Da Vendsyssel FF efter søndagens sidste superligakamp indleder det, vi godt kan kalde nedrykningsspillet, med sandsynligvis ni point op til den tredjeplads i nedrykningpuljen, der sikrer vendelboerne en ny sæson i landets bedste fodboldrække, ligner det en meget vanskelig udfordring.
Inden den sidste runde i fodboldens superliga søndag klokken 17.00, hvor Vendsyssel FF på Nord Energi Arena i Hjørring møder FC Nordsjælland, ligner det for vendelboerne et gruppespil i pulje med AaB, Horsens og Hobro og til sidst måske to altafgørende nedrykningskampe mod Fredericia fra 1. division – NordicBet Liga. Køb billet til søndag.
Det fremgår af en glimrende artikel i TipsBladet.
Inden de to sidste kampe venter, som stillingen er før søndagens kampe, to kampe mod SønderJyskE, hvor Vendsyssel FF med en samlet sejr kan sikre sig endnu en sæson i superligaen og sende modstanderne videre til gyserkampe.
Trækker SønderjyskE sig ud af de to kampe med en samlet sejr, er sønderjyderne sikret endnu en sæson, mens Vensyssel FF i så fald skal ud i to vind og forsvind kampe mod et hold fra 1. division.
SønderJyskeE trænes i skrivende stund af den tidligere sportsdirektør i Vendsyssel FF, Glen Riddersholm.
Meget kan ændre sig afhængig af resultaterne på søndag, hvor alle superligakampe spilles klokken 17.00, men det er helt sikkert, at det bliver en meget stor udfordring for vendelboernes hold at beholde pladsen i landets bedste fodboldrække.
Der bliver brug for massiv opbakning på både de gamle og de nybyggede tilskuerpladser på Nord Energi Arena. Der er mulighed for allerede på søndag at vise spillerne og klubben, at Vendsyssel bakker op og støtte superligaholdet nord for fjorden.
TipsBladet skriver blandt andet om slutspillet for de otte dårligst placerede hold i superligaen:
Gruppespil:
De otte hold, der ender nederst i grundspillet, fordeles i to gruppespilspuljer, og til denne sæson er der en ændring, så man ikke længere kan lade sig tabe og dermed ende i en pulje, hvor der er længere til nedrykning.
Top to i de to puljer går videre til Europa Playoff, mens bund to går videre til Superliga Playoff, hvor det handler om at undgå nedrykning.
Rent praktisk foregår puljeinddelingen således: Grundspillets nummer 11 og 14 placeres i pulje 1, mens nummer 12 og 13 placeres i pulje 2. Nr. 7 fra grundspillet vælger så, hvilken pulje holdet vil i, hvorefter nummer 8 vælger en pulje. Vælger 8 den modsatte pulje af nummer 7, vælger 9 pulje, mens nummer 10 fordeles på den sidste ledige puljeplads.
For at give et konkret eksempel vil SønderjyskE og Vejle Boldklub lande i pulje 1, som det ser ud lige nu, mens Vendsyssel FF og Hobro IK vil lande i pulje 2. FC Nordsjælland vælger så pulje, og for eksemplets skyld leger vi, at de vælger pulje 1, mens AaB derefter vælger og går med pulje 2. AGF skal så vælge og vælger pulje 1, mens AC Horsens lander i pulje 2.
Sådan ville det så se ud:
Pulje 1:
1. FC Nordsjælland: 33 point
2. AGF: 31 point
————————————-
3. SønderjyskE: 28 point
4. Vejle Boldklub: 20 point
Pulje 2:
1. AaB: 33 point
2. AC Horsens: 31 point
————————————
3. Vendsyssel FF: 22 point
4. Hobro IK: 21 point
Europa Playoff:
De to øverste hold i hver af de to puljer styrer fri af nedrykning og spiller nu i stedet om en plads i Europa. For nemhedens skyld fører vi holdene fra puljerne videre hertil, og dermed er det FC Nordsjælland og AGF fra pulje 1, der går videre, samt AaB og AC Horsens fra pulje 2.
Nummer et fra pulje 1 møder nummer to fra pulje to ude og hjemme over to kampe, og nummer et fra pulje 2 møder altså nummer to fra pulje 1. Det vil give følgende kampe:
FC Nordsjælland – AC Horsens
AaB – AGF
De to hold, der samlet taber, går også på ferie og slutter sæsonen som nummer 9 og 10 i Superligaen. De to mandskaber vil have spillet 34 kampe i alt, når deres sæson er forbi. De to vindere går videre og møder hinanden over to kampe om en billet til Europa Kvalen. For nemhedens skyld lader vi de to bedst placerede hold gå videre, og det giver følgende kamp:
FC Nordsjælland – AaB
Taberen af det samlede opgør slutter som nummer otte i Superligaen og spillede 36 kampe, inden sæsonen var forbi, mens vinderen går videre til Europa Kvalen og møder nummer tre eller fire fra mesterskabsspillet – hvem der bliver afhænger af vinderen af Sydbank Pokalen.
Superliga Playoff:
Nu begynder det for alvor at spidse til for holde for de fire mandskaber, der kæmper om at undgå at rykke ud af landets bedste række. Der er en ændring fra denne sæson, der betyder, at det ikke længere er nummer tre fra den ene pulje mod nummer fire fra den anden, men i stedet nummer fire mod nummer fire og nummer tre mod nummer tre.
Hvis vi igen tager de to puljer i gruppespillet som indikator, vil det give følgende kampe.
SønderjyskE – Vendsyssel FF
De to hold mødes over to kampe, og vinderen styrer helt fri af nedrykning og sikrer sig efter 34 kampe endnu en sæson i landets bedste række. Taberen går omvendt videre i spillet og har ikke klaret frisag endnu. I dette tænkte eksempel er det SønderjyskE, der styrer fri af nedrykning, og Vendsyssel FF der skal spille flere kampe for at redde sig.
Hobro IK – Vejle Boldklub
De to hold mødes over to kampe, og den samlede taber rykker ud af Superligaen og er dermed færdig i Superligaen. Holdet afløses af vinderen af NordicBet Ligaen. I dette tænkte eksempel er det Vejle Boldklub, der ryger ud.
Vendsyssel FF og Hobro IK skal altså gennem en runde mere for at finde ud af, om holdene er Superliga-mandskaber fremadrettet, og nu venter så kampe mod hold fra NordicBet Ligaen. Vendsyssel FF skal møde nummer tre fra NordicBet Ligaen (fordi holdet tabte kampen om at styre helt fri af nedrykningspillet), mens Hobro IK skal møde nummer to fra landets næstbedste række. Vendsyssel FF starter på udebane, Hobro IK starter på hjemmebane. Der spilles ude og hjemme.
Vendsyssel FF – FC Fredericia
Hobro IK – Silkeborg IF
De to vindere er Superliga-hold næste sæson, mens de to tabere er NordicBet Liga-hold.
Læs meget mere også om mesterskab-slutspillet i TipsBladet.