Vigtige punkter er blevet diskuteret hos Ældrerådet i Hjørring Kommune

På Ældrerådets møde i december havde man bedt om et overblik over satspuljer, bloktilskud og fordelingsnøgle til ældre. Emnet er problematisk, vanskeligt at forklare og særdeles svært at forstå.

337

For Ældrerådet drejer det sig med hensyn til satspuljer, bloktilskud og fordelingsnøgle om at sikre, at midler som Folketing og Regering tildeler kommunerne, og som er øremærket til  seniorerne, også kommer i den rigtige kasse. Ikke nogen let opgave.

På et ekstraordinært møde 27. november, skulle Ældrerådet høres om anvendelse af et beløb på 3 mio. til plejecentrene i kommunens budget for 2019-2022. Fra forvaltningen var der udarbejdet 3 forslag til anvendelse af beløbet:

  1. 2 nattevagter på alle ældrecentre.
  2. Rummeligt klippekort til alle ældrecentre samt 2 botilbud.
  3. En kombination af nattevagt og klippekort.

– Klippekort er, efter Ældrerådets mening, en udmærket ordning som man udfaser i mange kommuner. Klippekortet kan anvendes til hjælp og goder som nogle ældre ellers må undvære. Måske lidt dårligt markedsført overfor brugerne, noterer Arne Brix fra Ældrerådet.

– I november og december har Ældrerådet brugt megen tid på at besøge alle kommunens 14 plejehjem. Det er vigtige besøg for ved selvsyn at opleve plejehjemslederne og personalets meninger og erfaringer, lyder det videre fra Arne Brix.

– Nogle af vore plejehjem har kun 1 nattevagt, så det var relevant at høre om dette. Ældrerådet erfarede, at man ikke mente dette var et problem, blandt andet fordi der i visse tilfælde var adgang til at tilkalde en hjemmehjælper med nattevagt, uddyber medlemmet af Ældrerådet.

Ud fra de indhøstede erfaringer valgte Ældrerådet i deres høringssvar det 3. forslag. Man vil gerne bibeholde klippekortene og tror på, at hjælp fra endnu en nattevagt fra hjemmeplejen er den bedste løsning.

– Desværre besluttede SÆH-udvalget sig for at indstille forslag 1 til byrådet, noget vi i Ældrerådet naturligvis er skuffet over, slutter Arne Brix.

Den endelige afgørelse sker på Byrådets møde 19. december.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments