
Tirsdag den 14.november, som er ugen før valget, havde Hjørring Private Realskole inviteret Arne Boelt, Henrik Jørgensen, Jørgen Bing og Per Møller til en debat ud fra emner, som eleverne i udskolingen havde valgt.
Der blev præsenteret visioner for Hjørring kommune, hvordan skabes det bedste ungdomsmiljø i Hjørring, hvordan får vi samlet hele kommunen, hvorefter spidskandidaterne til sidst blev bedt om at fortælle, hvad de hver især som måske kommende borgmester vil tage fat på som det første.
Der blev fremhævet erhvervsmuligheder i kommunen, mulighed for oprykning til Superligaen, og vigtigheden af at få de unge til at flytte tilbage til Hjørring efter endt uddannelse i andre byer.
Tilbageblikket på nuværende periode berørte skattestigninger, gode aftaler partierne i mellem samt skolelukninger, hvor Henrik Jørgensen pointerede, at det havde Venstre ikke stemt for.
En god og oplysende aften for de mange tilstedeværende, som enedes om at slutte 15 minutter før tid, så man kunne nå hjem til landskamp i fodbold.
Frem mod kommunalvalget den 21. november vil vi på den lokale netavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
Foto: Hanne Hvidegaard.
























































