Tidligere artikler:
Sonni og kampen mod junglen – Pre Race
Sonni og kampen mod junglen – Stage 1
Sonni og kampen mod junglen – Stage 2
Skrevet af Sonni Vinther Espersen.
Stage 3:
Al sund fornuft fortalte mig, at jeg burde starte stille og rolig, men samtidig havde jeg ladet mig forstå ved briefingen, at der efter 3km let grusvej langs den store flod, ville være en zipline til at transportere os over på den anden side af vandet. Jeg skulle ikke nyde noget af, at stå og glane i en kø så tidligt på ruten med kræfter, der bare ventede på at blive skudt af. Så jeg besluttede mig at give den fuld gas indtil den zipline. Det gik skam også helt fint bortset fra at der ikke var nogen kø at se efter de 3 km.
I stedet oksede jeg videre og overhalede lidt surrealistisk Majo fra Slovakiet, der ellers plejede at ligge blandt de hurtigste løbere i feltet. Jeg havde set, at flere af løberne skrev små beskeder til sig selv på underarmen til de tider, hvor tingene så mest gudsforladt ud i ingenmandsland. Majos var noget med at huske, hvor han var. At stoppe op og nyde øjeblikket, og det kunne måske være svaret på, at jeg kom før ham frem til den tidligere omtalte zipline. Dog først efter 6 og ikke 3 km. Her fik vi en rigtig fræk cykelhjelm på, og blev plantet to og to op i en kurv og firet over den stærkt strømmende flod.
Herefter gik det lige lukt ind i junglen igen. Gennem mudrede vandløb og smattede stier. Et komisk øjeblik var, da jeg i et voksent og fornuftigt trit med vandrestave forcerede en vandpassage, og den Italienske filmmand stod klar. Det havde vores tidligere omtalte Gucci -Italienske ven Josha også set, så den skulle have fuld skrald på over floden, når filmen rullede. Først hørte jeg han kom væltende bagfra, og dernæst følte jeg det, da han styrtede forover i sit overgear, og næsten fik revet mig med ned i floden. Han skal dog have respekt for den hurtighed han udviste, da han kom op på benene igen, som om at det styrt var der vist ingen der så i farten?..
For anden etape i træk skulle jeg også ud i at løbe forkert igen. Denne gang opdagede jeg det først, da andre af de hurtigste løbere kom irritereret oksende op af det dybe mudrede spor, jeg var på vej nedad. Hele fem mand havde uafhængigt af hinanden, ikke set hvor de skulle svinge fra. Vi travede samlet tilbage, og da vi endelig nåede den korrekte og markerede sidevej blev tempoet sat op igen, og jeg udnyttede situationen til at løbe lidt sammen med eliten, for at smage på deres tempo og føle mig som en rigtig super runner.
Kort tid efter jeg blev smidt af, ramte vi den mest besværlige flod hidtil i løbet, som vi selv skulle krydse. De andre var kommet over to og to ved at støtte hinanden, men Fabi’ fra Chile stod helt forladt og udsat i strømmen mens hun forsøgte at holde balancen. Jeg reddede hende og omvendt og som to Bambier på glatis kom vi over stendæmningen i den stærke strøm. Jeg studsede over hvordan dem, der nåede frem alene, kom over?
Hvad jeg (og vel nok også de andre) vil huske 3.etape for er mudder. Jeg ved ikke, hvor mange kilometer jeg gik i det spor, men det føltes som mindst 100. Det var ikke bare et almindeligt bilspor, men noget der synes egnet til en gummiged. Hvis ikke man vidste bedre, og det gjorde jeg ikke til at starte med, så trådte man ned i mudder til lårene, hvis man valgte hjulsporet, der jo ikke afslørede nogen dybde på overfladen. Så tricket var, at holde tungen lige i munden, og gå i midterrabatten, hvor mudret kun nåede en til skinnebenene.
Af og til blev der mulighed for at få skyllet skoene rene, når det hele forvandlede sig til vandløb, man bare skulle følge, mens junglens tropiske tag samlede sig over mig, og formede hele vejen og vandløbet til en grøn og våd levende tunnel.
Kort efter sidste checkpoint 10km før mål, blev jeg hentet af en skikkelse, og jeg blev positivt overrasket over at se, det var Brooke. Han plejede da at ligge foran mig? Jeg havde fra første dag i Base Camp syntes, vi havde en god kemi, og havde det fint med at følges med ham. Vi var begge nybegyndere, og han havde ligesom mig et par robuste håndfulde ekstra kilo siddende, der vidnede om, at vi begge godt kunne lide en rød steak og en god sovs. Det blev der bestemt også snakket meget om, når der ikke lige blev bandet over den manglende mållinje. I modsætning til de første to etaper, så var den her lidt længere end vores ure fortalte, og forløsningen var derfor stor, da vi endelig kunne spejde de høje bannere ved foden af bakken, vi tonsede os fremad på.
Det var en mindre landsby, eller i hvert fald et beboet område, der gjorde det som camp. Vi blev modtaget af lokale børn og noget der kunne ligne indianerhøvdinger og fik smidt en hjemmelavet halskæde af skaller og blanke sten over hovedet. Jeg var ualmindelig træt, og min taske så ikke nyere ud siden sidst, men følte stadig jeg havde kræfter til at give mig i kast med næste dags etape, der rygtedes som den hårdeste i løbet.
Jeg fik sat min hængekøje op og fundet den obligatoriske badeflod, der snoede og skar sig gennem bevoksningen med indbydende lavt og iskoldt vand, man har ligeså meget lyst til at drikke af som at bade i. Jeg smagte en gul “Inca Cola” af en af medic-tøserne, som var et sandt fyrværkeri i munden efter 3 dage på vand og frysetørret mad. At det vist ikke var helt jævnfør reglementet, tænkte vi først over bagefter, men Inca Cola skulle jeg dælme have litervis af, når jeg kom ud af dette helvede af et paradis.
Spise- og medic området var en cementeret lade-lignende bygning uden vægge, men med tag over hovedet. Jeg forkælede mig selv med at klemme det sidste kakaopulver ud i min sammenfoldelige gummikop til en gang forståelig og velkendte Yum Yum nudler, mens jeg overværede en fodboldkamp mellem Indianerbørnene og nogle af de vestlige, der ikke løb. Det var der desværre også nogle af de startende løbere, der ikke gjorde mere. David, min løbemakker fra 1.etape var gået ud kort efter etapens start. En Englænder, der i øvrigt forsøgte sig for andet år i træk, var også trukket ud, ligesom Matt med de videofilmende Robocop briller, lå dehydreret i et telt og nærmest så helt uhyggelig fortabt ud, da han fik beskeden om at løbet stoppede her for hans vedkommende.
Det holdte tørt natten over. Faktisk var det helt stjerneklart, og mit regnslag er ikke bredere end at jeg i skrå synsvinkel ligger under den åbne himmel. Fødderne opad i hængekøjen, så blodet løb væk fra dem og jeg kunne få dem hvilet optimalt. Anders Samuelsens motiverende og inspirerende selvbiografi på min E-reader, mens mørket lagde sig og junglens natteravne brød stilheden og begyndte at synge om kap. Det her ville jeg ikke bytte for noget som helst i det øjeblik, og jeg ville til enhver tid løbe 230km igen for på den måde at føle mig i ét med verdens natur.
Vi vågnede mens det stadig var kulsort, og jeg havde ualmindelig teenage-agtigt svært ved at komme ud af posen. Jeg havde sovet fantastisk for første gang siden hotellet i Cuzco og pga etapens sværhedsgrad skulle vi løbe allerede kl 05 for at nå i mål inden solen gik ned igen.
