Vilde i varmen og isglade Havstrygere

Det Blå Ishus vil i sagens natur på lørdag igen tage godt imod de friske deltagere fra Løbeklubben Havstrygerne.

23

Hvem vil med til Tversted efter en is ved Det Blå Ishus på lørdag, hvor vejret ser ud til at blive fantastisk, skrev Karl Erik Kiel Riisager mandag den 7. juli i gruppen for Løbeklubben Havstrygerne på Facebook.

Dengang kunne nogen måske have haft dem mistænkt for bare at være blevet vilde i varmen, men nu ser det ud til, at de gode løbere gentager succesen. I hvert fald har Dorthe Løth Ovesen meldt ud, at der efter planen foreløbig er afgang lørdag den 30. august kl. 11.00 fra Hirtshals Idrætscenter.

I skrivende stund ser det ud til, at henved en halv snes medlemmer har meldt sig til den friske tur. Jette fra Det Blå Ishus har da også meldt tilbage til Havstrygerne, at de vil blive vel modtaget i Tversted.

Ovenfor ses i øvrigt de fleste af deltagerne fra turen i begyndelsen af juli måned. Alle ser da også ud til at være svært godt tilfredse med turens gode gulerod i form af en gedigen isvaffel fra Det Blå Ishus.

FlaskePosten vil nødig dryppe malurt i bægeret eller for den sags skyld i vaflen, men vejrudsigten ser desværre ikke helt så lovende ud denne gang. Heldigvis kan den endnu nå at ændre sig i positiv retning.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments