
I Ebeltoft har de Det Gamle Rådhus, som blev bygget i 1789 og var i brug indtil 1840. Her giver det da god mening at snakke om Det Gamle Rådhus, men det gør det nu altså også i Hirtshals.
Hjørring Kommune har oven i købet været så generøse at opsætte navnet på facaden mod nord, hvor der nu med meget store og markante bogstaver står skrevet DET GAMLE RÅDHUS.
Hvad der imidlertid kan undre, er den forbavsende lethed, hvormed forvaltning og lokalpolitikere tilsyneladende uden sværdslag har fået navngivet den stolte bygning i Hirtshals.
Kan det nu virkelig passe, at alle borgere bare uden videre har accepteret denne navngivning af bygningen, som angiveligt af arkitekterne Niels Jørgen Dam og Kjeld Dirckinck-Holmfeld er tænkt som en rå parafrase over et skib som en cadeau til havet og Hirtshals?
Under alle omstændigheder virker det som et passende navn, idet en bygning fra 1971 måske ikke ligefrem kan kaldes gammel, men med begrebet hentydes der tydeligvis blot til, at det netop ikke længere fungerer som rådhus.
Hjerteligt tillykke derfor til os alle med Det Gamle Rådhus i Hirtshals!