Vendsyssel Teater er gjort til en hellig ko

Selvfølgelig må vi som borgere have en holdning til en kulturinstitution som oppebærer i størrelsesorden 20 procent af det samlede kulturbudget.

1979

Af Karl Kirkedal

Årsregnskabet er nu kommet for Vendsyssel Teater og den opadgående kurve for driftsunderskud fortsættes ufortrødent. Artikel herom blev bragt på Kulturforeningens hjemmeside – hurtigt fulgt op at spørgsmål om hvorfor – og en kommentar om, at det næppe var sket såfremt teatret havde overskud eller var gået i nul.

Det ville have været rart for alle om, der havde været overskud på Vendsyssel Teater – det synes overlevelsesmulighederne for andre kulturinstitutioner forringes ligefremt proportionalt med Vendsyssel Teaters manglende egenfinansiering af aktiviteterne i huset.

Der er en voldsom kløft imellem de bekymringer som byens borgere udtrykker og det der skrives i relation til fordelingen af kulturudgifterne i kommunen. Det synes tydeligt, at den politiske, forvaltningsmæssige og kulturelle elite er lykkes med, at gøre Vendsyssel Teater til en hellig ko, hvor det er helligbrøde, at udtale sig bekymret om denne institutions indflydelse på kulturens betingelser og udvikling i Hjørring
.
Det startede med ledende politikere som fandt, at Musikforeningens medlem i Kulturforeningens bestyrelse udtalte sig negativt i et omfang som ikke fremmede Vendelbohus´ sag. Set i bakspejlet burde Musikforeningen og andre foreninger nok have været mere aktive og pågående i samspillet med forvaltning og politikere.

Tilbageholdenhed har ikke tilgodeset ønsket om at bevare Vendelbohus som foreningsstyret kulturhus – tværtimod er alle foreningerne og de mange tusinde brugere overladt til tvivlsom fremtid.

Efterfølgende har bla Jørgen Bing søgt at dæmonisere kritikere af kommunens kulturpolitik ved beskrivelse af Kulturforeningens hjemmeside som arnested for had og mishagsytringer. Den demokratiske diskussion i Hjørring synes efterhånden at køre efter samme metodik som præsteskabets behandling af Salman Rusdie – her er det blot ikke koranen, der er den hellige ko, men den kommunale kulturpolitik, herunder Vendsyssel Teater.

Man må forvente, at der snart kommer budgetforslag om genetablering af galgebakken i Hjørring Bjerge således kætterne på kulturområdet kan få deres bekomst.

Indtil det sker skal der dog opfordres til, at alle som har en holdning til kulturpolitikken begynder at ytre denne holdning offentligt. Selvfølgelig må vi som borgere have en holdning til en kulturinstitution som oppebærer i størrelsesorden 20 procent af det samlede kulturbudget. At denne institution kan akkumulere et stort millionunderskud på 5 – 6 millioner over halvandet år tyder på et ikke eksisterende kommunalt tilsyn – en bekymring som borgere selvsagt skal kunne lufte.

Det forhold, at Vendsyssel Teater, politisk, får lov til at opbygge et underskud på et millionbeløb som ville kunne sikre Vendelbohus´s drift i rigtig mange år er en direkte hån mod de aktiviteter og de foreninger som er hjemmehørende bla på Vendelbohus, men også i det øvrige foreningsliv som berøres af lukning og nedskæring – det bør påtales og kan ikke påtales ofte nok.

Måtte der være læsere som finder ovennævnte retorik anstødelig henvises til nedenstående, hvor samme budskab er udfærdiget som ufarlig forestilling på lille scene til søndag eftermiddag – enhver lighed med Martha er ikke tilsigtet.

MS Vendsyssel Teaters jomfrufærd.

Med vinden ind fra agten og alle klude sat stævner MS Vendsyssel Teater i havn efter 18 måneders jomfrurejse. Skibet føres af kaptajn Sennels overvåget af skibsreder Boelt og viceskibsreder Møller. Til skibets ledelse ses også den kulturkyndige Hr. Jørgensen som man, mod et mindre faretillæg, har fået placeret i udkiggen, hvor han skal sikre sejlads i smult vande. Forrest i stævnen ligger Bing og nynner ”The lights went out on Broadway” mens han lodder vanddybde og folkestemning.

Resten af besætningen, byrådet, er under dæk, hvor de betjener pumperne som kører i døgndrift. Enkelte er dog set ved skibets håndvask.

På kajen modtages skibets besætning af rederiets kommanditister som er voldsomt oprørte. Det viser sig, at rederiets nye fyrtårn har sejlet med kæmpe underskud. Allerede det første år måtte rederiet indskyde ekstraordinært kr. 2.251.813,- og skibet pådrog sig derudover et underskud på kr. 1.512.161 – et underskud som i år er vokset til kr. 1.990.000.

Kommanditisterne udtrykte mistillid til rederiets ledelse idet MS Vendsyssel Teater, der blev afleveret fra værft til en pris af ca 250 mio, udover sit tilskud fra rederiet på kr. 14.2 mio pr år samt det løse havde forbrugt kr. kr. 5.756.974 på jomfrurejsen. Det betyder et merforbrug på ca kr. 10.000 om dagen –det kan kun være sket fordi kuglerammen er blevet skyllet overbord !

Det faldt mange kommanditister for brystet, at rederiet nu var ved at udfase SS Vendelbohus fordi man ikke mente at have råd til begge skibe. SS Vendelbohus er det skib i flåden som har flest passagerer og som sejler til laveste driftsudgifter. Mange besætningsmedlemmer på SS Vendelbohus havde foreslået nye indtægter, der kunne bedre driften, men rederiets ledelse ville ikke høre efter.

Den kulturkyndige Jørgensen begrundede underskuddet med, at man ville føre sig frem og sejle flere sømil end nødvendigt var og skibsreder Boelt kundgjorde overfor kommanditisterne, at han mente der var ”flere haner at skrue på” således skibet kunne komme på rette kurs.

Umiddelbart kan frygtes, at hanerne er ligeså rustne som skibets beklædning. Nogle kommanditister fandt også, at det ville være vanskeligt at få flere passagerer når det øjensynligt ikke var nok med tilskud til billetterne på langt over 100 % og rederiet samtidig betalte for at få passagerene fragtet til skibet og hjem igen.

Fremtiden så sort ud for det lille rederi, hvor bestyrelsen nu var begyndt at lukke små kontorer i udkantsområderne og SS Vendelbohus var sat til salg – om flådens hæderkronede flagskib ender som flydende grillbar, bodega, bingohal eller om der bliver plads til de nuværende besætningsmedlemmer vides ikke. Det eneste som står klart er, at rederiets fyrtårn fortsat skal sejle med passagerer på første klasse på kommanditisternes regning.

5 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Jan Jensen
6 år siden

Hvad er det for nogle håndtag brandmanden snakker om. Var det ikke bedre og have brugt alle de penge på vores ældre.

Mikael Sams
6 år siden

Lad det teater sejle i sin egen sø, det har ikke bred folkelig opbakning ( Ca 20% bruger det), så sy kerne det og ingen vil savne det ?

Erik Biegel
6 år siden

Jeg synes rigtig godt om Vendelbohus hvor jeg arbejdede mange år som ung. Fantastisk gammelt teater med mange minder om koncerter og forestillinger. Men vores nye teater skal ikke ses i sammenhæng med Vendelbohus. Det nye teater er smukt visionært og et kæmpe gode for hele Hjørring Kommune. I lighed med Vendsyssel FF som sætter Hjørring på landkortet vil jeg gerne opfordre til at vi samles om disse fantastiske nye tiltag som bringer os ud over middelmådigheden og investerer i noget visionært. Så for mig ville det være fedt at kunne skaffe penge til Vendelbohus uden at række ned på nogen af de andre ting. Og hvis der ikke kan skaffes penge til Vendelbohus må vi glæde os over den tid der har været og rette vreden det rigtige sted hen….nemlig til Folketinget og regeringen som hellere vil skaffe rådighedsbeløb til skattelettelser og ikke ønsker en retfærdig udligning som i sidste ende vil resultere i denne slags afvejningen i kommuner som netop Hjørring. Opfordringen fra mig er: Ret vreden det rigtige sted hen og foren de gode kræfter fremfor at spilde dem på “intern splid”. Mvh. Erik Biegel

Karl Kirkedal
6 år siden
Reply to  Erik Biegel

Når Vendelbohus har knap 50000 brugere kan aktiviteterne næppe kaldes middelmådige med mindre elitært smagsdommeri skal være målestokken. Jeg er klar over, at Hjørring føler sig snydt i udligningsordningen – det ændrer dog ikke ved at vi bør bruge de godt 50 mio kulturkroner så de skaber glæde og aktivitet for flest mulige borgere. Så må det betyde mindre hvor mange stjerner vi får i et Københavnernlad.

Martin
6 år siden
Reply to  Erik Biegel

Det er vel sådan set meget vel at teatret er med til at bringe Hjørring ud over middelmådigheden. Men folk må indse at Hjørring er en mindre provinsby som egenlig ikke historisk har haft meget andet at byde på end det at være handelscentrum.
Hjørring kan ikke ret meget, nationalt set, som de ikke kan i stort set alle andre byer i landet.
Hjørring burde holde fast i de ting de er gode til og ikke forsøge at være alt muligt andet.