Klimek: Nærhedsprincippet er vigtigt for pædagogisk udvikling

Thomas Klimek forholder sig i dette debatindlæg til reaktionerne på hans kritik mandag af rammerne for fredagens møde for lærere og pædagoger i Hjørring Kommune.

202

Af Thomas Klimek

Byrådskandidat
Socialdemokratiet
Hirtshals-Hjørring

I fredags på Facebook og efterfølgende mandag fik jeg her på FlaskePosten skrevet om min faglige tvivl vedrørende rammen for det årlige pædagogiske og faglige møde i Vrå, hvor pædagoger, lærere, skoleledelser og forvaltning mødes.

Jeg understregede, at mødets intention om faglig refleksion og vidensdeling, er vigtig for at videreudvikle praksis, men jeg tvivlede på, at særligt den fysiske ramme, men også dele af programmet, var fremmende for fagligt udbytte ude på skolerne og institutionerne, som jo er modtageradressen for intentionen med mødet, der afholdes hvert år.

Derfor luftede jeg tanken om at decentralisere mødet, så det afholdes ude på skoler og institutioner, altså tættere på det konkrete niveau og den kompleksitet, som godt kan være noget forskellig internt mellem skoler og institutioner og skoler i Hjørring Kommune.

Med de store skoleenheder bør vi også være særligt opmærksomme på at løfte nærhedsprincippet og decentraliseringen i flest mulige sammenhænge, og der er faglig og pædagogisk udvikling et vigtigt sted.

Jeg understregede også, at jeg kun havde læst programmet og ikke selv havde været til stede, hvorfor jeg måske talte mod bedre vidende? Men de sidste par døgn har afstedkommet rigtig mange reaktioner, kommentarer, tanker og input fra personale, der var tilstede i Vrå.

Nogle ligger her på væggen under mit opslag fra i fredags, men også i min mail har jeg modtaget mange refleksioner og tanker om mødets ramme.

Alle kommentarer og henvendelser er, så vidt jeg kan se, meget konstruktive, ordentlige og gennemsyrede af opbakning til forvaltningens intention om fx vidensdeling eller lignende temaer, men blandt andet den fysiske ramme (flere hundrede mennesker i en stor hal) og ikke mindst tidsrammen til samtale, vidensdeling og refleksion, finder man ikke optimal.

Jeg er opmærksom på, at mange givet også har haft udbytte af dagen og den faglige ramme i Vrå, men på baggrund af antallet af henholdsvis. anonyme henvendelser og reaktioner her på væggen, så har jeg valgt at sende min (og andres) faglige tvivl videre til Børne- og undervisningsforvaltningen i Hjørring Kommune til inspiration og overvejelse.(INGEN personer er nævnt i de faglige overvejelser til forvaltningen, men jeg har ladet mig inspirere af tanker)

I min henvendelse understreger jeg, at mødets intention er rigtig, men den fysiske ramme, dele af programmet og tidsnormeringen til samme, måske ikke rammer skiven?

Jeg opfordrer forvaltningen til fremadrettet at overveje følgende;

• overvej om det faglige arrangement fremadrettet bør afvikles decentralt, men med gennemgående tema. Vidensdelingen kommer tættere på det konkrete niveau.

• overvej om gennemgang af baselineundersøgelser eller lignende kan formidles på lederniveau og videreformidles af skolelederne på interne personalemøder – og brug i stedet denne tid på punktet ovenfor.

• overvej om man kun skal mødes i storforum hvert andet år, hvis man mener, at disse stormøder giver stort fagligt udbytte.

• evalueringen af arrangementet bør kunne besvares anonymt – hvis det ikke allerede er praksis?

Det er også vigtigt at understrege, at mine faglige overvejelser ikke nødvendigvis deles af andre i det lokalpolitiske miljø, og ingen andre hæfter for mine tanker ift. mødets fremtidige rammesætning. Det er udelukkende udtryk for mit eget skolepolitiske- og faglige syn, hvor nærhedsprincippet og det decentrale niveau, er vigtige søjler for fagligt og pædagogisk udviklingsarbejde.

Da et væsentligt antal som nævnt har henvendt sig med ønske om diskretion, har jeg også anbefalet forvaltningen, at arrangementets evaluering (spørgeskema?) kan besvares anonymt for at få et så retvisende billede af tilfredshedsgraden blandt deltagerne – hvis dette ikke allerede er praksis?

Slutteligt kan jeg konstatere, at samtlige indlæg, kommentarer og mails er gennemsyrede af oprigtig vilje og motivation for faglig udvikling, men man ønsker dybere overvejelser ift. mødets fysiske ramme, programpunkters relevans og tidsforbrug til mødets intention, vidensdeling, teamsparring m.v.

Det er en fornøjelse, at et emne kan debatteres i en ordentlig og sober tone på Facebook – hvilket også gør det lettere for forvaltningen at gribe i substansen – de har kun interesse i at bruge medarbejdere og resurser bedst muligt.


Link til første debatindlæg: Var anvendelsen af lærernes og pædagogernes arbejdstid forkert i fredags?


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments