de havde forsøgt at eliminere den, faldt systemets ydeevne med yderligere fem procent, hvilket fik dem til at antage, at den indeholdt kode, der havde spredt sig. Far Mark studsede. Russerne var forbandet dygtige til trojanere, men hvorfor havde de så skabt en, der gjorde så meget opmærksom på sin tilstedeværelse? Det gav ingen mening, ikke medmindre formålet med virussen var et andet, end han først havde antaget. Mobileasys markedsandel i Ukraine lå i omegnen af fjorten-femten procent, men hvis andre aktører også var under angreb, gav det måske alligevel mening. I værste fald kunne det være et forvarsel om en forestående invasion af Ukraine. En frygtelig, men desværre langt fra usandsynlig tanke. Hvis russerne forsøgte at lægge mobilnettet ned, måtte det næsten være forklaringen. Han skrev til systemadministratoren og bad ham forsøge at finde ud af, om konkurrerende selskaber også var under angreb.

Ambulancelæge Sten Rasmussen kørte udrykningen fra Ringkøbing i møde. Redderne havde gjort, hvad man kunne forvente, men de var meget bekymrede for den ene af patienterne. Det lød også grimt. Feber, anal blødning. Han tapede gummihandskerne fast til beskyttelsesdragten og fandt masken og beskyttelsesbrillerne frem.

Mor Mark begyndte at føle sig sløj, da hun kørte tilbage mod Vandlandet. En ambulance kom susende med blå blink og udrykning vestfra. Hun ringede til Far Mark og spurgte, om drengene var ok.

»Har du lige set en ambulance komme mod dig fra Søndervig?«

»Hvordan kunne du vide det?«

Han lo og sagde, at han kendte hende. En svedperle gled ned over Mor Marks pande og endte som en let svien i hendes venstre øje. Øjet blinkede. Feber, tænkte hun og gned. Infektion eller virus?

»Slap af skat. De ved, hvor jeg sidder. Hvis der er noget, kommer de rendende.«

Hun pillede ved den lille skorpe på læben, mærkede en snert af bekymring. Var såret bare et tilfældigt sammentræf? For det kunne da ikke være det, der gav feber. Kunne det?

»Du har ret, det er bare mig, der er pylret. Men du, jeg føler mig faktisk lidt sløj. Jeg tager en lur, når jeg kommer tilbage.«

Far Mark lagde mobilen og så, at der var svar fra Kiev. Tilsyneladende var det kun Mobileasy, der havde problemer. Så langt så godt. Invasionen var afblæst, men hvad pokker handlede det så om? Han skrev tilbage, at de skulle flytte harddisken med den mistænkelige fil over på en maskine, der ikke var koblet op på netværket og forsøge, om de kunne indkapsle den inficerede fil i en komprimeret backup fil. Det var et stoddertrick, men det plejede at virke.

Mor Mark fik et chok, da hun så sig i spejlet på badeværelset. Såret var blevet næsten dobbelt så stort, siden hun først opdagede det. Kunne herpes virkelig vokse så hurtigt? Hun duppede antiviral gel på og bad en stille bøn til, at det var det, der skulle til.

På den indendørs parkeringsplads forsøgte Mark og Kristian at komme op at balancere på rulleskøjterne. En tyk glad mand var kommet slæbende med kassevis sammen med nogle af de damer, der gjorde rent. Rundt om drengene blev kasser flået op, børn og voksne på jagt efter et par, der passede. De to drenge var mindre kræsne, de var ligeglade med, at de var alt for store. Stak bare fødderne ned og strammede snørebåndene, så godt de kunne.

Ambulancelæge Sten Rasmussen kunne ikke lide, det han så. Det mindede alt for meget om det, han havde været vidne til, da han var udsendt for Læger uden Grænser. Han sagde ikke noget til redderne, han ville ikke skræmme dem. Ikke endnu. Men det lignede ebola. Han ringede til Akutberedskabet. Det her var en situation, der skulle tages alvorligt.

Far Mark lagde irriteret mobilen fra sig. Det rene spilfægteri. Stupiditet. Inkompetence. Han havde ringet til Mobileasys administrerende direktør Pelle Hedegaard for at høre, om der var problemer andre steder end i Ukraine, men det ville fjolset ikke svare på. Ikke engang selvom Far Mark forklarede, hvorfor det var relevant. Fornyelig havde Far Mark set en film, hvor en hacker blev betalt for at angribe en streamingtjeneste, så kunderne sivede over til et konkurrerende firma, imens kursen på det angrebne firmas aktie raslede ned. Det meste af filmen troede man, at det var konkurrenten, der stod bag angrebet, men til sidst viste det sig, at det var nogle skruppelløse finansfolk, der havde shortet aktien og tjent styrtende på den faldende kurs. Nu var det en moralsk opbyggelig film, så de skyldige blev afsløret og stillet til ansvar. Men hvis alle i filmen havde været ligeså tilknappede som Pelle Hedegaard, ville skurkene være sluppet væk med pengene.

