
Det er lykkedes at få arrangeret et møde med undervisningsminister Ellen Trane Nørby på Poulstrup Friskole og Børnehus, hvor også skatteminister Karsten Lauritzen deltager, oplyser Flemming Horsfeldt, som er lokalformand for Venstre i Hirtshals.
– Jeg glæder mig især til at komme helt tæt på miljøet omkring en af Hjørring Kommunes nyetablerede friskoler og til at få indblik i de erfaringer, folkene bag skolen har haft med oprettelsen. I Venstre stemte vi ikke for flertalsgruppens forslag om at lukke skolerne i Poulstrup, Hundelev, Astrup og Tversted, fortæller Henrik Jørgensen, som er 2. viceborgmester fra Venstre i Hjørring Kommune.
– Jeg bakker i den grad både op om vores kommunale skoler og om privat- og friskolerne, og det er en stor glæde, at Ellen Trane Nørby og Karsten Lauritzen lægger vejen forbi os i Hjørring Kommune, lyder det afslutningsvis fra Henrik Jørgensen.
Besøget finder sted mandag den 25. april i tidsrummet fra kl. 8.45 til 10.00.