Venstre vil have Elsebeth Madvig fra Tversted i Hjørring Byråd

Den erfarne Kjeld Larsen fortæller her om valget af Elsebeth Madvig til Venstres byrådskandidat for området omkring Tversted, Uggerby og Bindslev.

80

Tversted-Uggerby Venstre har i forbindelse med den årlige generalforsamling afholdt opstillingsmøde til byrådsvalget den 21. november, hvor valget enstemmigt faldt på foreningens formand Elsebeth Madvig, som ovenfor ses til Hjørring Dyrskue i selskab med borgmesterkandidat Henrik Jørgensen.

– Elsebeth bor med sin familie lige midt i Tversted, hvor hun er blevet et særdeles kendt ansigt. Men også i Bindslev kender man hende rigtig godt, idet hun er opvokset der. Hun er kendt for gode karakteregenskaber som engagement, ildhu og gå på mod, fortæller Kjeld Larsen til FlaskePosten.

– Når hun først har bidt sig fast i en sag, ja, så sker der noget. Elsebeth møder man også i forbindelse med det kirkelige arbejde, idet hun på anden periode er formand for Tversted-Uggerby Menighedsråd. Med stor udholdenhed har hun fået sat gang i de mange kontakter, der nu er kirke og menighed imellem, tilføjer Kjeld Larsen, der selv har været medlem blandt andet af byrådet i den gamle Hirtshals Kommune.

– Tversted-Uggerby Venstre kan glæde sig over, at Elsebeth har sagt ja tak til at være byrådskandidat. Nu gælder det så om at give hende den bedst mulige opbakning frem mod valget til november. Hele Tversted-Bindslev området har brug for en seriøs repræsentation i Hjørring Byråd, slutter Kjeld Larsen.


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
jens holm
7 år siden

Artiklen ligner meget det samme. Klart man ikke kan samle stemmer, hvis man ikke har nogen politik. Samme sag med ham turistføreren.

Nu er det så lykkedes at konsolidere kommunen i en mix af gamle dage og SID. Hura, hurra, hurra.