
Vrå Mørtelværk har med virkning fra den 1. januar 2019 overtaget Bælum Mørtelværk og er samtidig ved at færdiggøre et nyt produktionsanlæg til 20 mio. kr. Virksomheden bliver dermed Nordjyllands største producent af tørmørtel.
Vrå Mørtelværk overtog allerede i 2015 Brovst Mørtelværk, og med Bælum Mørtelværk og det ny produktionsanlæg tager mørtelværket skridtet op blandt de tre markedsførende værker i Danmark, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Produktionsanlægget, der er produceret i Italien, omfatter et 27 meter højt tårn, og med lagerfaciliteter fylder anlægget hele 1550 kvm på virksomheden ved Vrå.
– Med i aftalen med Bælum Mørkelværk indgår, at værkets hidtidige ejer Kaj Bartholomæussen fortsætter som medarbejder hos os, og dermed får vi tilført en enestående kompetence specielt indenfor blanding af farvet tørmørtel. På Vrå Mørtelværk vil han varetage funktionen som blandemester på vores nye anlæg, hvor han skal være med til at fortsætte udviklingen og produktionen af tørmørtel, forklarer direktør Leif Sørensen, Vrå Mørtelværk.
– Vi vil fortsat tilbyde vådmørtel, som vi er kendt for, og som vi leverer i bigbags, i siloer eller på lad til byggepladser i hele landsdelen, men vi tror på, at tørmørtel er fremtiden. Først og fremmest fordi det er meget lettere for den enkelte murer at håndtere.
– Med vores tørmørtel får kunden et færdigblandet produkt, så han slipper for besværlige udregninger ved blandemaskinen. Vi har foretaget alle udregninger for ham, så han blot skal tilsætte vand. Det vil sige, at han samtidig får dokumentation for produktets sammensætning, som også er hans garanti overfor kunden.
– Endelig får han et langtidsholdbart produkt, understreger til slut direktør og medindehaver af Vrå Mørtelværk, Leif Sørensen, der sammen med hustruen Mette står i spidsen for virksomheden, som er en del af Sejlstrup Entreprenørforretning.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.





















































