Vendelbohus’ Danse Macabre

Takten blev slået an af borgmesteren, der påtog sig rollen som bannerfører for lukning af Vendelbohus.

407

Af Karl Kirkedal,
Tilhænger af Vendelbohus

Vendelbohus’ dødedans har været et sjældent syn i udemokratisk magtarrogance, der ville kunne gøre sig som opførsel på Vendsyssel Teater. Et interaktivt stykke, hvor nogle af rollerne jo passende kunne besættes af byrådsmedlemmer med deres daglige gang i huset.

Takten blev slået an af borgmesteren, der påtog sig rollen som bannerfører for lukning af Vendelbohus. Udgangspunktet var en højt udtalt og skrevet vrangforestilling om renoveringsudgifter for 37 mio byggende på dubiøse regneark og ikke konkret vurdering af bygningerne.

Disse beløb blev afvist og fra Kulturforeningen Vendelbohus blev udarbejdet en sober og faktuel redegørelse for fortsat drift af Vendelbohus som kommunalt ejet og brugerstyret kulturhus.

Alle aktiviteter fra professionelle kulturarrangementer i form af teater og koncerter til folkeoplysningsaktiviteter, korsang, klubaktiviteter, messer og lejlighedsarrangementer ville kunne fortsætte og brugergrundlaget på 50.000 om året kunne øges. Husets fortsatte drift ville kræve et indtægtsgrundlag på 1.7 mio kr. årligt.

En vurdering af de mange tilbud i huset og det store antal brugere set i relation til, at huset var billigst i relation til kommunale tilskud til kulturaktiviteter pr. bruger medførte, at de fleste fandt ro i, at der nok kom en løsning.

Virkeligheden blev dog en anden. Foreningslivet blev tydeligt læst og påskrevet, at når der regeres ved kejserlige dekreter så er demokratisk dialog og forventning om ligebehandling tilsidesat til gunst for magtfuldkommenhed.

Naive forestillinger om, at Vendelbohus skulle sammenlignes med de tilsvarende kommunale kulturtilbud og kulturhuse og forståelsen af, at Vendelbohus skulle tildeles en andel af de 100 mio kroner på kulturbudgettet svarende til den kulturelle værdi som huset bibringer kommunens borgere blev grundigt gjort til skamme.

Et stort flertal i byrådet var klar til at trække bevillingerne væk fra Vendelbohus i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2018. Et stort arbejde fra Kulturforeningen og flere af brugerforeningerne, mange underskrifter, skrivelser og dialogmøder viste sig ikke at ændre et komma i den beslutning som synes truffet for flere år siden.

Til trods for at Økonomiudvalg og forvaltning er meddelt flere forskellige modeller, hvor husets drift kan bidrage til finansiering af huset har byrådet ikke forholdt sig til disse modeller og slet ikke afvist relevansen heraf.

Der har været påpeget, at Hjørring Kommune har en besparelse iht folkeoplysningsloven omkring lokaletilskud på omkring 500.000,-. Det har været påpeget, at et fælles billetsystem kunne bidrage med adskillelige 100.000 kr. som i dag anvendes til gebyrer i billetbureauerne. Det har været påpeget, at der kunne etableres en afgiftsordning i forbindelse med barsalg som kunne bidrage med omkring 200.000. Der har været påpeget mulighed for udleje af dele af huset – enten fast eller lejlighedsvis ligesom man har arbejdet med mulighed for sponsorater etc.

Anstændigvis set i relation til de mange brugere og foreninger og husets aktuelle og historiske værdi for byen/kommunen burde man måske have efterprøvet og undersøgt nogle af disse forslag. Man vil givet kunne finde kommuner som ville have hjulpet med en afklaring af disse muligheder – endda uden at lede længe.

Dette sammenholdt med, at aktiviteterne på Vendelbohus akkumulerer omsætning ude i byen svarende til 2 kroner pr. anvendt krone på Vendelbohus (Region Nordjyllands vurdering af kulturelle aktiviteters effekt på erhvervslivet) medfører, at man må formode, at en lukning af Vendelbohus reelt set vil koste kommunen penge !

Tydeligvis giver dette ikke søvnløse nætter hos byrådets flertal.

Samtidig med, at foreninger og brugere på Vendelbohus har skullet leve i utryghed omkring deres aktiviteter og har brugt uanede kræfter på frivilligt arbejde for at vise engagement i huset har man måttet se på, at Vendsyssel Teater modtog ekstraordinært tilskud på over 2.2 mio kroner udover de årlige 9 mio. Det bemærkes, at beløbet ikke har givet anledning til diskussion i byrådet, som på vanlig vis klappede hælene sammen.

Senest er det blevet tydeligt, at byrådet overhovedet ikke forholder sig til rimelighed og rettidig omhu som det ses i forbindelse med bevillingerne til stadion, hvor man ”gambler” med kommunens midler i hidtil uhørt omfang.

Vi hører meget om de kulturelle fyrtårne skal bringe Hjørring på landkortet. Der har været utroligt mange teaterstykker og koncerter på Vendelbohus med store danske og udenlandske navne som har skabt opmærksomhed om Hjørring. Så hvorfor lukke dette sikre kort – især når det faktisk synes at kunne blive udgiftsneutralt set i forhold til store og tvivlsomme investeringer i luftkasteller.

Umiddelbart har de 20 – 30 millioner til stadion bragt os til en stilling som bundprop i nedrykningsgruppe 2. Man må håbe, at de fantasifulde forestillinger flere byrådsmedlemmer ytrede ved behandling af bevilling til stadion kan løfte holdet så meget at det begynder at få effekt på stillingen i superligaen – ellers får vi jo alle regningen – uagtet vi har årskort til AaB.

Det der foregår aktuelt i Hjørring på fritids- og kulturområdet er galimatias. Vi har desværre ikke et fritids- og kulturudvalg som kan gå i dialog med borgerne så det kan kun anbefales at følge Susanne Baggers opfordring. Tag kontakt til det byrådsmedlem du har stemt på – mailadresse findes på kommunens hjemmeside – og tydeliggør, at Vendelbohus er hjerteblod som kan flytte stemmer – også selvom, der går 3 år.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments