Der blev forleden afholdt møde i Bådehuset ved Tversted Strand med deltagelse af blandt andre Venstres Byrådsgruppe i Hjørring Kommune, hvor 6 ud af i alt 7 medlemmer, som var Henrik Jørgensen, Søren Smalbro, Svenning Christensen, Lone Olsen, Jørgen Christensen og Bjarne Mølgaard fra Venstre mødte op. Alle interesserede fra lokalområdet var velkomne. Mødets Tema var: Hvad sker der på den politiske front som påvirker os i Tversted, Uggerby, Tuen og Bindslev området.
Inden mødet startede op, bød Bjærgelaugets formand Erik Toustrup velkommen, og der blev budt en bjesk rundt før sejlturen. Der var nemlig planlagt en rotur med Bjærgelaugets Fladbåd.
Erik Toustrup fortalte først lidt historie omkring Fladbåden, som stammer helt tilbage fra 1911 og dengang kostede 400 kr. at lave hos Skibsbygger Ovesen i Skagen (nu Carstensens Skibsværft).
Båden blev dengang brugt til bjærgning af gods ved skudehandel på kysten samt bjærgning/redningsbåd i forbindelse med strandinger. I dag er Fladbåden en central del af en række arrangementer i Tversted.
Sejlturen gik fint, idet mødets referent Jan Jensen var blevet bedt om at deltage og tage nogle billeder fra sejladsen. Det blev en blandet forsamling ombord, for de 6 byrådsmedlemmer blev en del af den samlede besætning, som normalt består af 20 mand + en Styrmand og en ”Øser”.
Styrmanden var et lokalt medlem på ”udrejsen”, mens viceborgmester Henrik Jørgensen var Styrmand på ”hjemrejsen”. Alle besætningsmedlemmerne passede deres arbejde, men det syntes som om, at ”Øseren” slappede lidt rigeligt af, for fotografen stod i vand til op over sandalerne en stor del af tiden. Viceborgmesteren faldt dog godt ind i rollen som styrmand og klarede det ganske udmærket og helt uden påtaler.
Afholdelse af møde
Efter landgang blev mødet afholdt som et åbent møde uden egentlig dagsorden fremlagt, hvorfor viceborgmester Henrik Jørgensen relativt hurtigt spurgte ud i forsamlingen: Er der nogen spørgsmål ? Spørgsmålene kom naturligt ind i blandet orden:
1. Hvordan ser fremtiden ud med hensyn til lukning af Plejehjem? Svar fra Byrådsgruppen: Det handler om økonomi og såfremt resultatet bliver, at der lukkes plejehjem i Tversted, Bindslev og Tornby, og kommer der til at mangle plejehjem om 10-15 år bygges der ikke nye i de nævnte byer, men det vil blive i Hjørring. Venstre vil arbejde for, at dette ikke skete, for det ville være vildt at lukke plejehjem og så senere bygge nye. Samtidig vil det heller ikke påvirke sammenhængskraften og livskvaliteten positivt i de små samfund, at man lukker de lokale plejehjem.
2. Hvordan ser næste års budget ud hvor meget skal der spares? Svar fra Byrådsgruppen: En ca. 45 millioner, men det er jo et spørgsmål om at omfordele og i et samlet budget på 4 milliarder kan man altid finde 45 millioner.
3. Spørgsmål vedr. de offentlige sanitære forhold i Tversted kom på banen. Erik Toustrup inviterede Teknik og Miljø Formanden på en inspektionsrunde på det offentlige toilet, som ligger ved siden af bådhuset og benyttes af bla. de besøgende på Tversted strand! Svar fra Søren Smalbro: Vi gør hvad vi kan, og vi er udmærket klar over, at der er et problem, og der er øremærket en pose penge på 900.000 kr. bla. til forbedring af forholdene. Tversted er den 5. mest besøgte by nord for Aalborg.
4. Spørgsmål fra repræsentant fra Tannishus vedr. etablering af nyt byggeri på den matrikel, hvor der i sin tid lå et Tehus (grundstykket imellem det første ishus og det andet ishus. Nu er der forlydender om, at der skal bygges faciliteter med overnatning? Svar fra Søren Smalbro: Dette er ikke korrekt, der er ikke givet tilladelse til byggeri med overnatning. Såfremt der kommer en ansøgning med et oplæg om et byggeri, der kan passes ind i det eksisterende miljø og arkitektonisk ikke ødelægger naturen, så vil Hjørring Kommune ikke være afvisende. Men det bliver ikke et byggeri med lejligheder eller andet til overnatning.
5. Spørgsmål vedr. dårlige veje i Tversted? Søren Smalbro svarede med et glimt i øjet: Indenfor de sidste 2 år har Hjørring Kommune fået ny belægning på 20% vejene, men vi får ”skældud” for de 80 %.
6. Spørgsmål vedr. takstpriser for vand og spildevand fra Hjørring Vandselskab A/S, som sammenlignet med f.eks. Jammerbugt Forsyning A/S er væsentlig dyrere. Her er der en forskel i gældende takstpriser på 48% (2018 priser) Hvorfor denne store forskel? Svar fra Søren Smalbro: Når man ikke lige har tallene, er det svært at svare på, men man var velkommen til at rette henvendelse til Teknik og Miljø.
7. Spørgsmål vedr. regnskabet for 2017 Hjørring Vandselskab A/S. Her er der udsat skat på 620 millioner kr. Pt. er der en retssag kørende med SKAT. Hvis denne tabes i Højesteret, skal borgerne så til lommerne med deraf endnu dyrere omkostninger på vandregningen? Svar fra Henrik Jørgensen: Hjørring Vandselskab A/S har taget højde for denne situation.
8. Spørgsmål vedr. Hjørring Vandselskabs belåning ifølge regnskabet tilsyneladende ikke er omprioriteret, da renterne er 3% og 4,83%. I alt er der lån for 102.000.000 kr.! Det er mange millioner, der her smides væk, som borgerne skal betale. Svar fra Henrik Jørgensen: Vi må kigge på tallene, vi har dem ikke her!
9. Spørgsmål fra ny borger i Tversted. Vedkommende en dame var meget tydelig i sin fremlægning og gik hårdt på Viceborgmesteren: Hvis Tversted vil noget i fremtiden, skal dem der bestemmer, se at komme i gang og få noget gjort ved byen mht. forskønnelse! Hun efterlyste en ”LÆKKER EFFEKT”, og ja hun har ret, man får ikke en ”aha oplevelse” eller lækkeroplevelse ved at køre igennem Tversted – vejen ser jævnt kedelig ud. Svar fra Søren Smalbro: Han nævnte at Løkken/Lønstrup har en gruppe, som udarbejder og fremlægger forslag til hvordan, de gerne vil have, at byen skal se ud. Dette kunne man også gøre i Tversted. Men ideer og arbejdet går lidt i stå, når vejen skal graves op, og der skal laves nye kloakker.
10. Jan Jensen (undertegnede) fremførte, at der mangler noget ”ping pong” med kommunen om de aktiviteter, der skal ske om få år, når hele byen skal graves op, og at det ville være godt med et samarbejde med kommunen qua en gruppe fra Tversted, som kunne fremlægge for kommunen, hvad vi gerne vil, men også på økonomisiden – hvad koster det? Hvad betaler kommunen? Hvad skal vi selv betale osv. Hvordan skal arbejdet foregå? Hvad med fjernvarmen? Nu erfarer jeg så via Elsebeth Madvig, at der foreligger et brev fra Hjørring Kommune om samme emne. Jeg har ikke fået dette brev i min E-Box ej heller min kone?? Hvad er der sket?
Afslutning
Det er meget positivt, at vore politikere fra Venstre møder op til diskussion med borgerne og bruger deres fritid på at svare på de spørgsmål, vi måtte have ”face to face”. Det er immervæk nemmere at tale sammen senere, når man har set ansigterne og haft en god snak – tak for dette. Processen vi skal have i gang om få år vil jeg gerne deltage i sammen med andre i Tversted, så vi kan få et konstruktivt samarbejde op at stå med Hjørring Kommune. Oplægget i ovenstående brev er meget positivt -har bare ikke modtaget det – desværre før dags dato.
Det billedmateriale som er vedlagt i brevet ser meget interessant ud. Hvis vi kunne få en vej ned igennem Tversted med træer og buske og få fjernet alle de uskønne bump, som ødelægger vore huse og i stedet få skabt et indbydende miljø, ja så ville vi få en ”LÆKKER EFFEKT”, som vi der bor her kunne glædes over hver dag, og vore gæster ville sige WAUV!!!!
Ingen ville køre stærkt igennem byen men ville bare nyde at køre langsomt igennem byen og nyde den skønne by Tversted! Som gratis sidegevinst kunne vi fjerne alle de skilte vi har som ingen kigger på alligevel!
Referent: Jan Jensen, Tannisbugtvej 107, Tversted.
Foto: Jan Jensen.