
Det helt store overblik og menneskelige overskud karakteriserer i aller højeste grad Vivi Poulsen, som er sekretær i Hirtshals Golfklub.
Vivi er gift med Carsten Poulsen. Ægteparret har en datter og to voksne sønner. De tre mænd spiller golf, mens de to piger ifølge eget udsagn gør det lidt på deltid.
– Da min nu afdøde far for 25 år siden tog vores 6-årige søn med i golfen og begejstret fortalte om, hvor nemt og naturligt det var for den lille knægt i forhold til ham selv, fortæller Vivi om sit første møde med og fascination af sporten.
– Nok lidt presset af omgivelserne, men også for at se den nærmeste familie og ikke mindst søskende og forældre. De spillede jo alle sammen golf, så i sommeren 1999 blev jeg meldt ind, husker hun om dengang, da hun selv kom i gang.
– Jeg har dog altid haft svært ved at slippe håndbolden og synes, at der nok måtte være lidt mere tempo i dette golfspil, men kan til gengæld sige, at man sagtens kan blive træt undervejs og efter en runde, understreger Vivi.
Som sekretær i den lokale golfklub er hendes vigtigste funktioner at være til stede for medlemmer og gæster, samt at vide alt og hjælpe i alle situationer, så de får den bedst mulige oplevelse med hjem.
– Det er et dejligt og alsidigt blækspruttejob, som jeg er så heldig at have, understreger hun da også.
– Sundhed, frihed og samvær på tværs af alder, fremhæver Vivi klart, når hun kort skal karakterisere golfen som sprt og hobby.
– Flot velplejet bane, træningsfaciliteter tæt på huset og god atmosfære, lyder det ligeså kortfattet og klart om Hirtshals Golfklub.