Far Mark skrev til kolleger i Sverige, Tyskland og Holland. Kolleger han kendte og havde tillid til. Snart begyndte svarene at komme. Mønsteret gentog sig. Der var problemer. Kunder klagede. Ledelsen lagde låg på.

»Hvad gør vi i forhold til Vandlandet? Jeg mener, sæt nu det er ebola?«

Ambulancelæge Sten Rasmussen stod sammen med overlægen fra intensivafdelingen på Skejby Sygehus. De kiggede ind til Per Damgaard gennem glasvæggen. Blodtrykket var bekymrende lavt. Patientens alder taget i betragtning var det et symptom på indre blødninger.

»Tja, Akutberedskabet mener ikke, der er grund til bekymring. Størsteparten af Vandlandets gæster kommer fra Norge og Tyskland, så ebola er ekstremt usandsynligt.«

»Men hans tilstand? Hvad med den? Blodtrykket? Den anale blødning? Jeg har set ebolaramte i Afrika. Det her ligner, og det i den grad.«

»Vi er enige om, at Damgaard har det skidt, og jeg skal ikke kunne sige, hvad der er galt med ham. Men, og det er væsentligt, ukrainerens blodtryk er fuldkommen normalt. Det taler for en ordinær bakteriel infektion. Mon ikke sådan en ukrainer arbejder på en svinefarm. Han sikkert været uheldig og pådraget sig en grim omgang MRSA. Vi venter og ser, hvad laboratoriet siger.«

Femogtyve minutter senere begyndte en kraftig blødning fra Per Damgaards endetarmsåbning. Han blev straks overflyttet fra den interimistiske isolation på intensivafdelingen til en operationsstue. Alt imens et hold gav blod og plasma, begyndte to kirurger at lukke op til bughulen, så blødningen kunne blive lokaliseret. Han var godt og grundigt dehydreret, huden var læderagtig og let at skære i. Fedtlaget var ikke meget mere end en sølle centimeter, det var en trimmet ung mand, de havde fået under kniven. Kirurgerne fik hurtigt separeret de to kraftige mavemuskler, trak dem fra hinanden og fikserede dem i de dertilhørende bøjler, så den blåhvide bughinde lå blottet. Igennem hinden kunne det allerede anes, hvor galt det stod til. Et snit blev lagt, og et kort øjeblik stirrede de tilstedeværende med en blanding fascination og afsky. Et grelt farveorgie åbenbarede sig. Gule og lysegrønlige klatter af pus lå nærmest lysende på indvoldenes dunkle skala fra brunt til blåt. En tung dunsts fyldte lokalet. Omfanget af pus var chokerende.

»Fy for fabian,« mumlede den ene kirurg, skrabede en klat betændelse på størrelse med en valnød sammen med fingeren. Han skubbede lidt rundt på organerne. Leveren var dækket af spændte bylder. Flere var på størrelse med dueæg, mange allerede bristet. Og for at gøre slemt værre revnede tyndtarmen, da de forsøgte at løfte tarmene ud en bloc. Gennem flængen sås bylder og pus, tarmen var mindst ligeså betændt som leveren. Kirurgerne følte sig magtesløse, omfanget af infektion var overvældende.

»Lad os pakke ham sammen, det nytter alligevel ikke noget. Han bliver ramt af toksisk chok, inden vi er så meget som halvvejs.«

Der lød enkelte suk, men ingen indvendinger.

Dr.med. i mikrobiologi Louise Munch fulgte bakteriernes vækst gennem mikroskopets okular. De delte sig mange gange hurtigere end normalt. Sædvanligvis lå cyklus på omkring tyve minutter, men disse delte sig på mindre end et. Det måtte være en mutation. En ny og særdeles aggressiv stafylokok. Kom den udefra, eller var den opstået i Vandlandet?

Overlægen på intensivafdelingen skævede ind gennem glasvæggen til Fjodors stue. Blodprøverne viste, at der var tale om infektion, og der var indledt intravenøs behandling med penicillin. Han følte sig rastløs, kirurgernes beskrivelse af Per Damsgaards indre havde vakt en voldsom længsel efter at se, hvad der gemte sig i bugen på denne ukrainer. Havde han været enerådig, ville han på stedet have bedt om en kikkertundersøgelse, men der var desværre ikke noget at støtte sig til i ukrainerens infektionstal. De var forhøjet bevares, men heller ikke mere end det. Han tog telefonen og ringede ned til mikrobiologisk laboratorium for at høre, om kilden til Per Damgaards infektion var blevet bestemt.

»Nej, eller det vil sige, det er en stafylokok, men den opfører sig atypisk. Den deler sig langt hurtigere end normalt.«

»Det lyder ikke rart, hvad med resistens?«

Louise Munch rejste sig og gik hen til varmeskabet, hvor hun dyrkede bakterier og testede deres følsomhed over for forskellige typer af antibiotika. Synet var forstemmende. Samtlige prøver var overstrøet med gule pletter.


Link til foregående afsnit

Syvende afsnit…

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments