Vendsyssel FF tabte hovedet og fik 1-1 i parken

På torsdag gæster Brøndby Nord Energi Arena, og på søndag kommer AGF.

501

Mandagens fodboldkamp i superligaen mellem hjemmeholdet FC København og oprykkerne fra Vendsyssel FF endte overraskende 1-1 efter en spændende men bestemt ikke velspillet fodboldkamp.

Holdet fra Vendsyssel har det med at tabe hovedet i kampene, og det skete også i Danmarks National-arena, som bød på en elendig græsplæne, en halvsløj dommerpræstation og meget lidt godt fodboldspil.

Efter et kvarters spil fik Vendsyssel FF korrekt tilkendt et straffespark, som Sander Fischer hovedløst og ukoncentreret sendte på overliggeren.

Kort efter fik Vendsyssel FF’s Francisco Junior en advarsel for et frispark, og kort før pausen tabte klubbens nye håb så for alvor hovedet, da han tilsyneladende flyttede bolden ved et frispark til hjemmeholdet. Gult kort nummer to og dermed farvel med det røde kort.

I samme situation tabte vendelboernes bænk flere hoveder, så assistent-træner Mike Tullberg efter protester blev bortvist og sandsynligvis får karantæne sammen med Francisco Junior. Tåbeligt og meget lidt professionelt af folkene på bænken, som er nødt til at holde hovederne kolde og stemmerne i ro, hvis man vil spille med på dette niveau.

Den opførsel på og uden for banen skal og må ændres, hvis Vendsyssel FF skal have en chance for at blive i superligaen. I forrige kampe tabte Thorsteinsson hovedet og røg ud i Horsens, som dermed let kunne vinde 3-0 over vendelboerne.

Moses Opondo scorede til 1-0 for Vendsyssel FF efter en halv times spil efter et fælt drop af hjemmeholdets målmand, der tabte den runde lige foran vendelboen.

I første halvleg var københavnerne i boldbesiddelse i 63 procent af tiden, hvilket fortæller alt om det store spilovertag. Heldigvis havde vendelboerne målovertaget.

I anden halvleg kæmpede Vendsyssel FFs tilbageværende 10 spillere flot og tabte kun én gang hovedet, da alle efter en times spil stod stille og beundrede fynboen Rasmus Falk, da han uhindret svævede gennem vendelboernes forsvar og bragte københavnerne tilbage i kampen og på 1-1.

Det brændte alvorligt på mange gange, men Michael Tørnes gjorde det fint de fleste gange i vendelboernes mål. Københavnerne havde ikke den bedste dag på kontoret, hvilket også højlydt blev bemærket af mange af de 11.116 tilskuere.

Efter lidt nervepirrende tillægstid blev det norske tågehorn i parken endelig stille og overdøvet af nordjysk jubel over et meget overraskende point.

Torsdag klokken 19 venter på Nord Energi Arena i Hjørring næste store opgave, når Brøndby kommer på besøg for at spille kvartfinale i årets pokalturnering. På søndag klokken 14 står AGF superligaklar til kampstart på det kommunale fodboldstadion i Hjørring.

Derefter venter Vejle på udebane og i sidste runde i superligaen FC Nordsjælland på Nord Energi Arena, som så sandsynligvis står klar med nye tribuner og plads til flere tilskuere i læ.

Derefter venter otte til ti meget spændende kvalifikationskampe i bestræbelserne på at blive i landets bedste fodboldrække. Husk nu at komme på stadion og bakke de lokale fodboldhelte op.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments