Vendsyssel FF kunne med en sejr i dagens kamp mod Hobro IK sikre sig tredjepladsen i Superligaens gruppe 2 i nedrykningsspillet og dermed undgå de frygtede playoffkampe med direkte nedrykning som værste udfald.
Omvendt skulle Hobro IK hive en sejr i land for at holde håbet om en tredjeplads i gruppen i live, men efter fire kampe i gruppespillet og kun to point sat ind på kontoen for Hobro, så den opgave ud til at blive en svær en af slagsen.
Udeholdet fra Vendsyssel kom da også bedst fra start i kampen og havde i løbet af kampens første 10 minutter to kæmpechancer, der kunne have sendt udeholdet på sejrskurs. Vendsyssel pressede på og ejede hele banen det første kvarter af kampen inden Hobro fik en fod til jorden.
Mål blev det dog ikke til for Vendsyssel FF i første halvleg. De måtte i stedet være vidner til at Hobro IK efter henholdsvis 33 og 38 minutter scorede. Første mål blev flot sat ind af Babayan, der fra en ekstremt spids vinkel fik passeret Nicolas Flø.
Andet mål stod Vito Mistrati for. Han sendte et hårdt, fladt skud fra kaneten af feltet forbi Flø, og så begyndte det for alvor at ligne noget for Hobro, der så desperat har kæmpet for livgivende point i nedrykningsspillet, men kun er lykkedes med at hente to af potentielt 12 point hjem til Himmerland.
Mål-pål slog til
Første halvleg sluttede uden yderligere mål, men Hobro var ikke færdige med at score. Efter godt ni minutters spil i anden halvleg fik Pål Alexander Kirkevold udbygget til 3-0. Direkte på frispark sendte nordmanden kuglen op i det lange hjørne – uden chance for Vendsyssel-keeper Flø.
Det lignede efterhånden at kampen var lukket. At Vendsyssel, der var kommet så godt fra start i kampen og som var lykkedes med at hente seks point hjem i de første fire runder af gruppespillet, skulle indkassere deres første nederlag.
Til glæde for de 2299 kæmpede Vendsyssel dog med alt hvad de havde, for at undgå det udfald og efter 69 minutters spil fik indskiftede Dylan McGowan reduceret til 3-1. Og kun fire minutter senere fik Benjamin Källmann for alvor gjort kampen spændende igen med sin scoring til 3-2.
De resterende 20 minutter blev voldsomt intense med et Vendsyssel-hold der jagtede udligningen med alt hvad de havde og et Hobro-hold der mestendels forsøgte at holde gæsterne fra fadet, men også selv havde momenter hvor det lignede at de hellere ville gøre sejren markant.
Kampen sluttede dog 3-2 til Hobro, der stadig har en chance for at hente tredjepladsen i gruppen hjem. For at lykkes med det, skal himmerlændingene vinde ude mod AaB den 26. april mens Vendsyssel FF skal tabe mod Randers.
Kilde: TV2 Nord.