Virksomheder tvangsopløses også i det nordvestlige Vendsyssel

En lang række nordjyske virksomheder gik konkurs og blev tvangsopløst i det forgangne år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

7

Vi kender det desværre også fra det nordvestlige Vendsyssel og Hirtshals. En lang række nordjyske virksomheder måtte dreje nøglen om i det forgangne år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2015 gik 365 nordjyske virksomheder således konkurs og blev tvangsopløst mod kun 341 i 2014. Det vidner ifølge konsulentfirmaet Deloitte om, at mange virksomheder stadig har svært ved at finde deres ben.

– Det er ærgerligt, at så mange virksomheder ikke kom helskindet igennem 2015. Faktisk forsvandt næsten 1.500 job i Nordjylland i det forgangne år som følge af konkurser. Selv om vi ser gode takter i den økonomiske aktivitet, er der altså stadig et stykke vej, før optimismen for alvor bryder igennem, siger René Winther Pedersen fra Deloitte i Aalborg.

Ser man på hele Danmark, var antallet af konkurser stort set uændret i 2015.

– I 2014 gik 4.049 virksomheder konkurs i Danmark. I 2015 var tallet 4.029, altså stort set uændret. Igen vidner det om et afventende erhvervsklima, hvor der godt nok er øget aktivitet, men stadig en lang række virksomheder, der ikke formår at tjene tilstrækkeligt med penge, siger René Winther Pedersen.

Ifølge René Winther Pedersen er der flere grunde til, at opturen lader vente på sig:

– Flere af vores vigtige eksportmarkeder viser kun svag vækst. Samtidig kæmper mange virksomheder med truslerne fra nye, digitale konkurrenter, der slår gamle brancher af banen. En sådan brancheglidning kan naturligvis skabe muligheder, men den kan også gøre mange virksomhedsejere nervøse, vurderer han.

Konstateringen om den digitale udvikling glæder naturligvis os på den lokale webavis, men det har altså haft alvorlige konsekvenser for traditionelle brancher.

Ligesom konkurrencen også skærpes på det digitale område, hvor der tillige er set eksempler på tvangsopløsning.

Foto: Per Frank Paulsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments