Af Victoria Skipper Petersen
Torsdag morgen sov vi lidt længere end de forudgående dage.
Vi nåede lige akkurat op til morgenmaden, hvorefter vi daskede tilbage i kahytten for at slappe af og læse.
Midt på eftermiddagen gik jeg sammen med mor og far op på øverste dæk for at se indsejlingen til Færøerne.
Det var blæst lidt op, men ikke noget, der kunne genere os fra fiskerbyen Hirtshals. Brændingen mod de stejle nordvestvendte klipper var fascinerende.
Ankommet til Thorshavn for anden gang på cruiset gik mor og jeg op til indkøbscentret SMS. Far valgt at gå på biblioteket for at få en hurtig internetadgang, så han kunne sende et interview med kaptajn Henrik Hammer til FlaskePosten.
Da vi ikke i år skulle på nogen udflugt, vil jeg her fortælle om sidste års tur, idet jeg igen griber til min dagbog. Dengang tog vi nemlig på den planlagte udflugt til Gásadalur.
Det var en uforglemmelig bustur ud til den lille bygd. Vi gjorde holdt flere gange med mulighed for at fotografere.
Guiden fortalte undervejs, at der i mange år havde været faldende indbyggertal. Før tunnellen blev bygget, var det nede på syv, men efter byggeriet var det nu oppe på en snes.
”Se den hund der,” sagde mor pludselig, da vi kørte ind i Gásadalur.
Der var rigtig nok en hund, som så ud til at have ventet på at modtage os, idet den nu løb ved siden af bussen. Da vi holdt stille, satte den sig foran døren til bussen og logrede med halen.
”Den følger simpelthen alle biler ind og ud af byen,” sagde guiden med et grin.
Udenfor bussen bukkede jeg mig ned og kælede for hunden, som kvitterede med et slik i ansigtet. Den var rigtig sød og fulgte efter os rundt i byen, hvor husene var utroligt charmerende, men også lå klemt sammen, som om de på den måde bedre kunne beskytte sig imod vind og vejr.
”Nej, prøv lige og se derhenne,” sagde far og pegede på en mand, der var i gang med at slagte får.
”Her er man vist vant til at klare det meste selv,” smilede mor og gav drillende far en albue i siden.
Ikke langt fra manden, der var i gang med at slagte, snakkede vi med en ældre kone, der var ved at vaske. Hun forklarede på dansk, men med tydelig færøsk accent, at den friske vind gjorde det nemt og gratis at få tørret tøjet fra storvasken hurtigt og uden tørretumbler.
”Sikke en klog og sparsommelig kone,” sagde far og daskede nu kærligt mor på skulderen, da vi var gået videre.
På vej tilbage til Thorshavn gjorde vi holdt ved lufthavnen på Vagar. Guiden fortalte allerede i bussen, at man skulle i gang med en større udvidelse af lufthavnen, fordi øerne i disse år modtager flere og flere turister.
”Det skyldes ikke mindst, at Færøerne i år af National Geographic er blevet kåret til den bedste destination blandt alle verdens øer,” fortalte guiden med forståelig stolthed i stemmen.
Efter at have besøgt lufthavens fine butik, hvor mor igen købte garn, kørte vi tilbage mod Thorshavn. Hele vejen sad jeg og glædede mig til om aftenen, hvor vi havde købt en times ophold i en af skibets udvendige Hot Tubs på dæk 7.
Det samme havde vi i år og var i den i går aftes. Efter aftensmaden gik vi derfor iført badekåber op til det dampende varme bad. Tænderklaprende og med røde næser krøb vi op i vandet og nød det i fulde drag.
Det var næsten endnu federe end de varme kilder på Island. Her kunne vi ligge kun med øjne og ører ovenvande og kigge ud på lysene i Thorshavn og lidt senere i mørket over Nordatlanten.
”Wauw, hvor er det vidunderligt,” sukkede mor, mens far lagde armene om hende og mig.
Efter den oplevelse var det ekstra rart at kunne krybe til køjs.
Til en dyb og vist nok drømmeløs søvn.
