Vendelbohus er klar til en ny sæson og nu med mad på bordene

Det har været en stor opgave at få huset til at køre fornuftigt, fortæller formand Kurt Larsen.

963
Vendelbohus

– Det var ikke det forår, vi havde ønsket os. Så kort kan det siges, konstaterer Kurt Larsen, der er medlem af bestyrelsen for Vendelbohus. Huset blev overtaget af den selvejende institution fra Hjørring Kommune for godt et år siden. Efter en start, hvor de foreninger, der havde brugt huset, valgte at forlade det, blev der efterhånden en god aktivitet.

Salen og lokalerne i huset blev brugt af Hjørring Teater, der er storkunde, men også udlejet til event- og booking firmaer og til stadig flere private arrangementer. En forventet blød start, men bestyrelsen kunne se, at det langsomt, men sikkert gik den rigtige retning.

– Det har været en stor opgave at få huset til at køre fornuftigt, og økonomisk var vi på rette vej, men vi blev – som så mange andre – også ramt af corona-nedlukningen – og ja, er vel nærmest tilbage til start, siger Kurt Larsen, der dog er meget glad for den opbakning, der er fra flere politikere til husets anvendelse som musiksted som alternativ til Sysseltinget.

Helt tilbage til start er nu nok så meget sagt. På husets hjemmeside kan man se, hvilke arrangementer, der allerede nu er planlagt fra august, og her er noget for enhver smag – både med teater, foredrag og musik.

I forhold til aktiviteten i huset kommer der også nye toner. De lokaler, der stadig af nogle kan huskes som ”60’eren”, er nu udlejet til Hjørring Dart Klub. Klubbens medlemmer er kommet meget langt med at gøre lokalerne flotte og egnede til stor aktivitet.

Og gæsterne til de mange arrangementer med teater, musik, stand-up og foredrag kan også glæde sig. Fra september kommer der damp på gryderne i husets store køkken, når kokken Thomas Topholt assisteret af kæresten, Camilla Andersen, begynder at lave mad til arrangementer og private selskaber på Vendelbohus og som take-away til dem, der vil nyde det derhjemme.

– Vi er meget glade for at Thomas og Camilla bliver en del af huset, og med en dygtig kok som Thomas, der tidligere bl.a. har været på Bryghuset Vendia, Brøndums Hotel og Søllerød Kro, er vi sikker på, at kvaliteten nok skal blive i top, slutter Kurt Larsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments