Af Hans Wendelboe Bøcher
Horne
Tænk, at sindssygen og den grimme vold, der fulgte, kan forklare og gøre vigtigere, vægtigere, smukkere, ædlere. For det er jo det, der er sket. Om det er er rimeligt ved jeg ikke, men med det triste faktum, at Yahya Hassan den 30. april 2020 blev fundet død i sin lejlighed, har jeg brugt første del af natten på at genlæse hans anden digtsamling fra 2019. – Eller … ikke ”genlæse”, snarere ”læse”; for jeg købte den da den kom, udelukkende fordi jeg kunne og fordi, den ville være god at have stående sammen med den første samling.
Dengang i 2013 var jeg frastødt af netop den første, ellers så roste samling. Faktisk skrev jeg her på Facebook – https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10151844054092800&set=pb.553502799.-2207520000..&type=3&theater – at jeg hverken var ”rørt eller ramt; glimtvis, måske, men nyskabende, som flere anmeldere siger … Nej.”
Yahyas insisterende brug af majuskler irriterede både min æstetiske og min litterære sans. Allerede den gang fandt jeg, at det var ”problematisk, når lyrik læses som politiserende læserbreve og malerier og skulpturer tolkes som rene partsindlæg i en politisk betændt og overophedet debat.” Langt hen ad vejen er det jo kunstnerisk fallit, når kunstværker ikke forstås på egne præmisser, men først giver mening, når forfatterens aktuelle, personlige fysiske og mentale helbred belyses og inddrages i analysen. Men det er en gammel diskussion.
Men jeg mener det nu stadig. ALLIGEVEL er jeg nødt til at argumentere mod mig selv i tilfældet Yahya Hassan, for han er ikke til at holde ud, men han er heller ikke til at holde op med at læse; det er en nødvendig kamp at forsøge at finde ind til Yahya Hassan. Det bliver en berigende besættelse, som nu nok aldrig lykkes.
Hvor første samling vakte min afsky, griber den anden mig langt dybere. Siden den triste meddelelse om hans død, har medierne kappedes om at bringe lovprisninger, kommentarer og baggrundsartikler om hans sorte skyggesider, der formede poesien – lige fra den besværlige opvækst med tvangsfjernelse over det seksuelle forhold til den ældre vejleder til den korte politiske karriere, voldsdommen og indlæggelsen.
Men det er i digtene, man skal finde Yahya Hassen. Det er i digtene, han manipulerer os med sit sprog. Og han er fuldt bevidst om sig selv og sin virkning. Stilistisk bevæger han sig fra det ekspressionistisk registrerende til møghamrende-irriterende perkerdansk til højlitterære referencer og visioner. Det er noget af en mundfuld for en 17-18-årig. Ja, selv for en 24-årig stjernedigter.
Hvor første samling igen og igen kredser om barndommen og en ansvarsløs (!), ungdommelig afstandtagen til forældre og ophav, religion og kultur, rører anden samling ved mange flere facetter af menneskelivet. Naturligvis, fristes jeg til at sige; både Yahya som digter og jeg som læser er jo blevet syv år ældre og klogere og har derved mere at have det hele i: Forfatterskabet, kærligheden, liderligheden, uretfærdigheden, tab, savn. Selv en anelse uspoleret håb for fremtiden kan anes mellem linjerne.
Alligevel er det på en gang forløsende og smerteligt at forstå, at psykose, der overrumplede Yahya Hassan ikke blot skal ses som en svøbe og en undskyldning for vold og dårligdom, men også som en indvarsling af en ny indsigt. Måske endda et fornyet livsmod? I det korte digt ’STÆRK SOM EN KVINDE’ (s. 96) hedder det: JEG FIK EN PSYKOSE PÅ SINDE / JEG SLOG MIN EGEN MOR / OG FANDT UD AF / AT JEG IKKE ER STÆRKERE END HENDE / EN KVINDE FORBLIVER MIN HELTINDE.
Den samme kvinde, som han få sider senere mener ”ØNSKER MIG MYRDET” (s. 106) og som på skrækkeligste vis, oh, ak, ifølge den kulørte presse endte med af finde sin søn liggende død i den vestaarhusianske lejlighed.
ALT er konstant på spil, men forklares samtidig som om det er det naturligste, det simpleste i verden. Sådan er det jo. Måske. Måske er verden ikke så kompliceret og højrøvet, som vi indimellem bilder os selv ind. Måske er årsag og konsekvens to sider af samme sag, når det kommer til levet liv?
Yahya Hassan insisterer på at blive husket ”SOM ET AF DE MENNESKER / DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL / FOR INGENTING / PÅ DEN HER JORD”. (s. 102). – Værsgo! Ønsket er hermed gået i opfyldelse; om end hurtigere og smerteligere end nogen kunne have ønsket.
Men med egne ord, faktisk hans allersidste i samlingen (s. 103), er Hassan ”ET LITTERÆRT HANGARSKIB / ET POETISK MASKINGEVÆR / BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG / IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF / MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET”.
Nok ”forpestede” Yahya Hassan ”sin egen glæde” (s. 77), men han levede som han skrev og skrev, som han levede; med råbende versaler. Nu har vi andre bare at lytte efter.
Yahya Hassan er død, og jeg er fløjtende ligeglad.