Hjørring Kommune har indgået kontrakt med Vrå Dampvaskeri A/S om leje og vask af arbejdsbeklædning til op imod 2000 medarbejderne på Sundheds- og ældreområdet.
Virksomheden i Vrå har vundet udbuddet, der økonomisk set beløber sig til cirka fire millioner kroner årligt.
– Jeg glæder mig over, at netop Vrå Dampvaskeri A/S, en lokal virksomhed, vandt udbuddet og opgaven, som har en tyngde og en størrelse, der har betydning for antallet af lokale arbejdspladser. Det har jo en betydning for lokale arbejdspladser, siger formand for Sundheds-, Ældre-, og Handicapudvalget Per Møller (K).
Opgaven er af en størrelse, der krævede et forudgående EU-udbud. Hjørring Kommune modtog to tilbud, som efterfølgende er blevet evalueret ud fra de kriterier, Hjørring Kommune havde stillet op for udbuddet. Her blev det Vrå Dampvaskeri, der samlet set, havde afgivet det for Hjørring Kommune økonomisk set mest fordelagtige tilbud.
– Det viser, at vores lokale virksomheder er konkurrencedygtige på både kvalitet, service og pris, og at de kan efterkomme både store ordrer og ønsker, siger Per Møller (K).
Det nye tøj skal være klar til ibrugtagning 1. januar 2019 og aftalen løber derefter i fire år.