Af Victoria Skipper Petersen
For en gangs skyld var det mig, der vågnede tidligt tirsdag morgen. Vi spiste morgenbuffet, mens jeg tænkte på dagen før.
Da vi sejlede fra Færøerne, havde Henrik Hammer inviteret os op på broen, hvor han tog venligt imod os og bød på kaffe og frugt.
Det var fantastisk at se Thorshavn forsvinde bag os, mens vi sejlede op mod de nordlige øer, hvor vi skulle igennem en fjord for igen at komme ud på Nordatlanten.
Året før havde Henrik Hammer også inviteret os herop, da vi anløb Seydisfjördur, hvor vi nu ligger i Island. På broen var der dengang ud over kaptajnen også en styrmand og en, der åbenbart skulle sidde med en kikkert og holde øje.
”Det er noget helt specielt at sejle ind i den her fjord, hvor så mange andre har sejlet før os igennem de sidste mere end 1000 år,” fortalte kaptajnen.
Seydisfjördur er dyb og lang. De allierede brugte den som base for deres krigsskibe under Anden Verdenskrig, havde far for længst fortalt mig. Der var også blevet sænket mindst et stort skib i fjorden, som dykkere valfarter til om sommeren.
Efter morgenmaden gik vi ombord i en bus, der kørte os op over et fjeldpas i 650 meters højde og ned igen til byen Egilsstadir. Byen servicerer alle gårdene og bygderne i det østlige Island. Der ligger blandt andet et økologisk mejeri og skoler.
Derfra gik turen til Myvatn, som er en 37 kvadratkilometer stor sø, hvor der er masser af fisk. Det er bare temmelig dyrt at fiske der. Guiden fortalte, at det koster omkring 7.500 kr. at kaste snøren i vandet. Vel at mærke for én dag. Laksene må da være af guld, sagde far forbavset.
Tæt ved Myvatn er der rigtig meget vulkansk aktivitet. Derfor fik vi også mulighed for at bade i en varm pool tæt ved de kilder, der sender damp og svovlduft højt op i vejret. Det var simpelthen bare super fedt.
Landskabet på den lange bustur var meget varieret og præget af al den vulkanske aktivitet. Der var store områder med størknet lava som en ørken, der mest af alt lignede månelandskaber. Derfor blev landskabet også ofte brugt til filmoptagelser. Senest havde Tom Cruise været der for at optage scener til Oblivion.
Busturen frem og tilbage bragte os op i 1300 meters højde med udsigt til det højeste fjeld på Island, der ikke er dækket af gletschere. Det er 1800 meter højt.
På vej tilbage havde vi en pragtfuld udsigt fra passet ned mod byen i bunden af fjorden og Norröna. Det var blevet mørkt, men vi kunne tydeligt se lysene langt nede under os.
Jeg tænkte på min bedstefars kæreste Ólavia, som er vokset op i Seydifjördur. Midt i en pragtfuld natur, men meget af tiden også isoleret fra omverdenen.
I dag er det allerede blevet onsdag, som vi har valgt at tilbringe i Seydisfjördur. I aften siger vi derfor farvel, men bestemt også på gensyn til Island.
Disse ord bliver for resten skrevet og sendt fra turistbureauet. Her er netforbindelsen langt bedre end ombord. Derfor får I også lidt flere billeder.
