
Hvad har en Julemand brug for at vide, hvis han skal blive endnu bedre? Som FlaskePostens læsere muligvis har erfaret tidligere, så er vores lokale julemand, Jakob Gislund, taget afsted på Santa School (Julemandsskole) i Michigan i USA.
Første dag var der forskellige ting på programmet. Allerførst blev de 210 julemænd, der deltog i dette års Julemandsskole, præsenteret for historien om Julemanden. Dette skete af selveste Sct. Nicolaus, som anses for at være verdens første julemand. Her blev der også fortalt om meningen med Julemanden.
Julemanden blev naturligvis fragtet i skolebus til til Julemandsskolen.
Derpå skulle salen drøfte, hvad man forstod ved Nordpolen og Julemandens værksted. Her blev Jakob Gislund kaldt på scenen for at præsentere Danmarks svar på Julemandens værksted. En julemand skal også kunne bruge sin stemme korrekt, så stemmen ikke slides op, før sæsonen er ovre. Så alle fik et kursus heri.

Julemandens teint og makeup skal være perfekt.
Herpå skulle alle til kursus i brug af make-up. Så Julemanden ved nu, hvad en god foundation og en rouge kan gøre ved udseendet. Faktisk bruger han en ferskenfarve som rouge. Det giver den rette effekt. Og det tager kun to til tre minutter at lægge en flot make-up, skulle vi hilse vores kvindelige læsere at sige.
Dagens sidste indslag gik på at gå gennem byens gader i et mindre optog, mens der blev sunget julesange. Herpå sluttede den første af tre dage efter 11 timers program kun afbrudt af spisepauser.
Link til første artikel: Lokal julemand på videreuddannelse























































