Webavisen til hverdagsgudstjeneste tirsdag i Hirtshals Kirke

Sognepræst Aksel Lindy Toft henviste efter gudstjenesten søndag ved Hirtshals Fyr til hverdagsgudstjenesten tirsdag eftermiddag i Hirtshals Kirke, hvilket gjorde os nysgerrige på FlaskePosten.

24
Foto: Arkiv.

FlaskePostens udsendte deltog som tidligere omtalt i en utraditionel gudstjeneste i søndags ved Hirtshals Fyr, hvor sognepræst Aksel Lindy Toft henledte vores opmærksomhed på de hverdagsgudstjenester, der finder sted på tirsdage i Hirtshals Kirke.

Denne tirsdag kl. 17.00 havde webavisens udsendte derfor taget plads blandt de fremmødte på de forreste kirkebænke efter at have hilst på sognepræst Bjarne Hougaard, der skulle varetage hverdagsgudstjenesten i Hirtshals Kirke. Temaet for dagens prædiken var at give slip.

Efter præludium med salmen Befal du dine veje var der naturligvis den såkaldte nådehilsen og dernæst tekstlæsning af Johannes første brev kapitel 1 vers 5 til kapitel 2 vers 2, der handler om lyset og fællesskabet, der netop muliggøres af erkendelsen af vore synder.

Sommergudstjeneste_Hirtshals_Kirke_Tirsdag_FlaskePosten_2

Efter salmen Hvilken ven vi har i Jesus blev teksten dernæst udlagt med inddragelse af det svære ved lige præcis at give slip, hvilket blev illustreret med en kurvfuld bolde, som var medbragt til formålet af Bjarne Hougaard. Når vi som forældre lærer børnene at kaste, lærer de jo bogstavelig talt netop at give slip, hvilket dog er ulige lettere med en bold end med så meget andet i livet, men ikke desto mindre her håndgribeligt begrebsliggjort

Dernæst var der et smukt musikstykke med tid til eftertanke efterfulgt af bøn og fadervor. Gudstjenesten blev afrundet med Syng lovsang, hele jorden samt velsignelse og postludium. Alt sammen altså ikke meget ulig enhver anden gudstjeneste.

Alligevel var det en speciel fornemmelse at sidde til gudstjeneste på en hverdag, hvor man normalt ikke går i kirke, hvis man overhovedet gør det, men ikke desto mindre blev sindet hurtigt stemt i et højtideligt eller i hvert fald roligt toneleje, som utvivlsomt er sundt.

Tirsdagene den 4. og 11. august er der igen hverdagsgudstjenester ved sognepræst Bjarne Hougaard.

Link til tidligere artikel: Utraditionel gudstjeneste ligner nu en tradition ved Hirtshals Fyr

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments