Villerup Hovedgaard modtager Hjørring Kommunes Arkitekturpris

Hjørring Kommunes Præmieringskomité har netop afsløret, at Arkitekturprisen 2019 går til Vibe Gro Falk og Johannes Falk med Villerup Hovedgaard.

311

Byrådet i Hjørring Kommune ønsker med Arkitekturprisen at fremhæve eksempler på byggeri, byrum og design, som skaber gode rammer for hverdagslivet, er en æstetisk oplevelse og noget, der skaber kvalitet i omgivelserne i såvel byerne som i landdistriktet.

Ved præmieringen lægges vægt på:

  • At byggeriet, anlægget eller designet fremstår som en smuk bygning, et smukt anlæg eller et smukt design i høj arkitektonisk kvalitet.
  • At det demonstrerer indlevelse i stedets helhed og giver et positivt bidrag til byen, kvarteret, byrummet, gaden, landsbyen eller det omgivende landskab.
  • At det skaber gode og trygge rammer for det sociale liv herunder tilgængelighed for alle.
  • At det gerne bidrager til arkitektonisk nytænkning og fremstår i et nutidigt og moderne formsprog.

Hjørring Kommunes Præmieringskomité har enstemmigt valgt at præmiere følgende projekt med Hjørring Kommunes Arkitekturpris 2019:

Renoveringen af Villerup Hovedgaard

Arkitekt: E+N Arkitektur

Bygherre: Vibe Gro Falk og Johannes Falk

Med stor æstetisk sans er den historiske Villerup Hovedgaard på smukkeste vis transformeret til hovedsæde for en moderne, bæredygtig virksomhed, der dyrker og forarbejder pil.

Restaureringen er gennemført med et overbevisende og vellykket arkitektonisk greb. Stedets historie tilføres nye oplevelsesrige lag, som giver anlægget sin egen særlige identitet, hvor pil indgår som et stærkt og visuelt virkemiddel i facadebearbejdning og materialevalg.

Den nænsomme restaurering respekterer tidens spor og den oprindelige bygningskultur og formidler konstruktionernes smukke og funktionelle enkelthed.

Villerup Hovedgaard er et helt igennem særegent og smukt eksempel på restaureringsarbejde – med vellykkede tilføjelser af nyt til gammelt.

Hjørring Kommunes Præmieringskomité har enstemmigt valgt at tildele følgende 2 projekter Hædrende omtale for god arkitektur:

  • Nyt sommerhus, Lønstrup

Arkitekter: Sofie Maj Andersen, Arkitekt Cand. Polyt. Arch og Jørgen Ussing, Arkitekt MAA MDD

Bygherre: Gitte Adamsen og Lasse Jensen

Et lille, gennemdesignet sommerhus, der med sine proportioner og materialer ydmygt tilpasser sig områdets historiske udstykning og den unikke beliggenhed på kanten af havet.

Sommerhuset demonstrerer, at selv med meget få kvadratmeter til rådighed kan der med omtanke og dygtighed skabes kvalitet og arkitektonisk oplevelse.

Sommerhuset er til stor inspiration for fremtidige bygningsomdannelser i det følsomme og bevaringsværdige sommerhusmiljø.

  • Klitpladsen, Løkken

Arkitekter: Skaarup Landskab, landskabsarkitekter maa mdl

Bygherre: Hjørring Kommune i samarbejde med borgere og foreninger i Løkken.

En velproportioneret og vellykket omdannelse, der skaber et nyt mødested for mennesker og forbindelser, og som på fin vis forener byens liv med havet og strandens mange indtryk.

Pladsens arkitektur og multifunktionelle anvendelse demonstrerer indlevelse i stedet, inviterer til ophold og aktiviteter, og spiller godt sammen med byens puls og sæsonernes skiften.

Med klitmotivet, rå detaljer og velvalgte materialer får pladsen sin særlige karakter og en fin visuel sammenhæng med Løkken Læmole og Torvet, der tilsammen danner en ny fortælling og sammenbindende signatur for Løkken.

Udover offentligheden er der til arrangementet specielt indbudt repræsentanter for de præmierede byggerier, arkitekter og bygherrer.

Præmieringskomitéen, der har udvalgt byggerierne, er sammensat således:

  • Arne Boelt, borgmester (formand)
  • Henrik Jørgensen, 2. viceborgmester
  • Laila Zielke, byrådsmedlem
  • Landskabsarkitekt Anne Dorthe Vestergaard, udpeget af Akademisk Arkitektforening
  • Arkitekt Christopher Riekehr, udpeget af Akademisk Arkitektforening
  • Sine Kildeberg, direktør for Vendsyssel Kunstmuseum
  • Søren Thirup, formand for Foreningen for By- og landskabskultur, Hjørring
  • Bettina Hedeby Madsen, konstitueret direktør for Teknik- og Miljøområdet

I forbindelse med arrangementet overrækker repræsentanter for Præmieringskomitéen en bronceplakette med kort begrundelse for præmieringen til bygherrerne til opsætning på de præmierede byggerier. Arkitekterne og bygherrerne modtager et diplom med begrundelse for præmiering eller hædrende omtale.

De præmierede projekter kan ses på kommunens hjemmeside i løbet af uge 40: Hjørring Kommunes Arkitekturpris

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments