Virksomhederne og Verdensmålene

Elever fra 7. årgang i SkoleCenter Hirtshals præsenterede onsdag på Nordsøen Oceanarium deres projektarbejde med FN's 17 Verdensmål.

381

Vi er en del af en større sammenhæng og et større fællesskab, fastslås det på hjemmesiden hos Hjørring Kommune. Derfor har lokalpolitikerne og forvaltningen forpligtet kommunen på FN’s Verdensmål. Forstået som en ramme for det, der gøres i kommunen, samt oversættelse af målene til konkrete løsninger og indsatser lokalt.

Derfor var det forståeligt nok også en stolt Rasmus Vørs Carlsen, som i sin egenskab af skoledistriktsleder i SkoleCenter Hirtshals onsdag eftermiddag bød velkommen til gæsterne ved det stort anlagte arrangement, hvor elever fra 7. årgang ved 26 stande på Nordsøen Oceanarium skulle præsentere deres arbejde med de lokale virksomheders engagement i FN’s 17 Verdensmål.

Målet med projektet var at få afdækket og kastet lys på de allerede eksisterende gode tiltag i det private erhvervsliv og hos offentlige organisationer, der understøtter arbejdet frem mod et eller flere af de 17 Verdensmål. Derved skulle eleverne synliggøre diversiteten i de forskellige tiltags art og omfang samt vise, at det faktisk ikke er så svært at gøre noget, heller ikke selv om man er en lille aktør. Endelig var målet også at nedbryde og oversætte verdensmålene til noget, der kan forstås og arbejdes med i hverdagen.

På baggrund af fremlæggelserne og ovenstående kriterier skulle de tre dommere, som var Ditte Gerstrøm fra Hirtshals Havn, Karl Henrik Laursen fra Nordsøen Oceanarium og skoledistriktsleder Rasmus Vørs Carlsen så vælge tre grupper, der i særlig grad var lykkedes med at udfolde ovenstående, hvilket førte til fremhævelse af dem, der havde valgt at samarbejde med henholdsvis SPAR, Advokaterne Amtmandstoften og Rema 1000.

Hele det store projekt var stablet på benene i et ambitiøst, men tydeligvis vellykket samarbejde mellem SkoleCenter Hirtshals, Nordsøen Oceanarium, Hirtshals Havn og Hirtshals Handel & Erhverv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments