Ikke nok med at vi for alvor kan tælle ned til jul, så er det i dag den 22. december også dagen, der er årets korteste.
Det betyder samtidig, at der er vintersolhverv. Dermed bliver tiden med sollys om eftermiddagene nu længere og længere for hver dag, der går. Om morgenen fortsætter solen dog med at stå op senere og senere helt frem til 29. december.
Ved vintersolhverv vil eftermiddagen være blevet længere, og solen vil allerede da være gået ned over to minutter senere, end den gjorde i weekenden.
Når også morgenerne begynder at tiltage efter 29. december, er eftermiddagen allerede blevet syv minutter og 19 sekunder længere.
Herefter går det stærk både morgen og aften. Allerede 23. januar vil dagen været tiltaget med en time.
Vintersolhvervet markeres flere steder rundt om i Vendsyssel – ligesom i vikingetiden, da man holdt vintersolhvervsfest for at fejre, at lyset vender tilbage. De mødtes ved bålet, hvor de spiste og drak og gav hinanden gaver.
Ligesom vi i dag fejrer jul. Dagen fejres blandt andet i Møllehusskoven i Frederikshavn søndag aften. Her er der fakkeltur gennem skoven og op til Pikkerbakkerne. Her smides der derefter faklerne ind i bålet, man hører historier om solhverv, mens man drikker en kop varm kakao og nyder udsigten ud over Frederikshavn.
I Løkken markeres dagen ved solhvervssøjlen ved vandtårnet. Her er der sang, musik og tale om eftermiddagen – lige inden solen ventes at gå ned, nemlig klokken 15.38.
I Dronninglund fejres dagen med skovkirke. Nordjysk Skovkirke arrangeres af præster og lægfolk med rødder i nordjyske fri- og folkekirker.
HVAD ER VINTERSOLHVERV?
Solhverv stammer fra oldnordisk og betyder ‘solvending’. Vintersolhverv på den nordlige halvkugle er det tidspunkt, hvor Jordens nordakse hælder mest muligt væk fra Solen – og dermed modtager mindst muligt dagslys.
Fænomenet opstår, fordi Jorden ikke roterer oprejst om Solen, men skævt – med 23,5 graders hældning.
På dagen for vintersolhverv er Jorden i en position i sit omløb om Solen, hvor Nordpolen på grund af Jordens hældning vender mest muligt væk fra Solen.
Solhverv sker på samme tid over hele Jorden – lokale tidszoner skal dog indregnes.
Kilder: Illustreret Videnskab og TV2 Nord.