Wauw for en virkelig svimlende vild strandsafari med VestEvent

Kan indfødte vendelboer blive overraskede over noget på stranden nord for Løkken? Svaret er et rungende ja, hvilket man kan forvisse sig om ved en safari i Land Rover med VestEvent.

722

Fruen var forleden så heldig at vinde i en konkurrence hos Blondehuset i Løkken. Præmien var noget anderledes end i de andre konkurrencer, som hun plejer at lægge billet ind på, idet hun minsandten havde vundet en safaritur på Løkken Strand.

Heldigvis var det ikke med et hvilket som helst køretøj, idet vi torsdag skulle med en Land Rover fra Løkken til Rubjerg Knude. Her kunne man selvfølgelig også indvende, at en flok indfødte vendelboer vel ikke kan opleve så meget nyt eller spændende på Løkken Strand.

Indehaver Martin Jens Svendsen i det rustikke og hyggelige domicil for VestEvent på Sdr. Strandvej i Løkken.

Det kan vi så efterfølgende garantere for, at man i den grad kan. Turen startede på på Sdr. Strandvej 6 i Løkken, hvor vi hilste på VestEvents indehaver Martin Jens Svendsen, der overrakte os en goodiebag fra Blondehuset. Blonder var der ganske vist ingen af, men til gengæld masser af lækkerier og seks balndede øl fra Løkken Bryghus.

Turisterne viger til side for den firehjulstrukne Land Rover ved nedkørslen til Løkken Strand.

Herefter blev vi hentet i Land Roveren af Kasper Nørgaard. Med tungen lige i munden kørte vi langsomt slalom ned ad Sdr. Strandvej og drejede til højre nordpå mod Rubjerg Knude. Allerede få hundrede meter senere fik vi den første overraskelse.

Når man som os kommer fra Hirtshals, har man nok set bunkers, men de ligger altså meget tæt helt ude på stranden ved Løkken. Enorme kæntrede betonbyggerier, hvis indviduelle historier og skæbner vi fik indlevet fortalt af Kasper Nørgaard.

Kravleturene ind og rundt i de kæntrede bunkers var svimlende som et hurlumhejhus i Tivoli.

Helt exceptionel var et byggeri oven på en bunker. Bygningsværket mindede mest om noget fra Christiania. Der er imidlertid tale om, at nogle tyskere for år tilbage startede på det, hvorefter turisterne nu bygger videre med træstykker og drivtømmer, hvorpå de har skrevet eller maler navner på deres hjemstavn.

Tyske turisters særdeles seværdige byggeri oven på en bunkers på Løkken Strand.

Undervejs videre nordpå passerede vi blandt andet et geologisk interessant sted, hvor en oldgammel og metertyk søbund er i gang med at skride ned ad klinten i form af spagnum. Ligesom vi passerede den biologiske kystsikring med pil ved Nr. Lyngby.

Benene fik lov at syre til på turen op ad den stejle trappe syd for Rubjerg Knude.

Længere nordpå passerede vi nedkørslen til stranden ved Nr. Lyngby. Herefter fik vi blandt andet fornøjelsen af at bestige en svimlende høj og snoet trappe op over klinten, før vi slog lejr og tændte bål på stranden ved Grønne Rende lidt syd for Rubjerg Knude Fyr.

Bål og råhygge på stranden ved Grønne Rende lige syd for Rubjerg Knude Fyr.

Her er kun nævnt nogle få pitstops og højdepunkter på turen, men vi skal da godt nok love for, at turen med VestEvent overraskede os positivt, hvilket både skyldtes den sejtrækkende Land Rover og de mange spændende seværdigheder, der blev så interessant serveret af Kasper Nørgaard.

Man kan læse meget mere om mulighederne her VestEvent og følge dem på Facebook.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments