Torsdag skal fodboldspillerne i Superligaklubben Vendsyssel FF til Als for at møde serie 1-holdet Egen UI i Sydbank Pokalen.
Egen UI spiller til daglig i Serie 1, pulje 10 med blandt andre Kolding IF, Kolding B og Ribe BK. Efter de første fem runder i puljen er Egen UI placeret på sjettepladsen med seks point. Holdet spiller i grønt og har hjemmebane på Linak Arena – Guderup.
Selvom der er en smule niveauforskel på de to klubber, så er det ikke en kamp, vi tager let på, forsikrer cheftræner Jens Berthel Askou, overfor vendsysselff.dk
-Vi skal gribe kampen an som enhver anden fodboldkamp – så vi skal være topseriøse. Det er en førsteholdskamp og en officiel kamp for klubben, så alt hvad der bliver lavet i den tæller også i statistikkerne. Det er sindssygt vigtigt, at vi kommer ud og vsier den rette attitude, et godt fysisk udtryk og noget kvalitet. Jeg forventer, vi sætter os igennem, og tager hvert eneste minut seriøst, siger han og fortsætter:
-De skal nok gøre alt, hvad de kan for at drille os. Men det er klart, at vi kommer nok til at dominere kampen, og derfor skal vi have noget kvalitet indi det, vi laver. Og så skal vi bidrage til, der bliver en ordentlig stemning på stadion, så vi får repræsenteret klubben på ordentlig vis.
Kampen er også en anledning for at de spillere, der indtil nu ikke har fået mange minutter i benene i Superligaen, kan vise sig frem.
-Det bliver godt for vores brede trup at få alle i spil, så de også føler, de bidrager til det, vi laver i øjeblikket, og få banket noget ind på selvtillidskontoen. Og så er det en mulighed for dem at vise sig frem for deres træner. Vi ser rigtig meget frem til at spille kampen, og vi glæder os, siger cheftræneren.
Jens Berthel Askou har udtaget følgende spillere, der skal spille os videre til tredje runde af Sydbank Pokalen:
1. Nicolai Flø, 2. Jeppe Svenningsen, 4. Kasper Povlsen, 5. Benjamin Lund, 8. Jeppe Illum, 10. Ninos Gouriye, 13. Søren Henriksen, 14. Emmanuel Ogude, 15. Andreas Kaltoft, 17. Washington Brandão, 18. Mads B. Mikkelsen, 21. Morten Knudsen, 22. Seyi Adekoya, 24. Michael Tørnes (målmand), 35. Mikkel Wohlgemuth.
Marcus Solberg og Allan Høvenhoff er på skadeslisten, Moses Opondo er med Ugandas landshold og Jón Dagur Thorsteinsson er med det islandske U21-landshold.
Man kan følge kampen, der sparkes igang klokken 17.15, på Vendsyssel FFs officielle twitterkonto, www.twitter.com/vendsysselff, hvor der liveopdateres fra kampen.
Kilde: Vendsyssel FF