Vinden gik lidt for frisk over Skagerraks vande og Tannisbugt

Tversted Bjærgelaug havde inviteret til årets første rosamling her til morgen ved Tannisbugt.

458
Foto: Arkiv.

Mange af de 155 medlemmer kiggede forbi Bådehuset kl. 10 til brunch hos Tversted Bjærgelaug. Formand Erik Toustrup bød de forsamlede velkommen.

Traditionen tro skulle der til denne årets første rosamling vælges den kommende sæsons 1. og 2. skipper. Det blev genvalg til de to skippere fra i fjor, Frank Faurskov som 1.skipper og Mogens Larsen som 2. skipper. Efterfølgende blev der smagt på og skålet i Bådehusets Bjesk.

Vinden, som i løbet af formiddagen var frisket op, forhindrede dog desværre, at den 8,5 meter lange og 3 meter brede samt 1,5 ton tunge fladbåd kom i vandet denne pinsedag. Båden er efterhånden også en ældre dame, som har oplevet såvel 1. som 2. Verdenskrig.

Bådens besætning består ud over de 20 mand til de 10 årer af 1. styrmand og en ”øser”. Besætningen vil frem til den 19. juli prøve at komme i topform, når det netop den dag gælder den traditionsrige kapsejlads mellem bådene fra Uggerby, Tornby og Tversted.

Frem tid den 7. september vil Tversted Bjærgelaug desuden sætte båden i vandet søndage kl. 11 samt onsdage kl. 19, hvis vejrguderne ellers holder hånden over vandet ved Tannisbugt.

Søndag morgen med rosamlinger vil der fra kl. 10 være mulighed for at købe kaffe og franskbrød med tilbehør i Bådehuset.

Foto: Jens Kranen Photography.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments