Vendsyssel FF smed sejren til sidst i bundkampen mod Vejle Boldklub

Lørdagens kamp i ALKA Superliga gav et blandet udbytte for Vendsyssel FF. Præstationen var god, men sejren glippede til sidst.

203
Vendsyssel FF er et skridt nærmere at forblive i Superligaen. Foto: Arkiv.

Hvis lørdagens Superliga-kamp kan tolkes som en forsmag på kampen for overlevelse, så ser det spillemæssigt ganske fornuftigt ud for landets nordligste Superliga-klub, Vendsyssel FF.

Hvis evnerne til at lukke en kamp er til vurdering, ser det til gengæld knap så lovende ud.

I bundkampen ude mod Vejle Boldklub formåede Vendsyssel med 1-1 at hente et enkelt point, men de sortklædte gæster var ganske få minutter fra at tage alle tre – og dermed lægge yderligere afstand ned til netop Vejle på rækkens sidsteplads.

Opondo på pletten

Kampens første chance gav også kampens første mål efter omkring ti minutters spil. Efter lidt klumpspil i og omkring Vejles felt, endte bolden hos Vendsyssels Moses Opondo, der med venstrefoden sikkert udplacerede Vejle-målmanden Pavol Bajza til 1-0.

Et par nærgående Vendsyssel-forsøg gav dog ikke yderligere udbytte, og da første halvleg blev afløst af den anden, var det med Vejle i rollen som det bold-dominerende hold.

Træner Jens Berthel Askous taktiske oplæg virkede dog efter hensigten – Vendsyssel havde generelt styr på hjemmeholdets offensiv.

Med tyve minutter tilbage trak de tunge og regnfyldte skyer ind over Vejles fodboldstadion – nærmest som en bestilt symbolik på det rødklædte hjemmeholds situation i bunden af landets bedste fodboldrække.

Tungt Vejle-pres gav udbytte

For de nordjyske gæster lod sig ganske enkelt ikke overløbe. Gang på gang blev Vejles offensive fremstød afvist – i duelspil, med højt pres og rendyrket duelstyrke. Det lignede en udesejr, selv for en skeptisk vendelbo.

De rødklædte Vejle-spillere blev dog ved. Et hårdt kæmpende Vendsyssel FF-forsvar kunne til sidst ikke stå imod belejringen længere – og bedst som uret rundede de 90 minutter, blev udligningen en realitet.

Vejles høje angriber Gustav Nilsson kunne med et velkontrolleret hovedstød dirigere bolden ind bag Michael Tørnes i gæsternes mål. 1-1 – og dermed et point til hver.

Vendsyssel var tæt på den helt store belønning for en flot kamp i form af tre point, men må nøjes med et enkelt point mod bundrivalerne.

Dermed er der fortsat to points afstand mellem de to klubber – Vendsyssel er nummer 12, mens Vejle er nummer 14 og sidst. Vendsyssels sidste grundspilskamp bliver næste søndag, hjemme mod FC Nordsjælland.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments