Akkurat som en bil skal til syn med jævne mellemrum, således skal skibe i sagens natur også med lovpligtige mellemrum synes af en kyndig fra Statens Skibstilsyn.
I Hirtshals kan det foregå hos Vestkajens Maskinværksted A/S, som nemlig også ejer Hirtshals Bedding. Førstnævnte er grundlagt i 1988 og er et værksted med flere spidskompetencer, idet man hovedsageligt servicerer fiskeflåden, men dog også har opgaver for handelsflåden og for industrivirksomheder i og omkring Hirtshals.
– Lige nu har vi Fio, der sejler med lystfiskere, liggende på bedding. Fio fik forleden et syn, hvor det blev bestemt, hvad der skulle laves, fortæller Allan Milton Woller, som er beddingsformand hos Vestkajens Maskinværksted med en snes medarbejdere, hvor direktøren er Tonny Jensen.
Mens webavisen er på besøg, er skibsmontør Peter Nielsen og kranfører Jens Jørn Jensen derfor ved at afmontere roret, skruen og skrueakselen på M/S Fio, der til daglig ligger ved Vestkajen ud for Hirtshals Indkøb. Angiveligt skal M/S Fio da også have den helt store omgang hos Vestkajens Maskinværksted.
I hænderne på så kyndige fagfolk på havnen er der dog næppe nogen som helst tvivl, at skibet nok skal blive rigtig flot og endnu har mange timers sejlads til gode med ivrige lystfiskere over stengrunde, rev og vrag ud for Hirtshals.
– Herovre har vi den norske slæbebåd Skilsø liggende, så vi har faktisk rigtig travlt lige nu i ferietiden, hvor vi er færre til at klare opgaverne end på en normal hverdag, forklarer Allan Milton Woller.
Titlen af beddingsformand betyder da bestemt heller ikke, at Allan Milton Woller selv kan sidde med benene oppe på et skrivebord i et lunt kontor og uddelegere opgaver, men tværtimod også selv tager fat.
Før vi forlader den travle bedding, ser vi ham derfor stige til vejrs i en lift ved Skilsø, som han nu skal i gang med at højtryksspule sammen med skibsmontør Kim Jensen.
FlaskePosten ser frem til igen at besøge Vestkajens Maskinværksted A/S og Hirtshals Bedding.