Vendsyssel FF tilføres op mod fem millioner kroner

På bundlinjen viser regnskabet for perioden 1. juli 2017 - 30. juni 2018 et underskud på 1.759.702, altså knap 1,8 millioner kroner mod knap fire millioner i regnskabsåret der før.

911

Fodboldvirksomheden Vendsyssel FF, der rykkede op i superligaen i sommeren 2018, afslører i det netop offentliggjorte regnskab, der sluttede 30. juni 2018, at der i december skal tilføres yderligere mellem fire og fem millioner kroner i kapital.

Det er ikke oplyst, om den nye kapital skal komme fra den nuværende ejerkreds, eller om der træder flere ejere ind i fodboldvirksomheden.

Ledelsen forventer at fastholde positionen som superligaklub og forventer ligeledes at etablere sig som en del af top 10 i superligaen indenfor de kommende fem år.

På bundlinjen viser regnskabet for perioden 1. juli 2017 – 30. juni 2018 et underskud på
1.759.702, altså knap 1,8 millioner kroner mod knap fire millioner i regnskabsåret der før.

Indtægterne i det seneste regnskabsår beskrives i regnskabet som bruttofortjeneste på 11.527.725 kroner og personaleomkostninger på 12.947.285 kroner. Altså næsten 13 millioner til lønninger til i gennemsnit 26 beskæftigede.

I det forrige regnskabsår var underskuddet knap fire millioner og personaleomkostningerne knap 11 millioner kroner.

De nye ejere trådte til og reddede den professionelle herrefodbold i Hjørring. Nu er skuden allerede ved at vende, og når der om et års tid kommer et nyt regnskab for perioden 1. juli 2018 – 30. juni 2019 vil det være med meget større tal.

Der vil dels være flere lønudgifter, idet der nu er flere ansatte på og uden for banen, og selv om spillerne sandsynligvis er blandt de lavest lønnede i superligaen, er lønomkostningerne også til dem vokset efter oprykningen.

Der vil i det indeværende regnskabsår og første år i superligaen også komme væsentligt højere indtægter fra tv-dækningen og sandsynligvis også for salg af spillere.

Fodboldvirksomhedens negative egenkapital er mere end halveret og er nu 2.317.703 mod godt fem millioner kroner i det forrige regnskabsår.

Her er ledelsesberetningen:
Selskabets væsentligste aktiviteter er at drive en fodboldklub.

Der er foretaget rettelse af en fejl i tidligere års regnskaber, hvor indtægter fra sponsorater er indtægtsført på grundlag af en opgjort færdiggørelsesgrad for de enkelte kontrakter. Efter afgørelse af en sag i Erhvervsankenævnet om periodisering af sponsorindtægter, er det vurderet, at den metode selskabet hidtil har anvendt ikke opfylder årsregnskabslovens betingelser for indregning af indtægter og selskabet har derfor med virkning for regnskabsåret 2017/18 ændret indregningsmetoden, så indtægter fra sponsorkontrakter indtægtsføres under omsætning i den periode den enkelte kontrakt løber.

I denne forbindelse er der opgjort en fejl i form af for meget indregnede indtægter pr. 30. juni 2017 på 3.609 tkr. Fejlen er korrigeret ved indregning af korrektionen direkte på egenkapitalen 1. juli 2017. Korrektionen reducerer egenkapitalen pr. 30. juni 2017 med 3.609 tkr. og øger gældsforpligtelser pr. 30. juni 2017 med 2.417 tkr. og reducere tilgodehavender 1.192 tkr. Som følge af allerede foretaget nedskrivning af selskabets skatteaktiv, har korrektionen ingen skatteeffekt. Det er skønnet, at ændringen ikke væsentligt påvirker sammenligningstal i resultatopgørelsen.

I regnskabsåret har selskabet prioriteret at få en topplacering i 1. division. Denne prioritering indebar investeringer i en stærkere og bredere trup af spillere, samt et bedre setup omkring træningsfaciliteterne og træner- og sundhedsteamet. Resultaterne af prioriteringerne er tilfredsstillende, da selskabets fodboldhold rykkede op i Superligaen.
Årets resultat er også påvirket af bonusomkostninger til spillere, trænere og samarbejdsklubber i forbindelse med oprykningen til landets bedste række. Korrigeres årets resultat for bonusudbetalinger samt effekten af periodiseringer af sponsorater, jf. afsnittet ovenfor, har selskabet realiseret et positivt driftsresultat, hvorfor årets resultat anses for tilfredsstillende.

For at sikre det fremtidige kapitalgrundlag og den fortsatte udvikling af Vendsyssel FF er der imellem aktionærerne i selskabet aftalt, at der gennemføres en kapitalforhøjelse samt lån til selskabet i december 2018 på samlet 4.000-5.000 tkr. Kapitalforhøjelsen skal primært imødekomme de øgede til finansiering af arbejdskapitalen.

Selskabets samlede egenkapital udgør ultimo regnskabsåret -2.318 tkr. Egenkapitalen er i indeværende regnskabsår blevet reduceret med 3.609 tkr., qua ændring i indregningsmetoden for sponsorater.

Ledelsen forventer at fastholde sin position som Superligaklub og forventer ligeledes at etablere sig som en del af top 10 i Superligaen indenfor de næste 5 år. Selskabet har udarbejdet en økonomisk prognose for de kommende 5 år, hvor det forventes, at selskabet opnår positive resultater i størrelsesordenen 1.000-5.000 tkr. pr. regnskabsår. Selskabet har derfor indregnet et skatteaktiv på 1.100 tkr. Ledelsen gør opmærksom på, at indregningen af udskudte skatteaktiver altid vil være forbundet med en vis usikkerhed i forhold til at indfri forventningerne.

Der er ikke usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften, da selskabet vil gennemføre en kapitalforhøjelse og lån til selskabet i december 2018 på samlet 4.000 5.000 tkr., således selskabet har det nødvendige kapitalberedskab og likviditet til at fortsætte driften.

Med ovenstående tiltag viser det samlede likviditetsbudget for 2018/19, at selskabet har tilstrækkeligt likviditetsberedskab til den fortsatte drift.

Vendsyssel FF’s bestyrelse:
Jacob Andersen, formand
Henrik Sandvad Rasmussen
Lars Thuesen
Søren Nørgaard Sørensen
Ib Arendrup Nielsen
Henrik Konnerup Nedergaard
Carsten Wøhlk Lauritsen
Mikael Toldbod Jakobsen

Direktion
Lars Svane Glinvad
Glen Riddersholm

Revision
BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab
Nørrebro 15 – Hjørring

Pengeinstitut Jyske Bank
Østergade 23
9800 Hjørring

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments