Vendelbohus søger sponsorstøtte fra private og virksomheder

Huset er ikke sikret, bare fordi kommunen har vedtaget at indgå en lejeaftale med den selvejende institution Vendelbohus. Det er et godt skridt, men kun det første.

316

Den initiativgruppe, der med en stærk tro på huset, vil videreføre huset og aktiviteterne i det, arbejder fortsat på højtryk for at få tingene på plads omkring Vendelbohus.

– Vi lægger et stykke pænt frivilligt arbejde i det, men er også meget bevidste om, at det kræver mange ressourcer – ikke mindst i de 2-3 første år, fortæller Kurt Larsen, der sammen med Jesper Spanner er bannerfører i projektet.

Troen på mulighederne i huset bygger på de mange positive tilkendegivelser, som er kommet fra en bred kreds, og som har haft en bestemt overskrift: Bevar Vendelbohus!

– Vi oplever, at der er en meget stor opbakning, men den vil nu vi gerne have vekslet til konkrete bidrag fra privatpersoner og virksomheder, fortsætter Jesper Spanner. Derfor sættes der nu gang i en indsamling i form af sponsoraftaler. Sponsoraftalerne kan tegnes både af privatpersoner og af virksomheder. Initiativgruppen vurderer, at der skal indsamles mindst 1 mio. kr. i hvert af de kommende år og gerne mere for at kunne drive huset.

Logoet for Vendelbohus.

I løbet af marts måned stiftes den selvejende institution ”Vendelbohus”. Denne forening med en bestyrelse med brugerindflydelse kommer til at stå for den fremtidige drift af huset, og det er tanken, at huset skal ”kunne hvile i sig selv”. Der er med andre ord ikke nogen i initiativgruppen, der får et økonomisk udbytte af det arbejde, de har lagt i at bevare huset.

Foreningen Vendelbohus’ mulighed både for at udvikle sig og for at have et godt aktivitetsniveau bestemmes af den støtte, der kan opnås.

Resultatet af indsamlingen af sponsorstøtte vil løbende kunne følges på foreningens nye hjemmeside www.vendelbohus.dk og facebook, hvor man også komme med eget bidrag.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments