Vinden tiltager igen i det nordvestlige Vendsyssel

Præcis én uge efter kraftig blæst og forhøjet vandstand ramte, tyder alt på, at situationen gentager sig i løbet af søndag og mandag.

528
Arkivfoto: Preben Andersen.

En meget kraftig jetstrøm ligger i øjeblikket over Atlanterhavet og danner grobund for dannelse af dybe og kraftige stormlavtryk mellem Island og Skotland.

Søndag og mandag tager lavtrykkene turen ind mod den centrale del af Skandinavien. På sydsiden af lavtrykkene blæser det kraftigt og det får vi at mærke i Danmark søndag og mandag!

Søndag ventes flere steder op til hård kuling fra sydvest med vindstød af stormstyrke, ved kysterne lokalt op til stormende kuling og vindstød af stærk storm. Den kraftige vind fra sydvest kan ligeledes resultere i forhøjet vandstand ved Vadehavet (240-270 cm), Centrale Vestkyst (190-220 cm) og efterhånden også i den vestlige del af Limfjorden (120-160 cm). Foruden kraftig blæst og forhøjet vandstand ventes også en del regn. Frem til mandag aften kan vi på landsplan se frem til mellem 20 og 40 mm regn, mest i den vestlige del af landet.

Prognosen for søndag ser knap så alvorlig ud for Hirtshals som visse andre steder i Danmark. Kilde: DMI.

Usikkerheden både hvad angår vindstyrke og vandstand er endnu ret stor. Det skyldes at bare mindre ændringer i lavtrykkenes bane og udvikling kan få stor betydning i forhold til vindens styrke og retning, og dermed også vandstanden.

DMI holder øje med situationen og opdaterer i løbet af lørdag eftermiddag.

Udsendt af vagtchef Lars Henriksen den 14. februar kl 13.50 fra DMI.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments