At der bor et ualmindeligt kreativt menneske det pågældende sted, får man et klart indtryk af allerede, når man kører forbi adressen Gl. Landevej 21 i Tornby.
Haven er nemlig i sig selv et fornemt udtryk for en veludviklet evne til at få noget stort og fascinerende smukt ud af noget i udgangspunktet relativt småt.
Der er nemlig ikke overvældende mange kvadratmeter, men der er et væld af interessante og til tider skæve påfund, som får indretningen til i den grad at gøre indtryk.
Her er små skulpturer samt træer og planter beskåret med et japansk tilsnit, men også et espalier med humle, som om sommerende lukker sig til et grønt hus. Små huse er der desuden flere af i den lille have, hvoraf et bruges som lager med materialer indsamlet på stranden.
– Vores drivhus er meget sigende blevet til et driverhus, hvor vi nyder at sidde og drikke te i det tidlige forår eller om efteråret, når temperaturen udenfor endnu er for kold, fortæller en smilende Karen Riis, som blandt andet har været underviser ved Hjørring Seminarium.
Før turen rundt i den fascinerende have har vi taget en tour de force igennem en lang række af de smykker og små skulpturer, som af messing, kobber, perler, drivtømmer, strandsten eller mere ædle metaller som det foretrukne og eksklusivt legerede Sterlingsølv bliver skabt af Karen Riis.
Det lille værksted, hvor hun kreerer de af størrelse små, men udtryksfulde kunstværker, som enten kan være de nævnte smykker eller små strandengle af drivtømmer og sten, er et gammelt udhus med vinkler så skæve, at det har krævet en særdeles dygtig håndværker at få skabt så smukt et rum, som tilfældet nu er blevet.
Undervejs får designeren fortalt en lille historie om snart sagt hvert eneste værk, fordi de både i materialevalg og udtryk er helt unikke. Hvad enten det er ringe til ører eller fingre eller de skulpturer, der er skabt af små og større træstykker fundet langs kysten ved Vesterhavet.
– På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg vil lave noget om og med tid, fordi den faktor spiller så stor en rolle i alles fortravlede og stressede liv, forklarer designeren og peger på en lille skulptur med viseren fra et ur.
Blandt de mere sjove påfund i det kreative værksted er en ko og en høne af stof. Umiddelbart var det svært at se, hvad de to kræ kunne andet end at pynte, men rent faktisk er der tale om, at der kan proppes en vinpose fra de populære tre liters bokse op i dyrene. Koen og hønen er skabt af den kreative syerske Belinda Bodilsen. Gæsteudstillere er der nemlig også ind imellem plads til i det lille værksted.
Ude i et af havens små huse har hun derfor ikke bare strandingsgods, men også en stabel ure af ældre dato, som nu skal levere dele til fremtidige skulpturer eller opstillinger.
Karen Riis Design har åbent Skærtorsdag, Langfredag og Påskelørdag fra kl. 12.00 til 16.00.
Facebook: Karen Riis Design
Hjemmeside: Karen Riis Design