
Til årets vinterbaderevent i Hirtshals den 13. og 14. februar er deltagerne sikre på at få varmen igen efter en tur i det kolde Vesterhav. Arrangørerne har til lejligheden lejet et vildmarksbad og en mobil sauna, som stilles op ved Husmoderstranden, hvor eventen foregår.
Det er 3. år at Hirtshals Turistforening og den lokale vinterbaderklub ”De Kolde Piger og Drenge” inviterer vinterbaderklubber fra hele landet til vinterbaderevent i Hirtshals. Kun deltagerne ved eventen får lov at komme i den varme sauna og det varme vildmarksbad som ”præmie” efter en kold dukkert. Alle er velkomne til at deltage, og skal man tro de erfarne vinterbadere, får man sig nok ny passion med i prisen.
Igen i år laver man en ”speciel edition” vinterbaderbjesk i samarbejde med Hirtshals Museum samt tilbyder et bjeskforedrag på museet søndag formiddag. Bjeskfremstilling har jo en lang tradition i Hirtshals og ”De Kolde Piger og Drenge” nyder da også gerne en lille bjesk efter badet i weekenderne, – derfor er bjesk foredraget et fast element på programmet.
Lørdag aften er der lagt op til hygge og samvær på Danhostel Hirtshals, hvor deltagerne skal nyde en stor, hjemmelavet fiskebuffet ”á la Hirtshals”. Af hensyn til forplejning er der tilmeldingsfrist den 27. januar til Hirtshals Turistbureau på mail [email protected] eller telefon 9894 2220, hvor man også kan få yderligere oplysninger om eventen.
Vel mødt i Hirtshals.