Venstre stiller spørgsmål til ministeren om kameraovervågning

Venstres fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen stiller en række spørgsmål til fiskeriministeren angående kameraovervågning af fiskerne i Danmark.

903
Fiskeriminister Mogens Jensen (S). Foto (arkiv): TV2 Nord.

Det er ikke kun fiskerne, som er kritiske over for fiskeriminister Mogens Jensens planer om kameraovervågning i Kattegat.

Til medlemsmødet i Aalborg sidste fredag var både Venstre og Det Konservative Folkeparti forundrede – og efter alt at dømme er der fortsat ikke helt politisk ro om sagen. Venstres fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen har rejst en række spørgsmål til ministeren.

Torsten Schack Pedersen fra Venstre.
Spørgsmålene lyder…

Vil ministeren redegøre for, hvilke andre initiativer end kamera der vil kunne tages i anvendelse for at sikre et forsat fiskeri på bifangstkvoten for torsk i Kattegat?

Vil ministeren arbejde for fleksible undtagelser for landingsforpligtelsen for fartøjer, der skal anvende kamera i forbindelse med fiskeri?

Hvordan vil ministeren sikre, at der sikres lige vilkår for fiskeriet i EU, når Danmark går enegang med kamerakontrol?

Mener ministeren, at kameraovervågning er den eneste model, som kan sikre et forsat fiskeri på bifangstkvoten for torsk i Kattegat, eller vil danske fiskere, der anvender de af EU anviste selektive redskaber, være fritaget for at anvende kamera, og ikke kun i forhold til et dansk forsøg, men også i forhold til EU-regler?

Vil ministeren arbejde for frit redskabsvalg for fartøjer, der skal anvende kamera i forbindelse med fiskeri?

Vil ministeren arbejde for, at det bliver muligt at sælge fisk under mindstemålet til konsum for fartøjer, der skal anvende kamera i forbindelse med fiskeri?

Når ministeren vil indføre kamerakontrol, vil ministeren så arbejde for, at danske fiskere fritages fra andre kontrolbestemmelser?

Gør det indtryk på ministeren, at dansk fiskeri i så stort omfang er imod kamerakontrol ombord på danske fartøjer?

Vil ministeren bekræfte, at mandatet fra Folketingets Europaudvalg den 13. december 2019 til det efterfølgende Rådsmøde om fiskerikvoter ikke eksplicit nævnte kameraovervågning, men elektronisk monitorering, og at elektronisk monitorering kan være andre løsninger end den kameraovervågning, som ministeren har foreslået?

Fiskeri Tidende følger selvfølgelig op, når der er svar.

Ej mandat bare til kamera

Som sagt, var Torsten Schack Pedersen også med til medlemsmødet, hvor han påpegede, at de i Venstre har givet mandag til elektronisk monitorering – og ikke blot kamera.

– Ministeren strækker tolkningen af det mandat lige bredt nok!

– Det er en bredere mulighed end bare kamera. Derfor gav vi mandatet. Det gav mulighed for at indlede en dialog med erhvervet om andre muligheder end blot kamera, sagde ordføreren, som godt forstår fiskernes frustration.

I Venstre har de selv været med til at forsøge sig med kamera i fiskeriet. Det løber han ikke fra, men understreger, at det var frivilligt og med en fordel til dem, som gik med.

Kilde: FiskeriTidende.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments