Horne har ved mange lejligheder vist styrke og sammenhold, men sjældent har man set et opbud af sørgmodig taknemmelighed, som da omkring 250 børn og borgere torsdag aften holdt afskedsfest for byens SFO.
– Eleverne i 4. og 5. klasse havde fået til opgave på et par timer at skrive gode minder og oplevelser ned fra deres egen tid i vores snart nedlagte SFO, fortalte skolens engagerede musiklærer Anja Krogsgaard Nørgaard.
-Dernæst brugte jeg nogle sene nattetimer på at stykke deres i forvejen flot formulerede erindringer sammen til en sang, der kom til at gå på melodien “Arne han er for cool” fra tegnefilmen “Terkel i knibe”, uddybede Anja.
Sangen endte med at blive på ikke færre end 10 smukke og rørende vers i en sang med titlen “Passeren den er for cool”. Torsdag blev den så fremført af en flok meget musikalske elever, der spillede og sang, så ikke et øje var tørt.
Det sidste vers rummer da også en skarp pointe:
“Vi vil gerne sige tak, for mange gode stunder.
Når passeren den lukker snart, en dejlig tid afrunder.
Men heldigvis så ses vi stadig, med sjov og ramasjang.
For skolen skal nu rumme os, hele dagen lang.”
– Det er endnu lidt svært at forholde sig til lukningen, men jeg bliver garanteret meget berørt, når vi drejer nøglen om for sidste gang, sagde leder Kathrine Kanstrup Jørgensen, som fremover skal være pædagogisk leder på Horne Skole.
Efterfølgende blev der spist helstegt pattegris med flødekartofler og salat. Ligesom der var snobrødsbagning og hygge i det gode vejr på det grønne areal øst for skolen, der kaldes “Muldvarpen”.
Fantastiske år vi havde i kommunens bedste – nej DK:s bedste SFO!!!
Michael Toft Marquardsen det da din far og søster!
Ja det er det da også:)