Vendsyssel FF vinder kongekamp i Brøndby

Nu er der jule- og vinterferie, inden Superligaen igen spiller fra den 10. februar, hvor Vendsyssel FF tager hul på de seks sidste kampe før slutspillet.

625

Årets sidste superligakamp for oprykkerne Vendsyssel FF sluttede i Brøndby med en flot, flot indsats og en overraskende, nærmest sensationel 3-2 sejr i en medrivende og flot fodboldkamp.

Hjemmeholdet kom foran fire minutter før pause-signalet, da Uffe Bech fik raget bolden ind bag en ellers velspillende Nicolai Flø i vendelboernes mål. Det kunne ligne en off-side situation umiddelbart før bolden faldt ned til målscoreren.

Vendsyssel FF spillede en glimrende første halvleg og havde en enkelt chance og flere gode angreb, men igen manglede manden, der kan score mål. Det ændrede sig efter hvilen.

Fem minutter efter pausen kom så et rent gudemål, da Brandäo smækkede en perfekt bold ind fra højre mod Emannuel Ogude, der steg til vejrs og med et endnu mere perfekt hovedstød dirigerede bolden ind i netmaskerne til 1-1. Et flot mål lige efter bogen.

To minutter efter kom vendelboerne ned på jorden, da hjemmeholdets Tibbling fik lov at rykke sig fri af Aleksander Juel og udplacere Nicolai Flø til 1-2.

Efter en times spil fik Juel oprejsning ved flot at spille Moses Opondo fri foran hjemmeholdets keeper. Med en smukt behersket og velplaceret flugter udlignede vendelboen til 2-2.

Kort efter var hjemmeholdet millimeter fra at score, da Uffe Bech på et hurtigt kontra-angreb flot løftede bolden over en fremstormende Nicolai Flø – og på overliggeren.

Tre minutter inde i dommerens seks tillægsminutter fik Lucas Jensen tilkendt et straffespark, som Sander Fischer sikkert scorede på til årets måske største sensation i superligaen. 3 kasser til Vendsyssel FF og 2 kasser til Brøndby – på Brøndby Stadion.

Nu er der jule- og vinterferie, før superligaen igen spiller fra den 10. februar, hvor Vendsyssel FF tager hul på de seks sidste kampe før slutspillet om enten mesterskab eller nedrykning.

Programmet for Superligakampene 2019:

Søndag den 10. Februar: Vendsyssel FF – FC Midtjylland.

Søndag den 17. Februar: AC Horsens – Vendsyssel FF.

Søndag den 24. Februar: F.C. København – Vendsyssel FF.

Søndag den 3. Marts: Vendsyssel FF – AGF.

Søndag den 10. Marts: Vejle – Vendsyssel FF.

Søndag den 17. Marts: Vendsyssel FF – FC Nordsjælland.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments