Lørdagens modstander fra Vejgaard blev af Martin Eriksen før kampen vurderet til at være et topmotiveret hold, fordi klubben med en sejr var sikker på en plads i Danmarksserien.
Det forrige opgør i Vejgaard var da også endt med et nederlag på 4-2 til Hirtshals, men cifrene til trods i en meget jævnbyrdig kamp, hvilket måske burde have givet et fingerpeg om, at helt så let ville det ikke gå for gæsterne på Schlie Arena.
Efter 40 minutters spil i 1. halvleg fik Ziad Saliba da også scoret for Hirtshals, som faktisk kunne gå på banen til 2. halvleg med denne positivt overraskende føring, men der var ikke spillet mange minutter, før gæsternes Martin Sloth-Kristensen udlignede til 1-1, hvilket blev kampen resultat, selv om den med flere gode chancer til begge hold sagtens kunne være vippet til begge sider.
Da sidste fløjt lød, var skuffelsen da også tydelig hos gæsterne, mens hjemmeholdet kunne se tilbage på tre kampe uden nederlag, hvilket spillerne og publikum da heller ikke virkede utilfredse med på Schlie Arena.
Samtidig gav lørdagens hjemmekamp anledning til at hylde holdets hurtigste mand Peter Steen Jensen, som i sidste udekamp mod Birkelse rundede 200 kampe på førsteholdet for Hirtshals Boldklub.
FlaskePosten ønsker derfor er stort tillykke til Peter Steen Jensen!