De vildeste fugle er fløjet
og den sidste gæst er gået

Jeg spillede engang i et band, der hed Malurt, og vi gav koncert på Sysseltinget.

689
Foto: Mor

Det var faktisk lidt af en begravelse, men stemningen var høj og underholdningen helt i top, da Musikforeningen i morgen er det jul, Mor i Hjørring fredag aften på Vendelbohus afviklede foreningens sidste koncert.

Michael Falch solo på scenen i dette pragtfulde hus havde æren at lukke og slukke blandt andet med sin flotte sang, som overskriften linker til.

Michael Falch er en skat – en sangskat af højeste karat, og det har han været i rigtig mange år.

Lørdag var første gang, han optrådte solo i Hjørring, og han skamroste på det nærmeste spillestedet Vendelbohus, der har det der helt specielle, der giver en god koncertoplevelse endnu et løft – helt op under det smukke loft med de flotte lysekroner.

Efter koncerten fortsatte roserne fra musikeren, der havde en fed aften tæt på publikum, som kvitterede for masser af fællessang, stående bifald og meget sammenklappende hænder.

Michael Falch huskede – ved hjælp af arrangørernes søgen i arkiverne – sit første besøg i Hjørring, som vist nok er 38 år siden. Den 61-årige musiker forsøgte ganske vist at gøre sig lidt yngre ved at regne det ud til 28 år, men publikum havde vist lommeregner på telefonen.

-Jeg spillede engang i et band, der hed Malurt, og vi gav koncert på Sysseltinget. Siden har jeg været i Vendsyssel og Nordjylland mange gange, og måske skulle jeg flytte herop, jokede københavneren, der egentlig stammer fra Tønder. Han afslørede i øvrigt en vis forståelse og respekt for dialekten samt, at der mod nord gælder andre regler end mange steder…

Foto: Mor

Michael Falch rejser heldigvis fortsat med sin stærke stemme, store personlighed, flotte guitarer, et vaklende klaver og så en nærmest endeløs stribe af flotte sange og energifyldte rock-numre med hjertevarme fortællinger om kærlighed, forhold, bekymringer, et hårdt liv on the road og i byen omtrent som i hans filmrolle som journalist-detektiven, der dukkede op ud af mørket.

Første sæt i et næsten fyldt Vendelbohus var godt omend nogle af sangene kørte lidt for meget i samme spor, men op til pausen fik den lige en ekstra skrue. Andet sæt var suverænt godt, og Michael Falch understregede, at han ene mand formår at lyde som et helt band. Alene stemmen gør jo ud fra flere instrumenter. Stærkt.

Også da en kvindelig fan blev hevet op og spillede med på mundharpe, som Michael Falch mestrer til mange stjerner. Som andre stjerner gør det; Dylan, Bruce og Krebs.

Energibundtet har netop – blandt andet i kulturhuset i Sæsing ved Toes – afsluttet sidste turne i duoen med Poul Krebs, og rejser nu rundt solo og vender stærkt tilbage til sommerens festivaler og koncerter med sit band. Han er blandt andet til Bålhøj Festival i Østervrå.

Falchen svæver fortsat så smukt, så smukt og tak for det. Mange tak.

Musikforeningen i morgen er det jul, Mor, har gennem mange år stået for mange koncerter på Vendelbohus og specielt de seneste par år for næsten udsolgte huse hver gang.

-Det blev en helt igennem forrygende og uforglemmelig aften med Michael Falch, siger formanden for Mor, Søren Jensen.

De øvrige i bestyrelsen er Karl Kirkedal, Jørgen Larsen og Kurt Simonsen.

Foreningen har ikke booket flere kunstnere, da foreningen er led og ked af, at Hjørring Kommune ikke kan melde ud, om Vendelbohus overlever eller skal rives ned.

Derfor indstiller musikforeningen med det sjove navn aktiviteterne og lader dog en lille dør stå åben for igen at tænde for anlægget.

Mor’s formand Søren Jensen: – En forrygende aften.

Indtil da en stor tak for sangen. Mange tak.

Efterskrift i tone og ord:
Michael Falchs nye album “Pludselig alting samtidig” får masser af roser i pressen og blandt andet fem hjerter i Politiken med disse ord: “Voldsomt velsyngende – Michael Falch har skabt et heltstøbt album” – andre skriver “Hans bedste sange i mange år”.

Michael Falch har også skrevet en del bøger og er aktuel med “Til grænsen”, som er ungdomserindringer udgivet på Gyldendal.

Krtisteligt Dagblad skrev tilføjet fem stjerner: “Medrivende og hjerteskærende læsning”.

Weekendavisen skrev: “En æstetisk nydelse at læse. Et velskrevet bidrag til forståelse af, hvem vi egentlig er herhjemme”.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments